TOPSHOT - Fireworks are seen during the public show for the 30th anniversary of the fall of the Berlin Wall, on November 9, 2019 at the Brandenburg Gate (Brandenburger Tor) in Berlin. - Germany on Saturday celebrates 30 years since the fall of the Berlin Wall ushered in the end of communism and national reunification, as the Western alliance that secured those achievements is increasingly called into question. (Photo by Tobias SCHWARZ / AFP)
Hvis man ikke har været på vildmarksferie de seneste uger, kan det have været svært at undgå weekendens store jubilæum. D. 9. november var det præcis 30 år siden, at Berlinmuren faldt, og alle krige syntes at være bragt til en ende. Højkonjunkturen bankede af sted, alt kunne lade sig gøre, og 90’er-ironien kunne tage sin begyndelse.
Der var pludselig ingen grund til at tage verden så alvorligt længere. Den store trussel fra øst gik i opløsning umiddelbart bagefter, og det blev pinligt at være moralsk fordømmer eller sortseer. Povl Kjøller var Gud, Jacob Haugaard blev valgt ind i Folketinget på at håndhæve retten til at være rig, grim og dum, vi tog hul på et årti, hvor ingen mente, hvad de sagde, og alle troede på, at historien var forbi. Der var ingen nævneværdige fjender, ingen frygt, intet Dansk Folkeparti og ingen religiøs fanatisme. Det var som den amerikanske filosof Francis Fukuyama betegnede det, The End of History. En eufori … Og så kom Balkan-krigene, Golfkrigen og to fly smadrede ind i World Trade Center for at lukke festen definitivt.
At genleve et mareridt
Euforien er aldrig vendt tilbage. Den 9. november 1989 var et peak i den europæiske historie, og for hvert år, der er gået siden, synes vi at nå længere og længere ned i tungsindet. Skulle man være i tvivl, kunne man se på, hvordan kræfter i vores samfund fejrede et andet jubilæum den forgangne lørdag. Den 9. november 1938 blev der smadret 8.000 forretninger i Berlin, skændet jødiske kirkegårde og nedbrændt omkring 200 synagoger. Næsten 100 jøder blev tæsket ihjel og 25.000 smidt i fængsel af nationalsocialistiske aktivister, SA’ere og SS’ere i civil. Det var den nat, der senere blev kendt som Krystalnatten, fordi glasset fra de mange knuste ruder lå overalt i gaderne og glimtede som var de krystaller. Den nat er et lavpunkt i den europæiske historie, men kræfter i samfundet synes desværre stadig, det er et fikspunkt for os. Nogle synes åbenbart stadig, det er værd at fejre den dag – også her i landet.
Over 80 jødiske gravsten blev lørdag aften overmalet på Østre Kirkegård i Randers. Der var ingen symboler, men symbolikken var klar nok – væltede gravesten, skændte pladser, hjerteløs hærværk med en direkte henvisning til 1938. Andre steder i landet blev der også lavet hærværk rettet mod jøder. Blandt andet har Henrik og Ella fra Silkeborg fortalt Berlingske og BT, hvordan en jødestjerne pludselig var påklistret deres postkasse, mens der også i Århus, Aalborg og på Københavns Vestegn har været en episode, hvor ukendte gerningsmænd har malet davidsstjerner på udvalgte huse med underskriften ‘Nordfront’.
Det er muligvis udført af enkelte bonderøve og idioter, der måske ikke engang er fuldt myndige enten på grund af alder eller hjernekapacitet. Det er muligvis nogle stakler, der har tabt i livets puslespil og forsøger at gøre sig hørt. Men det er mere end det. Det er ikke bare dumt, bøvet og aggressivt. Det er desværre ikke historieløst – det er det modsatte. Det er racisme i sin mest klare og potente form. Det er hadforbrydelse og en evindelig påmindelse om, at historiens afslutning ikke har planer om at indfinde sig, men blot køre i ring. En påmindelse om, at vi formentlig aldrig igen kommer til at opleve den euforiske drøm, vi oplevede for 30 år siden, men for altid er dømt til at genleve mareridtet for 81 år siden. /Lasse Lavrsen