Portræt af Statsminister Lars Løkke Rasmussen. Fotograferet på Marienborg lidt nord for København.
Det kan ikke kun være os, der har bemærket, at fællesskabet, æren, magten og måske også evigheden har været under voldsom forandring de senere år. Det er, som om verden er i skred, og ingen rigtig er sikre på, hvilken kontinentalplade de skal stå på og derfor ikke stiller sig på nogen. De deltager ikke, som de plejer, troløsheden hersker, og de institutioner, der har opbygget sig selv og deres magt via folkets opbakning eller frygt, er ved helt at falde sammen. Om det gælder USA som stormagt, EU som fællesskab, folkekirken eller foreningsdanmark, så er det hele under en slags afvikling. Et magtvakuum står åbent, og måske er det ikke det værste, der kunne ske.
Se nu blot på den kristne bevægelse Indre Mission, der ifølge DR Nyheder er ved helt at falde sammen. På ti år er en tredjedel af Indre Missions missionshuse i Danmark forsvundet, og tidsskriftet Indre Missions Tidende har mistet 1.700 abonnenter de seneste syv år. Lokalafdelingerne melder om manglende opbakning, og den eneste synlige forklaring synes at være, at medlemmerne dør en hel del hurtigere, end der fødes nye.
Indre Mission har ellers som bevægelse været en af folkekirkens allermest markante organisationer siden stiftelsen i 1861, og den er opstået som et værn mod og en reaktion på den stigende rationalisme, der fulgte med tidens oplysningstendenser og grundtvigianismen. Dengang som nu opfatter Indre Mission sig selv som en konservativ del af Folkekirken, der skal fungere som et bolværk imod de store forandringer. Det har op gennem det 20. århundrede givet Indre Mission et ry som en særlig sort del af kirken, der har prædiket frygt, og det har bragt dem på konstant kollisionskurs med andre grene af Folkekirkens bevægelser.
Men tiden har gjort Folkekirken mindre stridbar. Hvor der tidligere fandt en voldsom fløjkrig sted mellem Tidehverv, grundtvigianismen og Indre Mission, er stridsøksen i dag næsten begravet, hvilket også har betydet, at Indre Mission har haft en uforholdsmæssig stor magt i Folkekirken – hvem er der ellers til at tage den? Folkekirken i sig selv vælter sig ikke i aktive brugere, og ved hvert eneste menighedsrådsvalg går det støt tilbage med kandidater, ligesom stemmeprocenten falder stille og roligt.
Partiformænd uden opbakning
De mest aktive skaffer sig naturligvis også mest magt – og jo færre der er aktive, desto mere magt får de få. Og på den måde kan det minde om det skisma, de politiske partier står i. Det skisma, som ifølge vores forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen væltede ham som formand for sit parti tidligere på efteråret … uden folkelig opbakning. Det var budskabet i hans afdansningstale ved Venstres Landsmøde i weekenden, sådan som Føljetons Lars Trier Mogensen så det. For som Løkkes tilbageværende støtter også gerne fremhæver, fik han personligt 40.745 stemmer ved valget i juni, mens Venstre er gledet ned på kun 34.484 medlemmer. Medlemstallet er styrtdykket.
”Til det første folketingsvalg, jeg deltog i, fik vi cirka 350.000 stemmer,” analyserede Løkke fra talerstolen. ”Ved det seneste valg fik vi godt 825.000 stemmer. Men medlemstallet er faldet til en tredjedel. Vælgerbase og medlemmer er ikke længere det samme,” sagde han og fortsatte alt andet end stilfærdigt: ”Derfor vil jeg bare sige helt stilfærdigt: Vi er nødt til at forstå, nogle er nødt til at forstå, at vores bagland i dag er andet og mere end medlemmer, hvor vigtige de end er alle sammen. Der er nogle, der er vigtigere end os: danskerne.”
Hvis aldrende og ikke-repræsentative partimedlemmer fortsat skal have magt, som de har agt, risikerer alle de store partier nemlig at vende sig indad og ende med alene at prædike for menigheden fremfor at række udad mod potentielle vælgere – præcis om Folkekirken og Indre Mission. Opbakningen til de kendte institutioner er tilsyneladende på vej tilbage, men folket er der endnu. Klar til nye fællesskaber og nye magtstrukturer.
Og måske man kan gå lidt længere, end Indre Mission på Jegindø har tænkt sig at gøre. Her sidder den lokale formand Kirsten Graversgård tilbage uden meget andet end en bøn til de højere magter:
”Vi prøver det, vi kan. Men det er Gud, der skal give væksten,” siger hun til DR Nyheder, mens det lokale medlem Ernst Møller stemmer i: ”Det eneste, vi kan gøre, er at bede for det. Det er det eneste.” /Lasse Lavrsen