Hjemmesiden www.partietfremad.dk, torsdag den 7. november 2019. Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund meddelte torsdag, at de stifter et nyt parti med navnet "Fremad". Samme dag gik partiets website i luften. Ammitzbøll-Bille bliver formand for Fremad, mens Christina Egelund sætter sig på posterne som næstformand og politisk ordfører. Partiet skal have 20.000 vælgererklæringer for at kunne stille op ved næste folketingsvalg, men har allerede en plads i Folketinget, da Simon Emil Ammitzbøll-Bille blev valgt ind for Liberal Alliance ved seneste valg.. (Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix)
”Selv i en ganske almindelig butik, rammes jeg ofte af skræk og panik. Men når jeg går ind i et stormagasin, kræver det mer’ end min selvdisciplin. Snart flyder varerne ud fra mit blik, susen for ørerne, tungen slår klik. Jeg peger i blinde før alting bli’r sort, betaler og skynder mig sanseløst bort”
Svante i Stormagasinet, Benny Andersen
Vidste du, at angsten gemmer sig i Bilka? Den er på anden sal, forbi hundefoderet, to rækker til højre for tomatsovsen. Her finder man hylden med sæbe. Eller skulle vi sige sæber. For der er ikke én sæbe. Der er hundrede. Der er Dove, der er Palmolive, der er Neutral, der er Sanex, der er Derma. Der er billige, der er dyre, der er nogle med honning, der er nogle med agurk, der er dem til allergikere, og dem med velduftende parfume. Hvad stiller en mand dog op, der blot vil have en sæbe, og som nu har endnu mere brug for den, fordi håndfladerne sveder angstens sved.
Du tænker måske, at vi er neurotikere, og du har da muligvis ret. Men bare fordi man er paranoid, kan man stadig godt være forfulgt, at du ved det. Faktisk har vi den franske filosof Jean-Paul Sartres ord for, at det er meget almindeligt at få angst ved en sæbehylde. Sådan da … Sartre mente, at mennesket er dømt til frihed. Der er ingen Gud, ingen objektiv sandhed, og vi kan kun skabe mening med livet igennem vores egne frie valg. Det, at der ikke findes en objektiv sandhed, gør os angste. Den kan vi kun komme af med ved at vælge. Men vælge hvilken sæbe, Sartre? HVILKEN?!
Med dagens meget lidt overraskende nyhed om, at Liberal Alliance-afhopperne Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund stifter et nyt parti med navnet Fremad, føler vi, at dansk politik er ved at udvikle sig til en sæbehylde. Der er et hav af partier (især borgerlige), og mange af dem ligner mere eller mindre hinanden. Åh, hold os, for nu bliver vi igen angste.
Poor man’s Macron
Der er selvfølgelig den mulighed, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund bliver den skinnende sæbe på hylden. Den, der er så god og dermed så let at vælge, at angsten forsvinder.
Partiet Fremad synes i hvert fald at være moduleret efter franske Emmanuel Macron, der netop havde held med at skabe et helt nyt politisk midterprojekt, der vandt folkelig opbakning på rekordtid. En Marche!, hed Macrons bevægelse. Det betyder fremad på fransk.
Det er ikke første gang, at et dansk parti forsøger at kopiere Macrons strategi. Hos de Radikale lancerede man sidste år det politiske program FREMAD (apropos sæber, der minder om hinanden), der ligeledes syntes at være et forsøg på at give partiet noget af den samme stjernestøv, som glitrer på Macron.
Men er det overhovedet en særlig god idé at kopiere Macron, når man er dansker? Først og fremmest er rygterne om Macrons popularitet stærkt overdrevne. Han er stadig en historisk upopulær præsident i sit hjemland. Og derudover var der en masse eksterne faktorer, der gjorde, at Macron i første omgang lykkedes med sit projekt.
Ved oprettelsen af En Marche! var det franske socialdemokrati ved at implodere fuldstændig. Det gik ikke meget bedre hos de franske republikanere på centrum-højrefløjen. Macrons bevægelse voksede ud af to politiske midterpartier, der var i forfald. En Marche! udfyldte et hul i markedet. Samtidig var det højrenationale Front Nationale hovedmodstanderen, og Macron har uden tvivl fået mange stemmer, der i højere grad var en stemme mod højreradikalismen end en decideret stemme på ham.
I Danmark er den politiske midte ikke død. Faktisk klarede de gamle magtpartier sig fabelagtigt ved det seneste valg. Der er heller ikke rigtig noget hul i markedet – der er andre steder at gå hen, hvis man er værdiliberal og ikke specielt vild med Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs.
Sidst men ikke mindst vandt Macron på sin karisma. Herfra skal der ikke lyde et ondt om Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund, men man bliver bare nødt til at sige, at i den kategori er de en sæbe i en anden klasse. /Andreas T. Kønig