Regeringen regerer i Danmark, uanset hvad støttepartierne måtte mene eller ønske sig. Om ikke ligefrem enevældigt, så i hvert fald med en skævvridende og voldsom slagside til fordel for de magthavere, der bestemmer over embedsapparatet. Finansloven for næste år bekræfter således billedet af, hvor altdominerende den til enhver tid siddende regering er: Sosse-regeringen har fået det præcist, som de ville.
Finansminister Nicolai Wammen (S) har allerede vist sig som en dygtigere forligsmager end f.eks. forgængeren Bjarne Corydon – fordi den nuværende chef i Finansministeriet på én og samme tid formå at sætte regeringens vilje hårdt igennem og gøre støttepartierne glade.
Støttepartierne har virket næsten skræmte. I år har Radikale Venstre og Enhedslisten bl.a. undladt at insistere på vidtrækkende ændringer i udlændingepolitikken, og har – i skarp kontrast til Dansk Folkeparti, som har været kendt for at tage finansloven som gidsel i udlændingepolitikken – valgt at kanalisere deres beskedne krav i nye, realistiske retninger.
Støttepartierne har tydeligvis besindet sig på det, som statsminister Mette Frederiksen (S) kalder ‘mandaternes logik, og derfor presser de ikke længere S-regeringen nævneværdigt på udlændingefronten. Udadtil lyder der stadig kritik af de senere års konstante stramninger, men når det kommer til stykket – som det i sandhed gør ved forhandlingerne om en finanslov – prioriteter Radikale Venstre og Enhedslisten indadtil at få andre trofæer end kontra-markeringer i udlændingepolitikken.
De indbyrdes uenigheder i udlændingepolitikken mellem på den ene side Socialdemokratiet, som for alvor er trådt i kartakter som et strammerparti under Mette Frederiksens ledelse, og på den anden side Radikale Venstre, som omvendt er søgt tilbage mod en mere kulturliberal position under Morten Østergaard, var udset til at skulle skabe betydelige problemer for S-regeringen. Sammenbruddet truede på forhånd. Men ikke længere.
I valgkampen i juni hvirvlede det således rundt med borgerlige skræmmekampagner om, hvad Radikale Venstre og Enhedslisten ville kunne finde på at kræve af uhyrlige lempelser. Men nu hvor finansloven er færdigforhandlet, må det konstateres, at forudsigelserne om parlamentarisk kaos var forkerte. Radikale var ikke en trussel.
På papiret er der ganske vist åbnet for enkelte lempelser i finansloven for 2020, f.eks. en reserve på 40 mio. kr., som teoretisk giver Danmark mulighed for at kunne modtage op til 500 kvoteflygtninge i 2020. Men karakteristisk for årets finanslovsaftale er det endnu ikke besluttet, hvor mange kvoteflygtninge, som rent faktisk skal komme. Og da denne beslutning suverænt er op til S-regeringen selv, er det mere end tvivlsomt, hvor mange af de afsatte penge, som overhovedet vil blive brugt.
Samme mønster præger beslutningen om ”afskaffe reserven til ekstraordinære indsatser i grænseområdet”, som det hedder i aftaleteksten. Formuleringen dækker over, hvordan grænsekontrollen fremover skal finansieres. På papiret kan det lyde markant, at pengene formelt ikke længere skal betale direkte via finansloven. Men i virkeligheden ændres grænsekontrollen ikke. Slet ikke.
Fremover vil pengene til at kontrollere nogle få udvalgte grænseovergange i Sønderjylland – og nu også langs vandgrænsen til Sverige – blot blive fundet i en regeringsreserve, formelt gennem et aktstykke i Finansudvalget, som de blå partier med statsgaranti vil stemme for.
Måneders drama er slut – med et forudsigeligt resultat: S-regeringen har vundet tid og manøvrerum til at køre butikken Danmark videre, i store træk som i går, og i bredeste forstand som under Løkkes & co. Magten har ganske vist fået nye ansigter, men når alt koges ned, er der stadig en indspist konsensus om, hvad der er rigtigt og forkert på Slotsholmen.
Hvis man er i tvivl om magtens kraft, afslører en kommentar fra tidl. konservative erhvervsminister Brian Mikkelsen, hvor stærk forstillelsen er i Danmark. I dag er han rykket over som lobbyist og sidder som direktør i Dansk Erhverv i Børsen-bygningen, få meter fra Finansministeriet. Tidligere i dag skrev han på Twitter: ”Indrømmet! FL2020 er ikke en vækst- og velstands finanslov, men jeg glæder mig nu over, at der er blevet luget store tidsler ud og oprettelsen af en grøn fond på 25 mia.”
Når selv Dansk Erhverv glæder sig over finansloven, ved man, at regeringen sidder trygt i magtens gemakker. Finansloven for 2020 er en magtdemonstration af den nye S-regering. Den grusomme pointe er, at Mette Frederiksen & co. allerede virker mest fokuserede på iscenesættelsen til genvalgeb om 2-3 år: Mærkesagerne foldes kontrolleret ud – og times gradvist, så de først realiseres op til og efter næste folketingsvalg.