Megalækkets tidsalder

»Den eneste måde,« sagde den ældre mand til mig hen over bordet, »vi kan få medierne til at afdække vigtige sager, er, hvis folk inden for murerne i magtens centre træder til og fortæller sandheden. Med dokumenter.« Samtalen, der med Panama Papers-lækket endnu en gang trænger sig på i min bevidsthed, fandt sted for snart 12 år siden, en sen hverdagsaften på en restaurant i København.

Manden på den anden side var den legendariske amerikanske whistleblower Daniel Ellsberg, som tre årtier tidligere havde lækket The Pentagon Papers – tophemmelige dokumenter om Vietnamkrigen – til en række medier, herunder New York Times. Han havde smuglet de tophemmelige dokumenter ud fra sin arbejdsplads i små portioner, omhyggeligt fotokopieret 7.000 sider én for én og bagefter lagt originalerne på plads igen.

Meget er sket siden, både hvad angår politik, teknologi og medier, men nogle ting – blandt andet Ellsbergs underliggende pointe om, at hemmeligstemplet dokumentation er afgørende for, at medierne vil tage historier alvorligt – har ikke ændret sig. Det illustrerer de seneste dages internationale mediestorm om Panama Papers på fornemste vis: ’Den globale elite gemmer uhyrlige summer væk i skattely’ – hvad er nyhedsværdien i dét? ’Mystisk firma laver fiksfakserier for nogle af de værste slyngler i verden’ – vidste vi ikke godt det i forvejen?

Alligevel er medierne nu helt oppe i det røde felt med den ene historie efter den anden, som handler om lige præcis alt det, vi sådan set godt vidste i forvejen. Hvorfor nu det?

Dokumentation, dokumentation

Diskussionen i dag er en helt anden, end den var i sidste uge, for nu har vi svimlende 2,6 terabytes (1 terabyte er det samme som 1.024 gigabytes) data om 240.000 selskabskonstruktioner, som det aldrig var meningen, offentligheden skulle se, spredt ud blandt 300 journalister fra over 100 medier rundt omkring i verden. Med dokumenter har medierne fået mulighed for at gøre det, de er sat i verden for: At stille magthaverne til ansvar frem for blot at fylde sendefladen med ’på-den-ene-side-på-den-anden-side’.

Med sine 11,5 millioner dokumenter er Panama Papers det største læk af hemmelige dokumenter i verdenshistorien. Det siger ikke så lidt i en tid, hvor vi i forvejen har set lækager om organiseret skatteunddragelse i Schweiz (60.000 dokumenter) og Luxemburg (28.000 dokumenter) foruden naturligvis Snowdens NSA-afsløringer (hundredtusindvis af dokumenter), WikiLeaks-afsløringer om Irak-krigen (390.000 dokumenter), Afghanistan-krigen (91.000 dokumenter) samt fra amerikanske ambassader (250.000 dokumenter).

Den hemmelige kilde

Den enorme mængde data består af e-mails, pdf-filer og meget andet fra fire årtier. De kommer fra det latinamerikanske advokatfirma Mossack Fonseca, som ifølge The Guardian er verdens fjerdestørste offshore-formidler.

Det står endnu ikke klart, præcis hvordan dokumenterne er kommet for en dag. En hemmelig kilde har leveret dokumenterne til journalister på den tyske avis Süddeutscher Zeitung, som herefter har delt dem med International Consortium of Investigative Journalists (ICIJ). Både Mossack Fonseca selv såvel som WikiLeaks mener at vide, at der er tale om et udefrakommende hackerangreb – og ikke en whistleblower blandt firmaets egne ansatte.

Jeg tillader mig indtil videre at tvivle – mest af alt, fordi jeg har svært ved at forestille mig, at et så stort firma, der har med så følsomme data at gøre, vil have så lidt styr på deres systemer, at en hacker vil kunne tilgå den mængde fortroligt materiale uden at blive opdaget.

Kilden – om det så er en hacktivist eller en whistleblower – har ikke modtaget kompensation for materialet. Vedkommende optræder sikkerhedsbevidst (kommunikerer krypteret, afviser at mødes med journalister) og angiver selv at have etiske bevæggrunde (»Jeg vil have deres forbrydelser frem i lyset«), hvilket på sin vis gør, at distinktionen bliver underordnet i det større perspektiv: Dokumentationen er, hvad den er; enten er oplysningerne i offentlighedens interesse, eller også er de ikke.

11,5 millioner

Efter mindre end en uges dækning af sagen står det allerede klart, at dokumenterne i dén grad er i offentlighedens interesse. Jeg vil ikke her gennemgå afsløringerne, der handler om meget andet og mere end skattely, men i stedet henvise til DR og Politiken, som herhjemme har adgang til dokumenterne. De udgiver dagligt nye artikler på baggrund heraf, ligesom man på Süddeutscher Zeitung finder et godt overblik.

Og hvad så nu? Afdækningen forsætter et godt stykke tid. Frederik Obermeier fra Süddeutscher Zeitung har fortalt, at der de næste to-tre uger vil være daglige afsløringer – og efter det vil avisen forsætte med at dække sagen. 11,5 millioner dokumenter er ret meget. Til sammenligning kommer der stadig periodiske afsløringer fra det mange gange mindre Snowden-arkiv næsten tre år efter, at han overgav dokumenterne til journalister.

Men allerede nu kan vi drage nogle konklusioner.

Megalækkets tidsalder

For det første er megalækkets tidsalder kommet for at blive. Magthavere – politikere, efterretningstjenester, internationale virksomheder og organisationer – har siden tidernes morgen sluppet af sted med alskens ugerninger ved at holde det skjult og ved at sørge for, at dem, de udøver magt over, ikke kan få at vide, hvad der foregår i deres navn.

Det er ikke længere nok ’kun’ at bekymre sig om, hvorvidt en medarbejder lækker specifikke dokumenter til pressen eller offentligheden; nu er det hele butikken, der er på spil. Daniel Ellsberg, Chelsea Manning og Edward Snowden var hverken de første eller de sidste samvittighedsfulde insidere, der valgte at sætte offentlighedens interesse før deres egen sikkerhed. Men Manning og Snowden tilhører en generation, der i kraft af den teknologiske udvikling er i stand til på ganske kort tid at frigive mængder af dokumentation så store, at Ellsberg aldrig kunne have gjort det – uanset hvor mange nætter han havde brugt ved en kopimaskine. Det samme gør sig gældende med hacktivister, som i stadig større grad er i stand til at bruge deres evner til at tvinge lys ind i selv de mest hermetisk lukkede systemer.

Denne tendens vil kun blive forstærket de næste år og er allerede nu ved  fundamentalt at ændre magtbalancen mellem magthavere og offentlighed. Hvad nytte gør en mørklægningslov, hvis hemmelige dokumenter alligevel ender på forsiden af aviserne?

Samarbejde mellem medier er vejen frem, hvor smerteligt det så end er at erkende for journalister, der er flasket op med slogans om, at det vigtigste i verden er solo-historien. Intet medie i verden ville kunne have løftet historien om Panama Papers alene.

Medierne mister fokus

For det andet er konsekvenser den eneste seriøse målestok for, hvad denne slags journalistik er værd. Daniel Ellsberg civile ulydighed førte til, at Vietnamkrigen endelig blev afsluttet, og til, at præsident Nixon måtte træde tilbage i vanære. Den slags konsekvenser bør ethvert betydelig læk have i et samfund, hvor medierne tager deres opgave alvorligt.

Daniel Ellsberg afsluttede vores samtale dengang ved at pointere, at selv når medierne får overleveret dokumentation fra folk inden for murene, er det langt fra sikkert, at de vil være deres opgave voksen, efter at de første par forsidehistorier er blevet fyret af. Når anerkendelsen fra kollegerne er høstet, og sensationerne ikke længere ophidser offentligheden. Jeg har set ham have ret i det flere gange, end jeg bryder mig om.

Værdien af hemmelige dokumenter

Så det spørgsmål, vi mere end noget andet bør stille os selv de kommende uger og måneder, er: Hvilke konsekvenser får afdækningen af Panama Papers? Hvad kommer der til at ske? Hvem bliver holdt ansvarlig? I Island har sagen allerede kostet statsministeren jobbet. Hvem bliver den næste? Er der andre konsekvenser – også strukturelle? Det afhænger helt og holdent af, om medierne lader politikere, banker og firmaer slippe af sted med spin.

Hvis du skulle være i tvivl om, hvorvidt det er de hemmelige dokumenter, der har gjort skattely til en stor historie, som medierne prioriterer, så bemærk dette: I december 2014 udgav Vice News en artikel med overskriften ‘Advokatfirmaet, der arbejder med oligarker, hvidvaskere og diktatorer’ om, hvordan et obskurt latinamerikansk firma hjælper en lang række personager, herunder folk med forbindelse til Syriens præsident Bashar al-Assad, til at oprette skuffeselskaber og flytte penge. Dét firma, var såmænd Mossack Fonseca. Dengang slap det uden ridser i lakken.