Kognitiv dissonans, så det basker

”JEG FIK EN PSYKOSE/ JEG SLOG MIN EGEN MOR/ OG FANDT UD AF/ AT JEG IKKE ER STÆRKERE END HENDE/ EN KVINDE FORBLIVER MIN HELTINDE.”

Yahya Hassan , ”STÆRK SOM EN KVINDE”, Yahya Hassan 2

Bang! Så viste Yahya Hassans anden digtsamling sig pludselig mellem skyerne på himlen og landede i et førsteoplag på 25.000. Det er Hassan og hans bloddryppende trakasserier, som langt de fleste af digtene handler om, og de er umulige at afvise, det kan man ikke.

Og det er noget af en kattepine, han sætter sit kulturradikale segment af læsere i denne gang. Hans poesi er som en skindstegt rødfisk serveret på et fuldstændig uspiseligt leje af machismo, voldsparathed, paranoia og projektiler. For den regelrette bedsteborger er læsningen af Yahya Hassans digte et blafrende mentalt ubehag. Det er kognitiv dissonans, så det basker. Og så bliver man ovenikøbet svinet til, mens man læser: ”DE INTELLEKTUELLE HAR ALLE SAMMEN SOMMERHUS/ OG DE ER BANGE FOR STORMSKADER/ DE BOR PÅ ØSTERBRO/ OG PLAGES AF BANDEKONFLIKTEN PÅ NØRREBRO.”

What a life, what a voice. Efter digtene og de seneste års domme og indlæggelser at dømme er det et under, at drengen stadig er i live. Yahya Hassan på 24 skriver 100 p om det, han kender. Nogle vil måske sige, at han er i gang med at drive rovdrift på sin hovedstol. I så fald er rovdriften uproblematisk, for det, Yahya Hassan kender, ligner 100 års ensomhed. Det er bundløst. Hvad sådan en stemme ikke vil kunne bruges til …

En anden stemme, der bliver brugt

For få år siden sad Greta Thunberg også ensomt derhjemme med sit Aspergers og stirrede ud ad vinduet. Hun sagde ingenting, for hun syntes ikke, at der var noget at sige. Hun havde ingen stemme. Så begyndte den spinkle svenske pige at strejke mod klimaet, helt alene. Og det viste sig, at den stemmeløse havde en stemme, og at den var klar og uafviselig.

Ligesom Yahya Hassan er på en form for rejse, der godt nok er diffus, men alligevel på en eller anden måde gør os alle sammen klogere på noget, vi ikke helt kan sætte fingeren på, hvad er, har Greta Thunberg begivet sig ud på en større færd, som ingen ved, hvor ender.

Fysisk bevæger hun sig lige nu rundt i det USA, som præsident Trump og de klimafornægtertyper, han omgiver sig med, netop formelt har trukket ud af Parisaftale fra 2015. Fredag holdt Greta Thunberg en tale ved en klimastrejke i byen Charlotte i delstaten North Carolina. Hun sagde, at Amerikas unge skal fortsætte kampen mod de ”umodne” voksne politikere og virksomheder, som ikke tager klimaforandringerne seriøst. ”Men de mennesker, som har magten, har ikke gjort det endnu,” fortsatte hun. ”De bliver ved med at ignorere os og lade hånt om den bedste til rådighed stående videnskab, så vi har ikke andet valg end at fortsætte, så længe det er nødvendigt.”

Måske er budskabet lige så stille ved at sive ind hos de tungnemme og dem, hvis gøren og laden er styret af magt og penge (og frygten for at miste det). Sidst i oktober fik den amerikanske kulindustri sig et chok, da USA’s største private kulfirma, Murray Energy Holdings Co., indgav konkursbegæring. Ejeren, den 79-årige kulbaron Robert E. Murray, har gennem årene lobbyet som en vanvittig for sin branche i Washington. Men lige lidt har det hjulpet: Selv i USA er efterspørgslen på fossile brændstoffer aftagende.

Nu tales der om Greta Thunberg-effekten. NGO’er rapporterer om en firedobling i antallet af CO2-reducerende projekter i verdens udviklingslande. David Hughes, der er formand for virksomheden Climate Stewards, som hjælper virksomheder og privatpersoner med at skabe balance i deres CO2-regnskab, fortæller til The Guardian, at den praksis er eksploderet det seneste år. ”Vi ser Greta-effekten, indvirkningen af Extinction Rebellion, David Attenborough og skolestrejkerne – det hele går op i en højere enhed nu.”

Hvis de voksne ikke selv kan finde ud af det, så bliver de presset af deres børn. For nylig bragte Børsen en reportage, hvor de taler med nogle folk i oliebranchen. En af dem var en fyr ved navn Glenn Gormsen, som er Offshore Installation Manager, dvs. boringskaptajn, hos Maersk Invincible. Han fortæller om de 14 dage lange vagter, ansvaret, sikkerheden og en række andre udfordringer i jobbet.

Men, skriver Børsen: ”Glenns største udfordring lige nu er en 13-årig datter derhjemme, som synes, at den unge svenske miljøaktivist Greta Thunberg er den sejeste i verden. Så det kan blive til spændende diskussioner, når far synes, at det sejeste i verden er et chefjob i en sort energisektor, som svenske teenageaktivister med voksende globalt gehør hos mange politikere agiterer for burde lukkes omgående”.

En ”sort energisektor”? Så du, hvad der skete her? Bemærker du, at den gamle konservative mølædte erhvervsavis med sine formuleringer vælger den 13-årige datters side? Tingene flytter sig. Det er noget af en rejse, vi er på.  /Oliver Stilling