Nyhedsanalysen

Vælgerlede

I et større interview med Dansk Folkepartis tidligere transportordfører og store dansktop-sanger Kim Christiansen introducerede han i weekenden et for os nyt og interessant begreb: Vælgerlede. Kim Christiansen var ikke alene træt af, at han ved sidste valg ikke fik stemmer nok til at komme i Folketinget, han følte sig direkte røvrendt af, at de mange mennesker, han havde lovet (og jo, jo mestendels indfriet) guld og grønne skove, ikke var villige til at omsætte hans indsats til krydser på stemmesedlen. For eksempel havde han skaffet kystsikring for 11 mio. kr. til Anholt (3 stemmer) og en stationsbetjening på den nye letbanestrækning i den lille by Thorsager nord for Aarhus (11 stemmer). I det hele taget mistede han 1.800 stemmer i hele Østjylland, selv om han med sine egne ord havde slidt og slæbt for den landsdel.

”Man kan sgu godt blive lidt vælgertræt over ikke at blive belønnet,” sagde Kim Christiansen slukøret til Politiken.

Nej, det er aldrig let at tage et nederlag, og det bliver ikke lettere af, at man er vant til at vinde. Selv Dansk Folkepartis måske mest professionelle politiker Pia Kjærsgaard havde på valgnatten svært ved at skjule sin vrede mod vælgerne, da hun hvæsede det berømte ord ”klimatosser” efter danskerne. Sådan er det at være taberne. Det er ikke forbeholdt højrefløjen eller elementer i Dansk Folkeparti. Det er jo demokratiets indbyggede svaghed, at vi pinedød skal tage alle mennesker alvorligt, også dem vi er uenige med. Og at der synes at være en regel for, at de mennesker, vi er uenige med, er mere til falds for den laveste fællesnævner og ikke de store visioner. Det er en indbygget mekanisme, der har det med at bremse udviklingen – og det synspunkt er slet ikke forbeholdt højrefløjen. Vis os den venstre-intellektuelle, der ikke ville tage chancen, hvis de fik muligheden for lidt oplyst enevælde i et par år, og vi skal vise dig en løgner. Vi er sgu alle sammen vælgertrætte, Kim – vi er med dig hele vejen, og når vi ser på et par af klodens allerstørste politiske udfordringer pt., er det hele altså vælgernes skyld. Trump skaber utryghed og kaos i hele regioner på grund af vælgerne, Storbritannien har kastet sig selv og hele Europa ud i en eksistentiel krise på grund af vælgere, og den grønne omstilling snegler sig afsted og sender hele kloden ned i en tiltagende ond spiral på grund af vælgere.

Der hvor du mindst venter det

Men hvad gør vi så? Et folk får jo de politikere, det fortjener – demokratier gør i hvert fald – og vi er jo ikke interesserede i at ophæve demokratiet eller vores lands hellige love, selv om man kan blive helt i tvivl nogle gange. Ét sted at kigge hen efter et fælles håb, er et af de steder, hvor vi måske mindst forventer at finde det – i kapitalismen og erhvervslivet. For er der noget, erhvervslivet er glade for, så er det stabilitet og forudsigelighed, og er der noget, der hverken er stabilt eller forudsigeligt, så er det tidens største udfordringer.

Hvad angår klimaspørgsmålet, kommer en del af de mest progressive bevægelser tilsyneladende fra den kant. Forleden udkom FN’s såkaldte Global Compact, der udstikker retningslinjer for virksomheders samfundsansvar, med et detaljeret studie af 1.000 internationale topchefers vurderinger og prioriteringer af verdensmålene (du ved, 2030-målene for en bæredygtig udvikling i verden). Topcheferne repræsenterer 21 industrier fra 99 lande og giver dermed et bredt dækkende billede af en global udvikling, og 99 pct. af de 1.000 chefer fastslår, at bæredygtighed bliver afgørende for at opnå succes i fremtiden, og 71 pct. af dem fortæller, at de er i gang med at accelerere deres indsats i fremtiden.

Der findes endda fine eksempler på, at det også er mere end greenwashing, og faktisk skal vi ikke længere væk end Danmark for at finde dem. Mærsk udleder som virksomhed ligeså meget CO2, som hele Danmark til sammen, og det har de gennem en del generationer (også under krigen, remember?) tjent virkelig gode penge på, men sidste år erklærede de noget opsigtsvækkende, nemlig at selskabet vil reducere sine udledninger med 60 pct. inden 2030 i forhold til 2008 og som det første rederi i verden forpligte sig på at blive CO2-neutrale i 2050. Rederiet har allerede formået at reducere klimabelastningen pr. containerskib med 46 pct. siden 2007, blandt andet bare ved at sejle langsommere, og i 2030 skal de første CO2-neutrale skibe, hvor fossile brændstoffer er skiftet ud med vindenergi, solenergi eller andre energiformer, være ude at sejle. Ok, ok, det her skal ikke udvikle sig til en Mærsk reklame – det har vi andre medier til – men pointen er, at vi måske burde løfte blikket lidt fra de forbandede vælgere og begynde at se på andre områder end politik, der kan flytte verden. Ja, måske skulle Kim Christiansen lade være med at bruge sin tid på at gøre andre tilfredse, når de nu alligevel ikke ved, hvad der er bedst for dem selv. Bruge sin vælgerlede til noget positivt. Så lover vi at prøve at gøre det samme med vores politikerlede og måske at se den som en del af det samme problem som vælgerleden. /Lasse Lavrsen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12