NATO flag is seen during NATO enhanced Forward Presence battle group military exercise Silver Arrow in Adazi, Latvia October 5, 2019. REUTERS/Ints Kalnins
December er over os. De første hvide fnug er landet fra himlen, Wham er sendt i båndsløjfe på radiostationerne, og overalt på gader og stræder funkler det med julelys i mørket. Snart er det tid til at rykke ind i varmen med de nærmeste, for julen er hjerternes fest.
Nå ja, og så er julen højtid for tvunget, ofte ubekvemt, samvær. Tvangshygge synes at være lidt af et oxymoron, men ikke desto mindre er det en tilværelse, som tusindvis af danskere går i møde i denne søde juletid.
Ægte selvbeherskelse er at holde smilet stift, når farmor Gerda – med en promille, der nærmer sig den samme numeriske værdi som hendes fremskredne alder – begynder at beklage sig over familiens tilstand, ungdommens forfald, og at hun aldrig får besøg.
Især det sidste synes en anelse uretfærdigt, fordi man jo for helvede sidder og lytter til alt det ævl i netop hendes stue. Ikke desto mindre nikker man sagte og sniger sig ud på terrassen for abrupt at droppe sit rygestop. Ikke fordi det er dejligt at ryge, men fordi man har brug for at gøre en konkret indsats for at nærme sig dødens befriende kys.
Nuvel, vi har det måske med at dramatisere en smule, men du ved jo så udmærket godt, hvad det er for et arrangement, vi snakker om? Gør du ikke, da pris Gud og gå i fred.
Et sådan-lidt-men-så-ikke-alligevel topmøde
Nogle vil måske finde ro i erkendelsen af, at de fleste familier har deres dysfunktionelle tendenser, og man derfor ikke er alene om at være indlagt til tvangshygge i julen. Selv verdens mægtigste mennesker er tvunget til at tage til arrangementer, der for omverdenen ligner festivitas, men som i virkeligheden er lidt af en prøvelse, og i hvert fald er alt andet end glædelige.
Netop sådan et arrangement tager sin begyndelse i dag. I Storbritannien mødes statsledere fra NATO’s medlemslande for at fejre, at den militære alliance i år kan fejre 70 års fødselsdag.
En glædelig begivenhed. Skulle man tro. Men i virkeligheden er det alt andet. Den interne spænding i NATO, der ofte betegnes som verdenshistoriens mest vellykkede militære alliance, er ved at have nået bristepunktet. Faktisk er det så galt fat, at man ikke engang tør kalde fødselsdagsfejringen for et topmøde. Talsmænd for NATO er godt i gang med at tale begivenheden ned og gøre den ganske uformel. Derfor er det også blevet gjort klart, at mødet ikke vil slutte med nogen stor erklæring for det fremtidige samarbejde. Måske simpelthen fordi, man er bange for, hvad der kunne ende med at stå i et sådant kommuniké.
Som det er tilfældet med så mange andre pinagtige familiesammenkomster i december, har tiden op til mødet været fuld af provokationer, uvenskab og aggressivitet (af den passive såvel som den aktive slags). Den helt store elefant i rummet, når NATO mødes, er Donald Trump. Han har gang på gang luftet sin utilfredshed med alliancen. Han vil have, at de resterende lande betaler mere i medlemskab, og han har sået tvivl om NATO’s musketer-ed, der siger, at bliver ét NATO-land angrebet, så kommer resten af alliancen det til undsætning. Der synes at være en stigende frygt for, at Trump kunne finde på at trække USA helt ud af alliancen.
Hjemme på det europæiske kontinent er der også stor ballade. Franske Emmanuel Macron har kaldt forsvarsalliancen for ”hjernedød” (hvilket tilfældigvis også lyder som en fair karakteristik af farmor Gerda).
Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan har som modsvar spurgt, om det dog ikke er Macron selv, der er hjernedød. Dermed får Erdoğan også lige cementeret Tyrkiets status som forsvarsalliancens enfant terrible. En af alliancens helt store problemer lige nu er nemlig, at Erdoğan er gået militært efter kurderne i Nordsyrien, og at han generelt synes at minde mere om alliancens fjende Vladimir Putin end om de resterende liberal-demokratiske ledere i NATO.
Det bliver utvivlsomt et akavet julemøde. Måske finder de hinanden til sidst. Det har familier det jo trods alt med at gøre. Men måske bliver det denne jul, hvor ét af medlemmerne endelig får nok og skrider. Lad os ikke håbe det.
Glædelig december og hils din helt egen farmor Gerda. /Andreas T. Kønig