Briterne tørster efter en tredje vej, men vil ikke stemme på den

Det så lovende ud. For en tid vendte den ulmende brexit-krise tilsyneladende op og ned på britisk politik. De store, gamle partier Labour og Konservative var i frit fald i meningsmålingerne, og imens så nogle af de mindre partier ud til at kunne blive en magtfaktor. Især de centristiske liberaldemokrater fik et massivt rygstød, og i begyndelsen af oktober så partiet med Jo Swinson i front ud til at kunne hente næsten en fjerdedel af de britiske stemmer hjem. Men Swinson og hendes parti har slået sig på ordsproget ”højt at flyve, dybt at falde”. De nyeste målinger spår kun partiet til ca. 15 pct. af stemmerne, og eftersom det britiske valgsystem favoriserer de store partier, så kan 15 pct. ende som et rigtig dårligt resultat. Men valgkampen er stadig lang, og spørgsmålet er, om Jo Swinson kan gøre comeback ved at iscenesætte sig som den tredje vej mellem Boris Johnson og Jeremy Corbyn.

Tomrummet. Umiddelbart har hun alle muligheder for at gøre det. Johnson og Corbyn er ikke ligefrem alles kop te, og de to kamphaner har trukket britisk politik ud på fløjene. Johnsons raison d’être som premierminister er, at han tilhørte den hårdeste af brexit-fløjene. Corbyn er til gengæld ræverød som få Labour-ledere før ham og skubber derfor midten fra sig. Der er med andre ord blevet dannet lidt af et tomrum i britisk politik, og det er det, som Swinson skal prøve at udfylde. Det forsøgte hun da også, da Liberaldemokraterne onsdag fremlagde deres valgprogram. Ved præsentationen sagde Swinson blandt andet, at Liberaldemokraterne vil være et alternativ til de to ”trætte, gamle partier”. Hun kom da også med en god stikpille til Johnson og Corbyn, som hun fik beskyldt for henholdsvis nedskæringspolitik og kommunisme. Hun kaldte dem nemlig ”to mænd der kun ved, hvordan man genbruger ideer fra fortiden, om ideerne så er fra 1970’erne eller 1870’erne”. En af årsagerne til, at Liberaldemokraterne har haft svært ved at vinde terræn, er deres ofte meget lidt sexede politik. De er ikke ideologer, og det kan være svært at få pragmatisme til at lyde smart. Men nu har de fundet deres hardliner: Skulle Jo Swinson blive premierminister (noget hun selv indrømmer er fuldstændig usandsynligt), så skal brexit stoppes øjeblikkeligt. I et land, hvor halvdelen af befolkningen stemte for at blive i Unionen, skulle man tro, at det er noget af en sællert.

Modsigende udmeldinger. Swinson har da også forsøgt at møve sig mere ind i debatten. Da tv-kanalen ITV meldte ud, at de ville lave en ”præsidentdebat”, hvor kun Corbyn og Johnson deltog, hev hun den beslutning i retten i håb om at blive inkluderet. Hun tabte. Det værste for Swinson er, at det måske er meget godt. Målinger viser, at jo mere vælgerne ser til hende, jo mindre kan de lide hende. Læg dertil, at det ikke ser ud til, at partiets ellers klare brexitholdning ser ud til at vinde indpas. Det er der flere grunde til. Først og fremmest er anti-brexit-holdningen et brud med partiets pragmatisk-diplomatiske linje. Som The Guardian skriver i en leder, så har mange modstandere af brexit indset, at snebolden allerede ruller. En simpel tilbagetrækning af brexit fra regeringens side vil udløse ramaskrig og være alt andet end pragmatisk. Dertil kommer, at Liberaldemokraterne synes at have meninger, som vinden blæser. Le Monde gør opmærksom på, at Liberaldemokraterne ikke vil i regering med hverken Johnson eller Corbyn. Alligevel synes partiet at være klar til at agere kongemager og indgå kompromiser, hvis det får de afgørende mandater. Liberaldemokraterne har også optaget en frafalden konservativ, der er imod homoægteskaber og er skeptisk over for migranter med HIV. Holdninger, der er fuldstændig mod partilinjen. Desuden ville Liberaldemokraterne ikke være med til at stemme regeringen ned og indsætte en midlertidig administration med Corbyn i spidsen for at undgå no deal. De har ellers sagt, at de vil gøre alt for at undgå no deal. Swinson har malet sig op i et hjørne. Hun fisker efter proteststemmer, men vil stadig være pragmatiker. Vælgerne ser ud til at vurdere den position som hyklerisk. /Andreas T. Kønig