Kan du leve med en kvindelig statsminister?

Det er svært at indse, at man har en dårlig vane. Det er endnu sværere at gøre noget ved den. Det er så ulideligt kedeligt at blive et bedre menneske, for hvis det var nemt at være sød, sund og glad, så ville alle jo være det.

Vi har personligt erfaret, at den menneskelige psyke har en mekanisme, der gør det muligt at erkende en dårlig vane, gøre noget ved den og alligevel beholde den. Man kan nemlig bare finde på noget, der lyder som en løsning på ens personlige problem, men som slet ikke er det. Vejen til helvede synes at være brolagt med pseudo-løsninger snarere end dårlige undskyldninger. Eller måske det er det samme.

Det synes ikke kun at være individer, der render rundt og lader, som om de bliver bedre ved hjælp af ikke-løsninger. Det gælder også hele samfund. Tag nu bare klimapolitikken. Vi har erkendt, der er et problem. Vi er også gået i gang med at løse det. Men det er alligevel for kedeligt sådan rigtig at løse det, for det er altså bare virkelig sjovt at fyre CO2 af.

Man ser det samme med ligestilling. Tag det svært patriarkalske Pakistan. Her lader man til at have erkendt, at tiden måske alligevel inde er til at tage kvinders rettigheder alvorligt. Men når man er en magtfuld mand, er det bare så kedeligt rent faktisk at lytte til kvinderne. For det er fandme fedt at sidde på magten alene. Hvad gør man så? Man sammensætter et feministisk debatråd, der kun består af mænd. Voila!

Det kan vi så sidde og grine ad i Vesten, mens vi føler os meget bedre og mere ligestillingsagtige. Men hvis man tror, at der ikke er problemer i vores sfære, så er man en hykler af pakistanske manderåds-dimensioner.

Tjek lige den her undersøgelse. Den viser, at ca. halvdelen af mændene i USA bliver utilpas ved tanken om at have en kvindelig politisk leder. Nå, jo, ja. Det er jo USA. Trump-land, du ved, med alle mulige misogyne typer i sydstaterne. Der har heller aldrig været en kvindelig præsident i USA, så der er da ikke noget at sige til, at de har lidt svært ved at forestille sig det.

Men så dyrk tallene fra vores naboland Tyskland. Her er det kun 27 pct. af mændene, der føler sig helt trygge med en kvindelig statsleder. I den forbindelse kan vi lige minde om, at det i dag er præcis 14 år siden Angela Merkel blev en god damn bundeskanzlerin.

Det måske mest bemærkelsesværdige er, at mændene ikke er alene med deres skepsis over for kvindelige statsoverhoveder. Også de kvindelige vælgere er generelt usikre ved ikke at have en mand i slips ved roret. Mand, vi har et problem. Kvinde, vi har et problem.

Vold, vold, vold

Vent! Vi er slet ikke færdige med at ødelægge dit fredagshumør endnu. For én ting er, at mænd ikke kan holde ud at se kvinder i spidsen for stater. En endnu værre ting er, at alt for mange mænd giver alt for mange kvinder tæsk.

I går erklærede Mexico Citys borgmester undtagelsestilstand på grund af et fuldstændig uhørt antal voldssager mod kvinder. Ifølge de officielle tal er der i løbet af årets første ni måneder blevet dræbt mindst 150 kvinder i byen. Myndighederne oplyser, at 40 af dem blev dræbt, alene fordi de var kvinder.

I Frankrig måtte man for nogle måneder siden også indføre ny lovgivning i et forsøg på at gøre op med landets vanvittige problem med vold mod kvinder. I Frankrig bliver der slået en kvinde ihjel hver tredje dag, og i år er mere end 100 kvinder blevet dræbt af deres nuværende eller tidligere partner.

Selvom det er bedre i Danmark, så har ca. 4 pct. af landets kvinder ifølge Dansk Kvindesamfund været udsat for vold det seneste år. Det er 4 pct. for meget, og det er 4 pct. vi som samfund ikke kan leve med. /Andreas T. Kønig