Det klogeste råd om mediebranchen, vi nogensinde har modtaget, er, at man skal behandle mennesker ordentligt, når man er på vej mod toppen, for man møder dem alle sammen i ‘Zulu Djævleræs’, når man er på vej ned igen.
Hvis man kan se bort fra den specifikke henvisning til et dovent (og nu udgået) gameshow, så synes det at være et sundt princip at leve efter – ikke bare for folk i mediebranchen, men generelt. Ens underordnede kan hurtigt blive ens overordnede, og så er det bare noget værre bøvl at have været et rigtig svin, da man selv sad i magtpositionen.
Den smarteste måde at undgå den slags penible situationer på er ved aldrig at undervurdere sine modstandere. Det ender bare pinligt. Tag fx Bent Larsen (1935-2010), der var Danmarks klart bedste skakspiller gennem tiderne. I 1964 spurgte magasinet Chess Life ham, hvordan han mente, det unge talent Bobby Fischer ville have klaret sig ved turneringen Interzonal Amsterdam 1964, hvor kandidaterne til VM i skak skulle findes.
”Jeg tror ikke, Fischer ville have kvalificeret sig,” lød Bent Larsens vurdering. Fischer havde kort tid forinden vundet 11 kampe af 11 mulige i det amerikanske mesterskab – den eneste gang i historien, det var sket. Men det imponerede ikke Jensen: ”Han spillede mod børn i USA.”
”Du mener, at skakspillere i USA er så dårlige?” forsøgte intervieweren sig. ”Alt, jeg ved, er,” svarede Jensen, ”at når de sætter sig ned for at spille mod Fischer, så spiller de, som om de har tabt, inden spillet er begyndt.” Bent Jensen blev aldrig verdensmester i skak. Det gjorde derimod unge Bobby Fischer, der stadig i dag betragtes som det måske største talent i sportsgrenens historie.
Slået af en computer
Når det kommer til intellekts-sportsgrene som skak, så er der én modstander, vi hårdnakket i årevis har undervurderet: computeren. Men ak, nu kan vi blot skue den på bjergets top, mens vi selv står og vinker ved foden. I 1996 vandt computeren Deep Blue et skakopgør mod verdensmesteren Garri Kasparov, og siden er kampen mellem menneske og maskine rykket videre til det indviklede kinesiske strategispil Go.
Go er endnu mere kompliceret end skab, og spillet har flere kombinationer, end der er atomer i universet. I 2016 havde Google færdigudviklet computerprogrammet AlphaGo, der i en kamp mod den 18-dobbelte Go-verdensmester Lee Se-dol vandt fire ud af fem kampe.
Det er nu blevet for meget for Lee Se-dol, som netop har trukket sig tilbage. ”Selv om jeg er nummer et, er der en enhed, som ikke kan overvindes,” udtaler den slagne stormester til nyhedsbureauet Yonhap. ”Efter at kunstig intelligens er blevet introduceret i Go-spil, har jeg indset, at jeg aldrig ender på toppen.” Vi må stilfærdigt tilføje, at det er bemærkelsesværdigt, hvordan verdens bedste Go-spiller havde brug for at tre år til at nå frem til det træk. Så slår man altså ikke en supercomputer …
Donald Balboa
Nu ville det være et oplagt tidspunkt at skrive lidt om, hvordan ”robotterne kommer”, og hvordan vi burde skrue ned for maskinerne, fordi de snart overhaler os med en hel omgang i djævleræset. Men det skal blive løgn, skal det. For Lee Se-dol forstår ikke, at maskinerne har sat os i en fantastisk kompetetiv position. Helten er aldrig den umiddelbare favorit. Helten er en underdog, der aldrig giver op og vinder til sidst. Mennesket er nu en underdog!
Lee Se-dol skulle have fortsat med at kæmpe den umulige kamp mod maskinerne. For selv hvis han ikke vinder, kan det forbandede program bestående af 0’er og 1-taller kun gøre ham bedre.
Den store Go-mester burde tage og gense Sylvester Stallone-filmen Rocky. Dét er en rigtig underdog-historie om en mand, der aldrig giver op. Den historie har Donald Trump fx taget til sig. Han har lagt et billede ud på de sociale medier, hvor hans eget hoved er redigeret ind på den fiktive bokser Rocky Balboas muskuløse torso.
Virker det totalt gak? Ja. Har Trump gjort noget godt for verden? Det er vi ikke sikre på, vi synes. Men vandt Trump på en fortælling om at være en underdog? Det gjorde han nemlig lige præcis.
Lee Se-dol, det kunne have været dig på det Rocky-billede! /Andreas T. Kønig