Ny udstilling om Guldalderen på Statens Museum for Kunst SMK
Vi anerkender, at det et langt stykke hen ad vejen er dødens pølse at være politiker i Danmark. De kan ikke gøre alle glade, der er altid nogen, som er efter dem, og måske får de råbt ukvemsord efter sig på gaden eller punkteret deres cykeldæk (om ikke andet så i overført forstand). Hver gang man tænker, at Christiansborg og landets kommunalbestyrelser og regionsråd er befolket af stympere, lallepetere og fusentaster, skal man huske sig selv på, at man jo måske ville have kunnet holde nogle af dem stangen fra de betroede poster, hvis man selv havde haft mandshjerte (m/k) til at stille op.
På den måde kan man næsten unde hvem som helst af dem en såkaldt ‘politisk sejr’ engang imellem; noget, de kan tage med hjem til ægtefællen, børnene og baglandet og vise, at det har været det hele værd. I kategorien af politiske sejre er der dog nogle, som man kan komme nemmere til end andre.
I den finanslov, som den socialdemokratiske regering og støttepartierne Radikale, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten (og maskotten Alternativet) er blevet enige om, har man valgt at sætte en stopper for de nedskæringer på 2 pct. af driftsstøtten, som årligt har martret landets offentligt støttede kulturinstitutioner, siden blå blok indførte dem i 2016. Og med ”martret” mener vi virkelig martret. ‘Omprioriteringsbidraget’, som nedskæringerne hed på den daværende regerings newspeak, har været en pine og en plage, fordi landets museer og kunsthaller har skullet bruge store ressourcer på at ansøge om midler hos offentlige og private fonde, der typisk ikke giver penge til ren drift.
Helt galimatias blev det, da Liberal Alliances Mette Bock, der ikke alene ikke længere er kulturminister, men også af vælgerne smidt ud på røv og albuer af dansk politik, som et plaster på såret sidste år præsenterede en statslig pulje på 400 mio. kr., som landets kulturinstitutioner så ydmygt selv kunne søge om penge fra for at få lukket de voksende huller i deres driftsbudgetter.
Nu er den socialdemokratiske regering og støttepartierne blevet enige om at stoppe besparelserne. Nationalmuseets direktør Rane Willerslev kalder det ”superpositivt for at sige det mildt”. I perioden siden indførelsen har hans museum måttet nedlægge 50 fuldtidsstillinger og afskedige 300 personer, siger han, ”og det helt afgørende er jo, at hvis man ikke havde stoppet de her nedskæringer, så måtte vi have kommet ud i endnu en stor fyringsrunde, og det kommer vi ikke til nu”.
Kunsthal Charlottenborgs direktør Michael Thouber minder i samme artikel om, at befolkningen ”for længst [har] set værdien af et rigt kulturliv, så det er selvfølgelig glædeligt, at vores politikere nu også ser potentialet.” Det er muligvis tilfældigt, men sjovt nok, at Thouber taler om ”værdi”, når han refererer til befolkningen, og ”potentiale”, når han taler om politikerne. Hvis ting ikke har potentiale, er de ikke noget værd i den politiske verden. Måske skal man lade være med at tale om kultur som værdifuldt, når man taler med politikere, men bare påpege dets potentiale.
Tak fra Peter Adolphsen
Finansloven faldt mere eller mindre sammen med, at Statens Kunstfond ved en højtidelighed i folkehuset Absalon på Vesterbro i København tirsdag aften uddelte den livsvarige, indtægtsregulerede hædersydelse til 13 kunstnere. En af modtagerne var forfatteren Peter Adolphsen (f.1972). Lad os slutte af med hans tak på Facebook:
”TAK med verdens største bogstaver. Tak spids. Det bliver ikke hugget mere i granit end i en fucking lovtekst: ‘§ 4. Statens Kunstfond tildeler hædersydelser til skabende kunstnere, der har en sådan kunstnerisk produktion bag sig, at de har placeret sig afgørende som kunstnere.’ Hillemænd. Nu tør jeg endelig sige højt og tydeligt til dem, der måtte spørge: Jeg er forfatter. Helt uden omsvøb eller skamfølelse. For jeg har fået ‘samfundets officielle anerkendelse og taknemmelighed for mit kunstneriske virke’.”
Adolphsen skriver videre, at nu kan han endelig sænke skuldrene: ”Nu går jeg aldrig HELT på røven. Efter alle de år med en mange-bække-små økonomi. Nu få jeg får lov til at være forfatter – så længe jeg lever: Hvor vildt er det lige? Frihedsfølelsen er enorm. Og den er parret med en følelse af ansvar: Samfundet skal have noget for pengene. Jeg skal gøre mit bedste. Og det herligste er, at jeg kun behøver at tage ét eneste hensyn: Kvaliteten af den kunstneriske produktion.”
Vidunderligt. /Oliver Stilling