Nyhedsanalysen

Prins Andrew, hertug af York, søn af dronning Elizabeth, ven af Jeffrey Epstein, anklaget for pædofili

FILE PHOTO: Horse Racing - Royal Ascot - Ascot Racecourse, Ascot, Britain - June 20, 2019 Britain's Prince Andrew arrives by horse and carriage on ladies day REUTERS/Toby Melville/File Photo

Genfærd. D. 10. august døde finans- og rigmand Jeffrey Epstein i sin fængselscelle på Manhattan, New York. Epstein var en magtfuld mand med magtfulde venner. Han havde forbindelser til talrige kendte og kongelige. Og så blev han i 2008 fundet skyldig i rufferi involverende en mindreårig pige. Faktisk var der hele 36 ofre, nogle helt ned til 14 år, der anklagede Epstein for seksuelt misbrug, men han blev kun dømt i to forhold efter at have indgået en række finansielle forlig. Epstein slap med at afsone 13 måneders fængsel. I juli i år blev han så anholdt igen for at stå bag sexhandel med mindreårige. Han blev fundet død i sin celle, inden der faldt dom. Jeffrey Epstein er død, men han hjemsøger stadig. Den officielle forklaring er, at Epstein begik selvmord, men den forklaring er der mange, der ikke køber, og det er blevet en populær konspirationsteori, at Epstein i virkeligheden blev myrdet af en eller flere af hans magtfulde forbindelser, der var bange for at ryge med i faldet.

Dronningens søn. Samtidig er undersøgelsen af Epsteins forbindelser gået i gang. For hvem var det, han solgte de mindreårige til? En af dem, der er under anklage, er den britiske Prins Andrew, hertug af York, søn af Dronning Elizabeth II. Han blev ved med at holde kontakten til Epstein, også efter dommen i 2008, og han er blevet beskyldt for at være en del af de arrangerede og systematiske overgreb mod unge kvinder, som Epstein stod bag. Virginia Giuffre, der er en af de kvinder, der står bag anklagerne mod Epstein, har udpeget Prins Andrew som ”en overgrebsmand, en deltager” i de overgreb, hun selv var udsat for som teenager. Hun har forklaret, hvordan hun første gang i 2001, som 17-årig, blev tvunget af Epstein til at have sex med hans magtfulde venner. En af dem var angiveligt prins Andrew, som hun påstår også at have haft møder med på senere tidspunkter.

Et utilstedeligt interview. I weekenden valgte prins Andrew så at stå frem og forsvare sig i et interview til BBC. Under interviewet kommer prinsen blandt andet med en række argumenter for, hvorfor han ikke kan have forulempet Virginia Giuffre. Hun har fortalt, at prins Andrew svedte meget, da hun mødte ham første gang, men i interviewet forklarer prinsen, at det ikke kan passe, fordi han dengang ikke kunne svede grundet sin deltagelse i Falklandskrigene. Han siger også, at han ikke mindes at have mødt Giuffre, og da han bliver spurgt til en konkret anklage, siger han, at det ikke kan passe, fordi han på det tidspunkt var til børnefødselsdag på en pizza-restaurant. Prinsens kortlægning af sit venskab med Epstein er efter interviewet blevet beskyldt for at være selvmodsigende og arrogant. I de britiske medier er interviewet da også blevet kaldt et ”et biluheld.” The Independent mener, at interviewet ”rejste flere spørgsmål om Epstein,” end det besvarede, og The Guardian skriver i en leder, at det er skammeligt, at prinsen forholdt sig så koldt til ofrene, og at hans ”mangel på empati afslørede en mand, der kun er fokuseret på sin egen frifindelse.” De refererer blandt andet til afslutningen på interviewet, hvor BBC-journalist Emily Maitlis spørger, om prins Andrew føler nogen skam ved sit venskab med Epstein. ”Fortryder jeg, at han åbenlyst opførte sig på en utilstedelig måde? Ja.” svarede prinsen. ”Utilstedelig?” svarer journalisten. ”Han var sexforbryder!” /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12