Fanfare for den jævne mand

Den store amerikanske komponist Aaron Copland (1900-90) fik i 1942 en bestillingsopgave, der var svær at afslå: Skriv en fanfare af en anden verden til Cincinnati Symphony Orchestra! Med japanernes overraskelsesangreb på USA’s stillehavsbase Pearl Harbour 7. december 1941 var amerikanerne blevet trukket ind i Anden Verdenskrig, og ethvert tiltag, der kunne bidrage til at skabe korpsånd og moral blandt den almindelige befolkning i kampen mod imperialismen, var mere end velkommen.

Copland vidste straks, hvad der skulle været temaet for hans fanfare: Den jævne mand. Han havde samme forår hørt en brandtale af USA’s vicepræsident Henry A. Wallace, som fastslog, at når krigen var vundet, så skulle det ikke bare blive Det Amerikanske Århundrede, som alle snakkede om, men også ”den jævne mands århundrede”. Ordene ramte Copland lige i hjertet. ”Det var trods alt den jævne mand, som gjorde alt det beskidte arbejde. Han fortjente en fanfare,” sagde han senere om det stykke musik, han afleverede: Fanfare for the Common man.

Poesi i stedet for tavshed

Da 24syv ophørte med at sende i det sekund, klokken slog 12 torsdag aften i den forløbne uge, stod et hornorkester kaldet 24syv Symfonikerne klar til at gribe stilheden på taget af det lille højhus ved H.C. Andersens Boulevard, der har været radiostationens hovedkvarter i de otte år, den har eksisteret.

Hvad der kunne have været larmende tavshed, blev i stedet til et af de mest poetiske øjeblikke i dansk mediehistorie. Bygningen havde i løbet af aftenen udviklet sig til lidt af et hurlumhejhus; adskillige hundrede almindelige borgere – lad os kalde dem fans – havde taget opstilling nede på gaden for at være med på en lytter en allersidste gang, og kanalens ledelse havde, sikkert i strid med sikkerhedsreglementet, inviteret dem ind i den interimistiske ølbar i kantinen i stueetagen, hvor gulvet allerede var klistret af tårer og spildt alkohol.

I 24syvs redaktionslokaler på anden sal var de mange fremmødte radiomedarbejdere begyndt at ryge (også imod reglementet), og hvis man 25 minutter i midnat steg ud af elevatoren på øverste etage, røg man lige ind i orkestret, der stod i kjole og hvidt og blæste kinderne varme på den smalle trappeafsats.

I de minutter søgte folk opad, alle ville høre det hornorkester. Men en kanalchef råbte med meget klar røst, måske endda for højt, at taget ikke kunne tage flere mennesker på grund af sammenstyrtningsfare. Lige der var det, som om Titanic og 11. september 2001 mødte hinanden – ikke som dødbringende katastrofer med et enormt collateral damage, men som drømmeagtige spejlbilleder, der ikke var tynget af en uafvendelig, dyster fremtid. Folk trådte til side på trappen, og hornorkestret defilerede op på taget og leverede Coplands Fanfare for the Common Man, så englene sang.

Modsat hvad særligt Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har forsøgt at binde deres vælgere på ærmet, så var Radio24syv en kanal for den jævne mand. Den tog danskerne seriøst, den lod dem komme til orde, den gjorde dem klogere og udvidede deres horisont og univers, og frem for alt talte den aldrig ned til dem. Ingen blev undervurderet af Radio24syv.

Men karrierepolitikerne i toppen af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er blevet tonedøve. De ejer ikke musikalitet. Og uden musikalitet kan man ikke repræsentere den jævne mand.

Det eneste smukke ved Radio24syvs endeligt, hvis man skal pege på sådan noget, er, at de otte års udsendelser nu står som et afsluttet, samlet værk. 24syv var et bestillingsværk. 24syv skabte på sin egen finurlige måde korpsånd og moral, og med medieforliget i 2018, som reelt sendte stationen i graven, fik den almindelige dansker en lektion i, hvad kombinationen af magtfuldkommenhed og små sko gør ved folk. Det er en farlig cocktail. /Oliver Stilling