I 2016 modtog forfatter Mads Nygaard, kendt fra Venligboerne, en mail fra et opholdssted i Roskilde. Her spurgte syriske Ahmad på 14 år, om Nygaard kunne hjælpe ham med at skaffe 22.000 kr. til at få hans familie til Danmark. Familiesammenføringen var godkendt, men midlerne skulle han selv skaffe. Mads Nygaard startede en indsamling på Facebook, og det lykkedes at skaffe pengene til Ahmad. I denne uge er han og hans medforfatter Michael Graversen aktuelle med De uledsagedes bog. Her portrætterer de ti asylansøgere, som alle er flygtet fra deres hjemlande og er kommet til Danmark som uledsagede mindreårige. Føljetons Camilla Skovgaard Thomsen har snakket med Mads Nygaard om bogen, og hvordan man adresserer et så ømt punkt i en betændt flygtningedebat.
På Billedet: Mads Nygaard (th.) og Michael Graversen med bogen. Foto: Martin Thaulow.
Føljeton: I har udvalgt historierne ud fra specifikke konfliktområder, og at det tilsvarende var vigtigt for jer at have en pige med. Men hvordan har I ellers udvalgt de ti stemmer, der optræder i bogen?
Nygaard: I historierne har vi skullet spørge ind til ting, som ville være meget vanskelige, hvis ikke vi havde et nært kendskab til børnene på forhånd. Derfor spurgte vi simpelthen dem, vi kender bedst, og som vi har været i kontakt med i flere år. Vi skulle helt specifikt spørge til, hvad der skete i timerne op til flugten, og hvem der traf beslutningen om, at de skulle flygte alene. Det kan være svært at spørge om, for du går jo ind og rører ved det allerhelligste i en familie. Samtidigt så vidste vi også godt, at det ville jo ikke blive rart at høre de enkelte detaljer, der dannede baggrund for flugten.
Føljeton: Hvilke overvejelser har I skullet gøre jer i forhold til at få børnene til at genfortælle – og genopleve – flugten i detaljer, måske endda ad flere omgange?
Nygaard: Nu kan jeg jo kun tale for mit eget vedkommende. Men det, jeg gjorde, var at forsøge at være ekstra lydhør. Men hvis vi for eksempel tager historien om Ali (Ali oplevede sin far blive skudt i hovedet, mens han stod ved siden af, red.), som jo er meget, meget barsk, oplevede vi, at han simpelthen ikke kunne genfortælle tragedien om sin far, uden at vi var nødt til at holde pauser undervejs og ja … For at sige det ligeud: Vi sad sgu og tudede. Det er min oplevelse, at der ikke er særligt mange, der har turde stille sådanne spørgsmål til de uledsagede før, og årsagen til deres flugt forbliver dermed uberørt. På den måde kommer vores bog ind i et rum, som ikke har været udforsket før – og med god grund, for det er virkelig grænseoverskridende at skulle genfortælle noget, der er så tragisk.
Føljeton: Synes I, det er meget vigtigt for fortællingerne, at dagene op til og selve flugten kommer med?
Nygaard: Ja, for det er præcis det element, der gør, at debatten bliver utroligt skinger. Mange har den opfattelse, at forældrene til de uledsagede må være nogle onde mennesker eller kyniske, udspekulerede sataner. Og for at kunne gå imod dét på en faglig, saglig og funderet måde, så er du jo nødt til at spørge de unge og børnene selv: Hvad var det egentlig, der skete dengang i jeres familier? Holdt I en rådslagning? Sagde din mor eller far: ”Det skal være dig”? Bogen giver en helt masse forskellige svar på de her spørgsmål. Ikke mindst, at der jo er flere af dem, der valgte at flygte alene helt udenom deres familier, og det kom faktisk bag på mig. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at en 14-15-årig selv kunne gøre det.
Føljeton: Har I haft nogle ting, I gerne ville fremhæve i historierne? Jeg bemærkede for eksempel, at de danske enkeltpersoner, der har betydet meget for de uledsagede, også spiller en central rolle i flere af fortællingerne?
Nygaard: Ja, og det glædede mig helt usigeligt, da jeg opdagede dén røde tråd. Nu har jeg selv rejst meget, og jeg tror, at når du kommer til et nyt land og ikke kender et øje, vil du have en tendens til at lade den første gode oplevelse med en borger i det nye land få mere plads i din erindring. Det tror jeg er helt almenmenneskeligt. Khoshaws fortælling er et godt eksempel på det. Der er en kvinde, der hjælper dem med at købe en billet på hovedbanegården, og så står hun og vinker farvel, mens de drager mod Sverige. For hende var det måske bare ti minutter, men for Khoshaw blev dét definitionen på, at han ville være i Danmark.
Føljeton: Hvordan skal bogen fungere i forhold til det billede, som medierne fx tegner? Som et modspil? Et supplement?
Nygaard: Jeg tænker jo, at det er helt vildt ufatteligt, at medierne ikke har haft fokus på de uledsagede før – de er bare gået under radaren, på en eller anden måde. Jeg tror faktisk, det kan skyldes, at de havner på børnecentre, hvor personalet har tavshedspligt. Da personalet kom ud i det offentlige og adresserede det her, var det da udlændingestramningerne i 2016 kom. Da én som Ahmad fik at vide, at han skulle skaffe 22.000 kr., så kiggede han på personalet, som om de var bindegale, for hvor fanden skulle han skaffe de penge fra? Der valgte personalet at bryde tavshedspligten og række ud. Så endte det tilfældigvis hos mig, på en pløjemark i Hirtshals, og det er jeg sgu glad for.
Føljeton: Håber I at skabe bestemte refleksioner hos læseren? Eller ønsker I at skabe en effekt med bogen på anden vis?
Nygaard: Hvis jeg kunne få samtlige 179 medlemmer af Folketinget til at læse en bog, så skulle det være den her. Fordi jeg synes, det bliver for grotesk, når Morten Messerschmidt (DF) kalder det, vi har haft gang i – noget, som samfundet stod for indtil år 2016 – for landsforræderi. Så synes jeg, det fortæller, at der simpelthen ikke er nok viden på det her felt. Man kan skændes om alt muligt i flygtningedebatten, men børn, der står alene, ovenikøbet på dansk jord, der burde man sige: Hvis der er nogen, der skal fredes, så er det dem her.