Magten korrumperer ...

Et af ur-temaerne for alle gode historier er historien om magt. Det er et af de der temaer, som vi mennesker aldrig synes at blive trætte af at bygge fortællinger op omkring. Lidt ligesom at hævn kan være et godt tema, sex kan være en god ingrediens, kærlighed, svigt, identitet, tab, sorg, retfærdighed, nederlag og sejre – der synes at være en håndfuld temaer, som vi barnagtigt vender tilbage til og har gjort det siden de allerførste fortællinger. Og faktisk adskiller det sig ikke voldsomt fra de dagsordener, medierne sender i cirkulation, og magthaverne diskuterer dagligt.

Tag nu historien om den nye lov om statsborgerskab, der med angsten for hjemkomne IS-krigere skal hastebehandles i Folketinget i næste uge. I den lægges der op til, at det bliver ministeren alene, der afgør, om personer med dobbelt statsborgerskab skal have frataget det danske pas, hvis personen har gjort noget til stor skade for Danmarks interesser. Den manøvre er der en hel del problemer i. Blandt andet har det været fremme, at den europæiske menneskerettighedsdomstol muligvis vil underkende retten til at frakende statsborgerskab på så skrøbeligt et grundlag, som der lægges op til, ligesom det kan være et problem, at frakendelsen kan ske, selv om personen slet ikke opholder sig i Danmark. Det har også vist sig at være lidt af et problem at overgive nyheden om det frakendte statsborgerskab til personen, der ifølge oplægget skulle få besked via e-boks, er dermed lige skulle huske at tjekke den, hvis man skulle tænke sig at klage over afgørelsen. Det kan godt være svært, hvis man sidder som kone til en IS-kriger i det rurale Syrien. Men det, der synes at være størst modstand mod, er ministerens egenrådighed i afgørelserne. Kampen om magten.

Magt og ansvar skal følges ad

Som nævnt er der lagt op til, at ministeren alene skal kunne frakende en borger sit statsborgerskab, hvilket der juridisk ikke umiddelbart skulle være noget til hinder for med det system, vi har os. Vi har fulgt med i politik i mange år, og det kommer ærligt talt bag på os, at det forholder sig sådan, men sådan er loven tilsyneladende, selv om det jo altså piller ved noget helt fundamentalt i magtens tredeling. Det er nemlig ikke en dom, ministeren udsteder, men blot en frakendelse, som man så kan indbringe for en domstol, hvis man da ellers husker at tjekke sin e-boks, reagere på den, skaffe sig en advokat og den slags.

Men andre end os finder konstruktionen lidt besynderlig af lidt varierende årsager. Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup, mener egentlig ikke, at det er i strid med magtens tredeling, men han er til gengæld ikke helt tryg ved, om ministeren besidder den fornødne kompetence, og anfører logikken i, at Indfødsretsudvalget, der tildeler statsborgerskaber, også burde kunne fratage det igen. Her er SF’s gruppeformand Jacob Mark og de Radikales indfødsretsordfører Andreas Steenberg mere skeptiske, men begge er de dog enige med DF i, at der skal et flertal i Folketinget til at træffe beslutningen.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye afviser over for Politiken kritikken og påpeger, at en minister kan stilles for en dommer som øverste forvaltningschef, hvis magten misbruges. Det kan folketingsmedlemmer ikke.

”Magt og ansvar skal følges ad. Det er et vigtigt princip i en retsstat,” skriver han blandt andet i et svar til avisen, og her er vi tilbage ved historien om magt.

Magt ændrer mennesker. Det er konklusionen på bunker af psykolograpporter og forskningsprojekter på området, og flere undersøgelser har endda peget på, at mennesker helt fysisk ændres i hjernen, så frontal cortex skrumper og bliver mindre aktiv – det er der, hvor egenskaben til at føle empati sidder. Din risikovillighed stiger med magt, du bliver mere egocentreret med magten, og du bliver mindre generøs. Det er hårde anklager, men som det meste andet forskning (specielt det, der er formidlet via medier, som det her refererer til), er det heller ikke entydigt. For eksempel udviser mennesker, der er gode til at forbinde sig til sin fortid, eller mennesker der ikke har søgt magten, større grad af social bevidsthed end gennemsnittet. De er bedre samarbejdspartnere og bedre til at lytte, så her kan det måske trøste skeptikerne at se sidste udgave af DR’s Det Politiske Talkshow, der havde netop Mattias Tesfaye i studiet, og her lyder det, som om Mattias Tesfaye ikke har haft så snorlige en plan for sin karriere. Ja, faktisk er han ikke specielt pjattet med sit nye embede.

”For at være helt ærlig, så er det her ikke dét drømmejob, jeg har drømt om, siden jeg var 14 år gammel. Det er det ikke. Der er ingen grund til at stå her og lyve.”

At ministeren er uambitiøs kan måske være vores trøst. /Lasse Lavrsen