Idrætshaller overalt – kom dog ud i naturen!

Altså, tallene taler jo for sig selv. Den globale fedmeepidemi hærger også i Danmark, og ser man på den såkaldte Nationale Sundhedsprofil, som Sundhedsstyrelsen offentliggjorde for to år siden, er andelen af moderat eller svært overvægtige danskere steget fra 46,8 pct. i 2010 til 51 pct. i 2017. Og bare lige for at få det hele med så overholder 28,8 pct. af danskerne ikke Verdenssundhedsorganisationen WHO’s minimumsanbefalinger for ”fysisk aktivitet”, som er to og en halv times aktivitet ved ”moderat intensitet” om ugen. Det er vel det, der i andre sammenhænge kaldes ”at gå” (eller mere teknisk: at bevæge fødderne i et repetitivt fremdriftsorienteret mønster).

Men det er jo bare tal og vinkling, ikke? Lad os hellere tage de glade briller på og vende den om: Næsten halvdelen af danskerne elsker at røre sig. Og landets kommuner elsker at stille faciliteter til rådighed for danskerne, så de kan dyrke deres fysiske udfoldelse under ordnede forhold – indendørs, naturligvis.

Vi havde håbet på en normal dansk onsdag her midt i efterårsferien. Men til morgen lagde Danmarks Statistik noget statistik ud om antallet af idrætsfaciliteter i Danmark baseret på tal fra Idrættens Analyseinstituts og Lokale & Anlægsfondens Facilitetsdatabase. Og når man gransker tallene, må man alligevel tage sig til hovedet. Overskriften er, at der målt pr. indbygger er relativt flere idrætshaller, fitnesscentre og svømmehaller i Jylland end på Sjælland. Det kunne vi ligesom godt regne ud, og det er der ikke noget forgjort i. Men dykker man ned i tallene, begynder det sgu at blive lidt underligt. Af de ti kommuner, der har flest fitnesscentre, ligger de fem i Region Nordjylland, som ellers kun består af 11 kommuner. Hvad skal nordjyderne bruge alle de muskler til?

Øboere vil have fitnesscentre

Mere interessant bliver det, når man zoomer ind på antallet af fitnesscentre i den enkelte kommune. For her er det pudsigt nok ø-kommunerne Læsø (Region Nordjylland) og Fanø (Region Syddanmark), som ligger klart i toppen med henholdsvis 5,8 og 5,5 fitnesscentre (pr. 10.000 indbyggere, vel at mærke). Hvis vi antager, at det er udbud og efterspørgsel, som er på spil, når en entreprenant type åbner et fitnesscenter, så er det påfaldende, at den største efterspørgsel på fitnesscentre kommer fra øboere. Igen hvorfor? Hvad er det, der er under opsejling på landets øer, som kræver så mange kræfter?

Det djævelske ved statistik er, at det ikke altid leverer svarene (undtagen 90’er-statistikeren Bjørn Lomborg, men hans forklaringsmodeller er man helst foruden). Man kan dog glæde sig over, at antallet af ”svømmeanlæg” på både Læsø og Fanø, der begge må betegnes som stærkt kystnære og stranddisponible, er 0,0 pr. 10.000 indbyggere. Så helt vanvittige er tallene ikke her.

Det bringer os frem til idrætshallerne, som ofte bliver brugt som kulturelt lokkemiddel, når kommuner vil trække nye folk til. København ligger helt i bunden med 0,8 idrætshaller pr. 10.000 indbyggere, og det er vel også i orden. København er en stor by, og hvis der var mange flere idrætsanlæg, ville man sikkert næsten kunne se dem fra månen. Odense har 2,2 pr. 10.000 indbyggere. Også fint.

Men lad os så kigge nærmere på en kommune som Lemvig i det nordvestlige hjørne af Region Midtjylland. På mange måder et skønt sted. Jovist, det blæser lidt, men der er smukt ved Limfjorden, skøn natur, fine, gamle kirker og et sygehus med døgndækkende akutbil og jordmoderkonsultation (”til dem, der har det sådan”, som Dan Turèll sagde). Jamen, så har man jo ligesom alt? Nej, åbenbart ikke: Lemvig Kommune med små 20.000 beboere topper også statistikken med 8,5 idrætshaller pr. 10.000 indbyggere. Otte komma fem!

Vi kender ikke fedmestatistikken i Lemvig, og det er nogle år siden, vi har været der. Folk er sikkert åleslanke. Men er de lykkelige? Med så mange haller og alle de pølser og Faxe Kondi’er, der hører med? Vi tvivler. Danskeren må komme ud i naturen og bevæge sig. Det er der, det sker. /Oliver Stilling