I det danske efterår kan det indimellem føles, som om himlen forvandler sig til en kæmpemæssig, megaaggressiv bruser. Det sker som oftest lige i dét øjeblik, du sætter dig op på din cykel og begynder at træde i pedalerne og har besluttet at lade regnjakken ligge derhjemme. Du er træt af bruseren. Den er uforudsigelig og nådesløs. Ville det ikke være fedt, hvis bruseren i stedet forvandlede sig til en kæmpemæssig hårtørrer?
Umiddelbart ikke, nej. I oliestaten Qatar er det lige præcis sådan, det føles, når temperaturerne topper. I sommermånederne banker de sig typisk helt op over 45 grader. En enkelt gang, i juli 2010, ramte temperaturen sågar 50,4 grader. Qatar er i forvejen et af de varmeste steder på jorden, og gennem de seneste tre årtier har qatarerne oplevet, at temperaturerne er accelereret. Det er noget nær umuligt at opholde sig udenfor, når temperaturerne går helt amok, og derfor løser man problemet på en relativt simpel måde, nemlig ved brug af udendørs aircondition. Aircondition bidrager som bekendt ikke positivt til verdens klimaudfordringer, tværtimod. Realiteten er bare, at det simpelthen ikke kan lade sig gøre at overleve varmen i Qatar uden brug af nedkølningsapparater. Selv lokale klimaaktivister har smidt håndklædet i ringen på den front, til trods for at cirka 60 pct. af landets samlede elektricitetsforbrug bliver brugt på nedkøling.
I øjeblikket er landet i fuld gang med forberedelserne til værtskabet af VM i fodbold 2022. En del af forberedelserne er at arbejde på aircondition-systemer, der kan nedkøle hele open-air fodboldstadioner (ja, det kan åbenbart godt lade sig gøre). I forvejen er VM blevet udskudt fem måneder for at undgå at ramme ind i landets varmeste periode. Man var bange for, at fans simpelthen ville dø i varmen, når de skulle bevæge sig rundt mellem fodboldstadionerne.
Atletisk sølvmyre vinder i varmen
I starten af oktober blev endnu et VM afholdt i Qatar – VM i atletik. Også denne sportsbegivenhed havde man været nødt til at rykke nogle måneder, hvilket blandt andet betød, at deltagernes træningssæson blev forlænget. Trods udskydelsen var temperaturen alligevel oppe over 30 grader. Maratonløbene for både mænd og kvinder måtte afvikles ved midnatstid, fordi det var for varmt inden. Alligevel endte over en tredjedel af de kvindelige maratonløbere med at udgå, fordi de kollapsede i varmen, og den kenyanske løber Ruth Chepngetichs vindertid (2:32:43) var den langsomste ved VM i atletik for kvinder nogensinde.
Det er ikke menneskeracen, der vinder i atletik, når jorden forvandler sig til et kæmpe drivhus, det kan vi vist godt konkludere. En, der til gengæld ville have klaret sig rigtig godt til VM under de pågældende forhold, er den såkaldte ‘sølvmyre’. Tidligere på ugen blev arten kåret til verdens hurtigste myre, efter forskere havde observeret den i Tunesien. Den lille, metalskinnede myre kan løbe op til 108 gange sin egen længde i sekundet. Hvis den var på størrelse med et menneske, ville den kunne løbe hurtigere end 600 km i timen. Det kan den formentlig, fordi den lever i ørkenen, hvor sandoverfladen nemt kan have en temperatur på 60 grader, så det gælder om at flytte fødderne i en fart. Modsat stort set alle andre dyr søger sølvmyren ikke skygge i den bagende middagssol. Den sørger i stedet for at være inde og ude af solen på ingen tid.
Man kan godt føle sig udkonkurreret, når man forestiller sig sølvmyren galoppere ubesværet gennem ørkensandet i varmegrader, hvor vi for længst ville være dejset om. Vi ved det godt, når vi sidder inde i vores små oaser med fuld aircondition og stirrer ud på den nådesløse sol. Menneskeracen vinder nok ikke maratonet i sidste ende. /Camilla Skovgaard Thomsen