Antinatalister ville ønske, at de aldrig var blevet født

En dårlig idé er født. ”Der findes kun ét virkelig filosofisk problem: selvmordet,” skrev Albert Camus som åbner til sit absurdistiske hovedværk Sisyfos-myten fra 1942. Det var vist lidt en stramning, men også et meget godt udgangspunkt for en længere filosofisk diskussion. Nu har en stadigt voksende gruppe, der kalder sig antinatalister, så taget selvsamme dilemma og vendt det på hovedet: Det eneste vigtige filosofiske problem er, hvorvidt vi overhovedet skulle være blevet født i første omgang. Det er omtrent lige så sortseende, som det lyder.

Abort mission. Den antinatalistiske bevægelse fik for alvor sin tid i rampelyset tidligere i år, da den 27-årige inder Raphael Samuel fortalte om sine planer for at sagsøge sine forældre – der begge er advokater – for at have født ham. Grundtanken er, at man ikke har noget at skulle have sagt i forbindelse med sin fødsel, og at det fundamentalt er problematisk: Verden er trist og lidelsesfuld, så hvorfor skal man nu trækkes ind i den? Herfra forgrener antinatalismen sig i alle mulige subgenrer: De fleste kan blive enige om, at det er forkert selv at få børn, men hvad med dyr, skal de have lov til det? Skal vi være veganere af samme grund? Og hvad med kunstig intelligens – kan vi tillade os at trække den ind verden (ja, digitale antinatalister er også en ting). Klimaet er en stor del af bekymringen: For forværrer vi ikke klimaforandringerne ved at sætte flere børn i verden? Omvendt kan man dog også være en klimaaktivist, der ikke ønsker at få børn, uden at man behøver at være antinatalist. Som en nylig artikel om antinatalister i The Guardian så fint forklarer: Klimaaktivister er bekymrede for, at fortsatte menneskeskabte klimaforandringer vil udrydde alt liv på Jorden. Men for antinatalister er total udryddelse faktisk den ultimative drøm.

Kan det gøres bedre? Har folk, der har set sig sure på fødsler, så helt tabt sutten? Tjo, i sig selv er den antinatalistiske grundidé egentlig ikke noget nyt. Den findes ifølge filosoffen David Benatar – der er antinatalisternes store husgud – eksempelvis både i Sofokles’ skuespil og i Prædikerens Bog i Bibelen. Tilsvarende kan du finde lignende tanker hos filosoffer som Heidegger og Schopenhauer. Heidegger taler med sit begreb ”kastethed” om, at vi fundamentalt set er blevet kastet ind i tilværelsen på et vilkårligt sted og tidspunkt, og det endda uden at vi har haft noget at skulle have sagt. Men Heidegger tager så også efterfølgende idéen om kastethed og gør den til noget opbyggeligt – kastetheden giver nemlig grundlaget for vores frihed. På samme måde taler Schopenhauer om livet som én lang lidelse, men selv her findes der også mere positive udveje. Eksempelvis i kunsten, der kan give individet en umiddelbar forløsning fra lidelsen. Og det er jo nok lidt det, der er humlen i det hele: Antinatalisme er da en sjov nok nihilistisk idé, men den er altså ikke særlig kunstfærdigt udført. /David Dragsted