Den danske racisme er løbet løbsk

Der sker virkelig meget i verden for tiden. Abort og homovielser er i nat blevet lovlige i Nordirland, verdens mest larmende fugl er blevet fundet i Amazonas, og en række DNA-prøver har bekræftet, at det første ulveangreb på ponyer har fundet sted på dansk jord. Okay, sidstnævnte er måske ikke helt så vild en nyhed (selvom det da er synd for ponyerne og deres ejere). Men vi kan alligevel ikke komme uden om, at den på mange måder er symptomatisk: Der hersker pt. en lidt glubsk stemning i Danmark.

Mandag kunne ugebrevet Mandag Morgen fortælle, at hele 28 pct. af danskerne ønsker at sende muslimske indvandrere ud af landet. Tallet bygger på en undersøgelse, som Mandag Morgen har fået udført i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og professor ved Aalborg Universitets samfundsfaglige fakultet Jørgen Goul Andersen. Otteogtyve procent. Det er jo helt vildt. Er det virkelig kommet så vidt, at en fjerdedel af Danmarks befolkning er blevet de facto racister?

Som det altid er tilfældet med sådanne undersøgelser, skal tallet selvfølgelig tages med et gran salt. Jørgen Goul Andersen understreger over for Mandag Morgen, at tallet lige så vel kan være et billede på, at mange af respondenterne i virkeligheden har svaret, at de ikke kan lide muslimer, snarere end at de sådan ægte mener, at muslimer skal smides ud af landet. Tallet fortæller således mere noget om det abstrakte fjendebillede, som muslimer bliver konstrueret som, snarere end at folk reelt ønsker, at deres lokale grønthandler, læge eller hjemmehjælper skal smides ”hjem”.

Samtidig havde de mest indvandrerkritiske partier et sløjt folketingsvalg tidligere i år, og der er heller ikke meget, der tyder på, at undersøgelsens respondenter rent faktisk nærer sympati for partiet Stram Kurs – selv ikke hos dem, der i undersøgelsen erklærer sig ”helt enig” i, at muslimer skal smides ud af landet. Som Jørgen Goul Andersen udtaler: ”Det tyder på, at svarene ikke altid skal tolkes helt bogstaveligt som ønske om etnisk udrensning”. Det er da altid noget. Men stadigvæk: Det abstrakte fjendebillede af muslimer står måske stærkere, end det nogensinde har gjort i Danmark. Hvad er der gået galt?

Virkelighedens Fluernes herre

I 1954 beviste socialpsykologen Muzafer Sherif med sit berømte ”Robbers Cave”-eksperiment, hvor nemt det er at få to ellers lignende grupper til at hade hinanden. Sherif var tyrker, og eksperimentet var øjensynligt inspireret af, at han i sine unge år havde været vidne til den tragiske etniske udrensning, som osmannerne begik på armenerne (hvilket desværre heller ikke er helt irrelevant i dag situationen i Syrien taget i betragtning). Målet var så at sige at forstå, hvad der kunne have udløst katastrofen, og hvordan lignende katastrofer kunne undgås i fremtiden.

Til eksperimentet tog Sherif en gruppe ellers meget ens amerikanske drenge, og opdelte dem i to grupper på en sommerlejr. Hver af grupperne fik lov til at opbygge en stærk gruppeidentitet, førend de blev gjort bevidste om den anden gruppes eksistens. Herefter blev de fortalt, at grupperne nu skulle dyste mod hinanden – og så brød ragnarok ellers løs. Den ene gruppe brændte den andens flag, og snart eskalerede tingene i en ond spiral af vandalisme og vold ikke ulig det, der udspiller sig i William Goldings klassiker Fluernes herre (der i øvrigt udkom kort tid efter Sherifs eksperiment).

Robbers Cave-eksperimentet er sidenhen blevet brugt til at illustrere, hvor meget gruppedannelser faktisk betyder for udviklingen af had; hvor nemt det er at skabe en ”os mod dem”-konflikt selv blandt mennesker, der ellers minder forbløffende meget om hinanden. Lidt sjældnere er de etiske aspekter af eksperimentet også blevet diskuteret, for hvor forsvarlig var brugen af uvidende børn egentlig?

Ofte synes det vigtigste aspekt af eksperimentet imidlertid at blive glemt: At Sherif til sidst faktisk fik drengene til at blive gode venner igen, da de blev sat over for en udfordring, som de to grupper blev nødt til at løse sammen. For slet ikke at tale om Sherifs forfejlede lignende eksperiment, der gik forud for Robbers Cave: Her havde Sherif også samlet en masse drenge på en sommerlejr, men begået den ”fejl”, at drengene havde fået lov til at møde hinanden, inden de blev delt op i to grupper. Resultatet var slående: Uanset hvor meget Sherif og hans medhjælpere forsøgte at blande sig i eksperimentet, kunne de simpelthen ikke få drengene til at hade hinanden.

Sikke et paradigmeskift

Særligt siden ”paradigmeskiftet” har integrationspolitikken herhjemme udviklet sig i en stadig mindre inkluderende retning. Snarere end at forsøge at få flygtninge og asylansøgere i arbejde og integreret, bliver de sat i lejre, så de i højst mulig grad kan blive udelukket fra samfundet og ”motiveret” til at rejse hjem. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man jo tro, at de danske politikere har gang i deres helt eget Robbers Cave-eksperiment, men uden noget ønske om rent faktisk at få folk til at samarbejde i sidste ende.

Så igen: Hvordan er det egentlig gået så galt, at en fjerdedel af Danmarks befolkning tilsyneladende render rundt og hader muslimer? Vi vil ikke gøre os til dommere, man vi kan da lade professor Jørgen Goul Andersen få det sidste ord – og så kan du ellers selv tage den derfra: ”Det tyder på, at svarene ikke altid skal tolkes helt bogstaveligt som ønske om etnisk udrensning. Men under alle omstændigheder er det en klar advarsel til politikerne om, at nu må de styre sig, da de risikerer at underminere demokratiske værdier.” God tirsdag derude. /David Dragsted