Kængurukrisen fortsætter i Danmark. Tirsdag morgen døde en kænguru i Blåvand efter at være blevet påkørt af en bil. Det springstærke dyr var stukket af fra Blåvand Zoo sent mandag aften, og Syd- og Sønderjyllands Politi havde efterfølgende forsøgt at indfange den – men uden held. Isoleret set ville nyheden blot have været et lidt kuriøst indspark en sløv tirsdag og en perfekt undskyldning for at lave halvsløje referencer til den gode gamle børnesang ”Tie Me Kangaroo Down, Sport” (på dansk kendt som ”Stop den lille kænguru”), der blev skrevet af den australske sanger Rolf Harris tilbage i 1957. Men nej: Kænguru-kadaveret kan siges at være en del af en lidt mere trist tendens.
Den 8. juni forsvandt to kænguruer fra besøgslandbruget Dyrebakken tæt på Bjerringbro. Den 6. juli mistede dyrehandler Arnfred Madsen to voksne kænguruer og en unge fra sit kænguruanlæg i Thy. Natten til den 12. oktober kunne Munkholm Zoo på Syddjurs konstatere, af ni af deres kænguruer var pistvæk. Og den 14. oktober var syv wallaby-kænguruer på mystisk vis blevet sluppet løs fra en privat ejendom i Fangel på Fyn. Konklusion er klar: Et hold energiske kængurutyve er øjensynligt på spil i det danske land.
Som Weekendavisen for nylig kunne berette (betalingsmur), er lyssky handel med eksotiske dyr utroligt lukrativ – næstefter narkohandel, menneskehandel og forfalskninger er det faktisk den 4. mest indbringende sortbørs-branche overhovedet, ifølge WWF. Og da de små wallaby-kænguruer er lovlige at holde som kæledyr i Danmark, findes der rundt om i landet et sandt slaraffenland af muligheder for dyretyvene. Sådan da. For i modsætning til andre eksotiske dyr er wallaby-kænguruer egentlig ikke synderligt indbringende på det sorte marked. En lille kænguru kan erhverves på lovlig hvis for omkring 15.000 kr., og det er derfor lidt af et åbent spørgsmål, hvad tyvene skal bruge de mange forsvundne kænguruer til. Politiet er overvejende på bar bund. Som politikommissær Henrik Thomassen fra Viborg Politi fortæller til Weekendavisen, da han bliver spurgt, om ikke der er et mønster i, at så mange kænguruer synes at være blevet stjålet:
”Det er selvfølgelig påfaldende, men jeg har helt ærligt svært ved at sige noget begavet om det. I den slags sager er vi afhængige af tip fra offentligheden, og foreløbig kan vi bare konstatere, at kænguruerne er væk”.
Kvantespring på boligmarkedet
Noget andet der er helt væk er boligmarkedet i Aarhus og København. Som DR mandag kunne fortælle, er huslejen for en københavnsk toværelseslejlighed steget med hele 31 pct. på bare fem år. I modsætning til de mystiske kængurutyve, er det imidlertid noget nemmere at finde de ansvarlige bolighajer. Takket være den såkaldte paragraf 5 stykke 2 i boligreguleringsloven er det muligt at hæve huslejen betragteligt efter en ”gennemgribende forbedring” af boligen, og det har særligt kapitalfonde som amerikanske Blackstone været dygtige til at udnytte. Resultatet er, at priserne kort sagt har taget et kvantespring.
En ekspertgruppe blev i foråret sat til at finde mulige løsningsforslag på problemet, og de er nu blevet leveret til boligminister Kaare Dybvad (S). Ligesom det er overraskende svært at indfange en kænguru (de kan ændre retning på et splitsekund), er udsigterne til en reel inddæmning af Blackstone dog tilsvarende usikkert: Hvis paragraf 5 styk 2 helt bliver afskaffet, vil det ifølge ekspertgruppen kunne medføre, at andelsboliger i de større byer i gennemsnit vil falde 25 pct. i værdi – og det er heller ikke særligt hensigtsmæssigt. Meget tyder på, at vi kan være tvunget til at leve med såvel kængurutyve som bolighajer et stykke tid endnu.
Men frygt ej: Som New York Times kan berette, er kvantecomputerne lige på trapperne. Sidst i september dukkede en artikel op på NASA forfattet af en række dataloger fra Google, der påstod, at en ny supercomputer har opnået såkaldt ”kvante-suverænitet”. På blot tre minutter lykkedes det maskinen at løse en opgave, som det ville havet taget en ordinær computer 10.000 år at klare. Hvor en normal computer består af en binær sammensætning af 1’er og 0’er, kører en kvantecomputer på ”qubits”, som kan bestå af 1’er og 0’er på samme tid, indtil de bliver defineret som enten det ene eller det andet (tænk Schrödingers kat). Mulighederne for den nye computerteknologi er tæt på uendelige. Tænk bare, hvor hurtigt sådan en fætter vil kunne løse både kængurugåden og boligkrisen på én og samme tid. For det er da sådan det fungerer, ikke? At teknologien nok skal komme og redde os ud af alle vores dumme, menneskelige fejl? /David Dragsted