Nå, så kom det, Kanye Wests album, som vi har fablet om i et halvt år, langt om længe. Efter udsættelse på udsættelse og aflysninger af tidligere album kom Jesus is King, der skulle være hans kristne genfødsel og en forsagelse af alt det djævelsk (gode) hiphop, han har brugt de sidste små 20 år på at reformere og revolutionere. 27 minutter langt er det og dermed dårligt nok et helt album. Er det skuffende? Tja, det er det jo nok, men det er heller ikke forfærdeligt. Det er fyldt med passion, glæde, intensitet og begejstring. Der er masser af Kanye-signaturer, soulsamples, masser af grænsenedbrydende overgange, intens rap, og han får endda revitaliseret gospelkorsang, som vi ellers har haft det virkelig stramt med siden engang i 1980’erne.
Men hvad er det så, der alligevel virker så skuffende på Jesus is King? Måske er det, fordi det, vi kalder signaturer, lægger sig betænkeligt tæt op ad pastichen, måske er det, fordi det virker lidt tamt at komme med 27 minutter og ni regulære numre, hvoraf det længste kun er tre et halvt minut. Det er fladt. Men hvad der er værre end alt det er hans måde at være nyfunden kristen på.
Hvis man er almindelig dansk velfærdskristen, der går i kirke til jul og til begravelser, stritter det som udgangspunkt lidt, når popstjerner og kunstnere pludselig springer ud som full blown kristne, men faktisk har vi intet imod kristen eller troende kunst. Det er der kommet bunker af mesterværker ud af – både historisk set og også helt frem til nutiden, hvor Kanye West endda med numre som ”Made in America (Sweet Jesus)” og ”Jesus Walks” har stået for et par af dem selv. Johnny Cash-albummet My Mother’s Hymn Book (2004) er et andet fint eksempel eller Leonard Cohens største hits (”Hallelujah”, ”The Future”, ”Story of Isaac” m.fl.), og selv Bob Dylan har i sin udskældte kristne periode skabt et par af de bedste samtidige salmer, der er lavet. ”Every Grain of Sand” eller ”I shall be released” (ja, ja den er teknisk set ikke fra den periode) kan, på linje med salmer som ”Dejlig er Jorden” og ”Hil dig, frelser og forsoner”, få en til at tro, selv om man måske slet ikke ser sig selv som kristen. Det er stor kunst.
Søg og du skal finde
Forskellen på Jesus is King og et par af de ovenstående eksempler er, at de ikke er skrevet og fremført af en kunstner, der søger. De er fremført af en, der har fundet. De er fremført af en prædikant med ét budskab, og det er kunstnerisk set aldrig interessant. De er fremført af en hellig, der forsager sit tidligere selv og beder os komme med over på den anden side, og selv om det er et sympatisk koncept, er det også rasende uinteressant – i hvert fald i det univers, Kanye West kontrollerer. Og det er, som om denne ikke-søgende tilgang har fundet over i musikken. Det er den følelse, man sidder tilbage med. At kunstneren i dette tilfælde ikke er interesseret i at opleve sammen med sine lyttere eller at give dem noget uden at ville have noget igen, ja, eller bare i eskapismens navn at ville underholde os, hvilket ellers har været et bærende element for mange af de fineste ting i kristendommen. Kunstneren synes kun at være interesseret i at belære os. Ja, dybest set synes kunstneren kun at være interesseret i sig selv og sin egen tro. Det er godt for ham – mindre godt for os andre, der plejede at få hele vores verden flyttet, når vi blev ramt af en ny lyd fra ham.
Det er ikke nyt, at Kanye West mest er interesseret i Kanye West, men han har tidligere været en Kanye West i konflikt, i udvikling, på kollisionskurs eller på opdagelse. Det har været en Kanye West, der søger. Det er det ikke på Jesus is King.
Men lad os komme tilbage til udgangspunktet: Det opgivende skuldertræk. Jesus is King er ikke forfærdeligt, og vi kommer da også til at have den kørende i et par uger. Måske vil et par af numrene ligefrem overleve eller vokse på os, men indtil det er bevist, må Kanye West stå alene og forsvare sig selv, så han får det sidste ord i dag:
I deserve all the criticism you got
If that’s all the love you have, that’s all you got
To sing of change, you think I’m joking
To praise His name, you ask what I’m smoking
Yes, I understand your reluctancy, yeah
But I have a request, you see
Don’t throw me up, lay your hands on me
Please, pray for me
(Kanye West, ”Hands On”, 2019)
/Lasse Lavrsen