Ophørsudsalg i LIC Lærernes Indkøbscentral. (Foto: Jens Thaysen/Scanpix 2014)
Vi ved det jo: Det, Ikea sælger, er først og fremmest drømme. Med tilbageholdt åndedræt bladrer man i Ikea-kataloget, og man kan lide, hvad man ser, åh Gud, hvor man kan lide det: Menneskerne på billederne virker tilfredse, og møblerne, der omgiver dem, er både flotte og billige. Der er i det hele taget en god mellemmenneskelig, inkluderende vibe på de billeder, uden at det føles for sekterisk, og de små akkompagnerende tekster er optimistiske og udviser en forbavsende forståelse for ens privatøkonomi.
Ud i bil til det nærmeste Ikea-varehus; fylde indkøbsvognen med kasser, lamper og tingeltangel, og hjem og samle. Sådan! Det er var ikke så svært. Ens hjem ligner ikke helt billederne fra kataloget, og sofabordet står lidt ustabilt, men småskuffet er man jo blevet før, sådan er livet. Det er imidlertid først, når man står og skal flytte, at skellene for alvor falder fra øjnene, og det går op for en, at der også i drømmefabrikken Ikea er en sammenhæng mellem pris og kvalitet. Ikeas møbler er lavet til at samle, ikke til at skille ad – og slet ikke til at flytte. De tynde bagbeklædninger knækker og brækker, og man ser sig nødsaget til at smide hele lortet ud og starte på en frisk det nye sted. Man skulle have sparet sammen og købt noget brugt af kvalitet til at starte med. Av, av, det er en oplevelse, der gør naller på den samvittighedsfulde, politiske forbruger.
Det havde været rart, hvis man levede i et samfund, hvor staten og det offentlige på en eller anden måde var klogere end den enkelte impulsstyrede forbruger, når der skal købes stort ind. At det ikke forholder sig sådan, blev vi mindet om, da Radio- og tv-nævnet 22. oktober afgjorde, at den nye DAB-kanal skulle gå til det totalt uprøvede Loud og ikke 24syv, som har otte års radioudsendelse på bagen. En ting er, at nævnet ifølge flere professorer nåede frem til resultatet på baggrund af fejlagtige regnemetoder, noget andet er, at budgetterne, altså prisen, viste sig at være udslagsgivende. Loud var billigst.
For små og store virksomheder, der blandt andet lever af opgaver i det offentlige, kom det ikke som nogen overraskelse. For dem er hele statens udbudscirkus en katastrofe. Som Bo Overgaard, der er direktør og partner i IT-firmaet Septima, skrev i et indlæg på LinkedIn for nogle uger siden: ”Jeg er virkelig glad for, at Radio24syv tabte. Ikke fordi de er dårlige – slet ikke. Men fordi evalueringen viser, hvor stor vægt økonomien i virkeligheden vægter i offentlige udbud. Når skalaen udnyttes fra minimum til maksimum på pris og ikke på kvalitet, betyder det i realiteten, at prisen betyder alt. I min optik er det grotesk, men vi oplever det gang på gang. Jeg håber, at sagen kan være en øjenåbner.”
Juks og ragelse for milliarder
I dagens udgave af Berlingske melder Danmarks største erhvervsorganisation, Dansk Industri, sig på banen. Branchedirektør Jakob Scharff udtaler, at mange af DI’s 11.000 medlemmer sidder med det samme problem. ”Udadtil taler man pænt og flot om kvalitet. Men når det kommer til stykket, lader man prisen blive helt afgørende for, hvem der må få en opgave.” Han fortsætter: ”Vi ser det inden for alle typer udbud. Varer, indkøb, bygge- og anlægsopgaver, men måske i særlig grad inden for serviceydelser som eksempelvis ældrepleje. Formelt siger politikerne, at kvalitet skal vægte højt. Men meget små prisvariationer på opgaver udløser så store pointforskelle, når man skal beslutte, hvem der får opgaven, at prisen bliver afgørende. Det er på ingen måde hensigtsmæssigt. På den måde får vi ringere kvalitet og ender alle som tabere.”
Ifølge en opgørelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fra 2016 købte staten, regionerne og kommunerne i 2015 varer og tjenesteydelser fra private virksomheder for 300 mia. kr. Heraf blev 25,7 pct. sendt i udbud. Hvis prisen vitterlig er altafgørende, køber det offentlige således juks, ragelse og dårlige løsninger for mere end 70 mia. kr. om året.
Et eller andet er gået galt i løbet af de seneste 25 år. Er det djøficeringen? Engang købte staten rent faktisk kvalitet, fordi det var sund fornuft. Nu logrer staten med halen, hvis den ser et godt tilbud. /Oliver Stilling