Frasen ”not a good start, Boris” er blevet en tilbagevendende vittighed i det britiske brexit-drama. Den blev ytret første gang af en lystig Labour-politiker, da premierminister Boris Johnson i begyndelsen af september led sit første nederlag i det britiske underhus. Siden da er det blevet til en halv snes nederlag for hans regering, der gang på gang har fået stukket en kæp i hjulet i forsøget på at levere brexit. Det har helt åbenlyst ikke være en god start for den kulørte premierminister.
Tirsdag så det pludselig anderledes ud. Med stemmerne 329 for og 299 imod lykkedes det Boris Johnson at gøre, hvad hans forgænger Theresa May ikke formåede. Den britiske premierminister fik det notorisk genstridige underhus til at nikke ja til den brexit-aftale, som han har forhandlet på plads med Bruxelles, og man ser for sig, at Johnson må have siddet med et lille smil og tænkt, ”that’s a pretty good start, Boris”. Det var første gang, at Johnsons regering vandt flertal i Underhuset.
Desværre blev det kun ved den gode start. For umiddelbart efter Johnsons sejr, skulle parlamentsmedlemmerne stemme igen. Johnson havde stillet forslag om at få hastebehandlet sin brexit-lov, så lovgivningsarbejdet kunne færdiggøres i løbet af blot tre dage, hvilket ville give briterne mulighed for at forlade EU inden deadlinen d. 31. oktober. Tre dage er absurd kort tid til at behandle en lov – især en så omfattende lov som udtrædelsesaftalen. Derfor satte parlamentet foden ned og afviste tidsplanen.
For Johnson handlede det derfor om at finde en grimasse, der kunne passe. Han takkede Underhuset for at have stemt for aftalen, men bekendtgjorde samtidig, at han nu ville sætte aftalen på ”pause”, indtil EU har fundet ud af, hvilken (om nogen) udsættelse de vil tilbyde briterne. Johnsons aftale er dermed endt i et limbo, som regeringen selv udtrykker det. Det ligner umiddelbart en enorm bet for premierministeren, men måske kan Johnson alligevel ende som festens limbo-konge.
Johnson har travlt
Hvorfor er det egentlig, at Johnson ikke kan acceptere, at parlamentet får mere end tre dage til at granske den mere end 100 sider lange brexit-aftale?
Først og fremmest handler det om, at Johnson har sagt til sine vælgere, at han ”hellere vil ligge død i en grøft end udsætte brexit” endnu engang. Godt nok er d. 31. oktober en fuldstændig arbitrær dato, der mere eller mindre er opfundet af den franske præsident Emmanuel Macron. Men ikke desto mindre har Johnson gjort den til et symbol på sin hårde brexit-linje. Han har brugt datoen til at vise vælgerne, at han står fast, og han har brugt datoen til at tvinge EU til forhandlingsbordet for at undgå no deal.
Derudover så Johnson gerne loven blive hastebehandlet, fordi et for møjsommeligt lovgivningsarbejde giver parlamentet gode muligheder for alligevel at sabotere loven. Når Underhuset får længere tid til at granske aftalen, giver det selvsagt parlamentarikerne bedre mulighed for at finde alt det, der er skrevet med småt, og så er de måske mindre venligt stemt. Desuden giver mere tid parlamentet større mulighed for at stille ændringsforslag.
Blandt de ændringsforslag, der allerede har været luftet, er fx, at aftalen skal lade hele Storbritannien blive i EU’s toldunion. Der har også været snak om at lade den britiske befolkning tage stilling til Johnsons brexit-aftale gennem en folkeafstemning, hvor en forkastelse af aftalen er et ja til at blive i EU. Begge dele er fuldstændig uspiseligt for Boris Johnson, og så vil planen ikke være noget værd for ham alligevel.
Valg er den eneste vej
Parlamentet har påtvunget Boris Johnson at sende en anmodning om tre måneders udsættelse til EU. Den har EU endnu ikke svaret på, men alt tyder på, at den, til Johnsons store fortrydelse, bliver godkendt.
Men måske er det hele alligevel ikke så galt for premierministeren. Mere og mere tyder på, at et parlamentsvalg er det eneste, der kan få brexit-processen videre, og Johnson har da også luftet ideen.
Hvis Johnson spiller sine kort rigtigt, kan hans nederlag i parlamentet blive det perfekte valgoplæg. Han kan sige til vælgerne: ”Se, jeg prøvede faktisk. Jeg lavede en aftale, som parlamentet var enige i, men alligevel lod de mig ikke føre den igennem.”
Johnsons historie vil være, at parlamentet har saboteret regeringen såvel som den britiske befolkning, og derfor vil han bede vælgerne om at stemme på ham selv og hans støtter. Det er ikke umuligt, at han kan få held med det. De Konservative står lige nu bedst i meningsmålingerne, og Labour-oppositionen med Jeremy Corbyn i spidsen bløder vælgere. Dels fordi Corbyn aldrig har fundet et ben at stå på i brexit-debatten, og dels fordi Labour har været ramt af en række dårlige sager om bl.a. anti-semitisme med Corbyn som omdrejningspunkt.
Paradoksalt nok kan netop Labours dårlige meningsmålinger gøre det svært for Johnson at få udskrevet valget. Han skal nemlig have opbakning fra to tredjedele af parlamentet for at udskrive valget, og indtil videre har Labour vredet sig for at undgå at give Johnson det flertal. Men hvis udsættelsen går igennem, kan Labour få svært ved at finde på flere dårlige undskyldninger, og så kommer vi muligvis til at opleve et britisk parlamentsvalg omkring jul.