Tysklands regering er på kanten af kollaps

Det er ikke sjovt at være tysk socialdemokrat for tiden. Partiet SPD har været ramt af det ene jammerlige resultat efter det andet, og det har efterladt de tyske sosser både desperate og modløse. Ved forbundsvalget i 2017 indkasserede partiet det dårligste valgresultat siden 1933, og siden da har SPD styrtblødt stemmer ved det ene regionalvalg efter det andet.

Den slags kræver, at der ruller hoveder. Først måtte formand Martin Schulz trække sig i 2018 efter det dårlige resultat ved forbundsvalget, og han fik dermed kun et lille år på posten. Inden sin formandstjans havde Schulz ellers gjort sig bemærket i Bruxelles, hvor han havde været leder af de europæiske socialdemokrater såvel som formand for Europa-Parlamentet, og håbet var derfor, at han med sin genkomst til tysk politik kunne skabe noget begejstring omkring det socialdemokratiske projekt.

Sådan gik det ikke, og sådan gik det heller ikke for hans efterfølger Andrea Nahles. Hun blev den første kvindelige leder på posten, men holdt også kun et års tid og måtte trække sig i begyndelsen af juni i år efter et katastrofalt valg til Europa-Parlamentet samt en række lidet flatterende meningsmålinger.

Personlighedsspaltning

Det er en underdrivelse at sige, at SPD har været i en tilstand af krise de seneste par år. Ud af krisen er vokset en sygdom. De hårde tider og de dårlige resultater har nemlig gjort SPD til et parti med personlighedsspaltning, og denne kamp om identitet har da også været overskyggende i det opgør om formandskabet, der har været i gang, siden Nahles trak sig.

Da partimedlemmerne lørdag skulle bestemme, hvem deres nye leder skulle være, og her havde de mulighed for at stemme på en af to parti-identiteter:

Enten det sikre valg. De kunne stemme på den tyske finansminister og vicekansler Olaf Scholz, der stillede op sammen med den mindre kendte Klara Geywitz. Scholz gik til valg på at fortsætte det nuværende regeringssamarbejde, som SPD har med kansler Angela Merkel og hendes parti CDU/CSU. Alle de socialdemokratiske ministre i regeringen støttede op om det valg.

Eller også kunne de stemme på makkerparret Norbert Walter-Borjans og Saskia Esken. To uprøvede venstreorienterede politikere, der hverken har flotte politiske CV’er eller nævneværdig ledelseserfaring. Borjans-Esken-duoen tilhører den del af SPD, der har fået nok af være lillebror i en regering med deres politiske modstander. De lovede, at skulle de vinde, så vil de genforhandle regeringsaftalen med Merkel, så den får et mere rødt islæt. Fx skal mindstelønnen sættes op. Hvis CDU ikke går med til det, så vil Borjans og Esken trække SPD ud af den store regeringskoalition, der på tysk har fået navnet große koalition (eller GroKo).

Oprøret vandt. Norbert Walter-Borjans og Saskia Esken fik 53 pct. af stemmerne, og dermed bliver det den ukendte duo, der skal forsøge at genskabe SPD.

Betyder det så, at personlighedsspaltningen er forsvundet i SPD, og roen nu kan sænke sig? Næppe! Først og fremmest var valget nok et udtryk for utilfredshed med hele det ministerhold, der havde støttet Olaf Scholz. Derudover var det kun sølle 54 pct. af SPD’s medlemmer, der afgav deres stemme. Det vidner om, at en betydelig andel har siddet med følelsen af, at de valgte mellem pest eller kolera, og det betyder også, at det reelt kun er 28 pct. af SPD’s medlemmer, der har stemt på oprørerne.

Hvad nu?

Det store spørgsmål er så, hvad der kommer til at ske med Merkels regering. Der er flere scenarier.

Selvom Norbert Walter-Borjans og Saskia Esken har talt dunder mod den nuværende regeringsaftale, så gik der ikke mange minutter fra de havde overtaget formandskabet til de blev mere pragmatiske i deres retorik. Lederskabets byrde kan få selv de hårdeste hunde til at indgå kompromiser, og duoen må også erkende, at de ikke har noget stærkt mandat i ryggen. Det kan derfor være, at alt fortsætter som hidtil, bare med nye ansigter.

CDU har sagt, at de ikke er interesserede i at genforhandle regeringsaftalen, men hvis Borjans-Esken mener deres trusler alvorligt, så kan det alligevel nok være, at Merkel kan tvinge sit parti til indrømmelser for at redde regeringen. Merkel har allerede vist, at hun er villig til at gøre det hele mere spiseligt for SPD. Sidste måned fik hun overtalt sit parti til at acceptere en pensionsordning, der har været en hjertesag for SPD.

Tilbage er der selvfølgelig også den mulighed, at koalitionen mellem SPD og CDU/CSU endelig slutter. Det vil med største sandsynlighed betyde, at Merkel skal danne en mindretalsregering og finde ad hoc-flertal for sine politiske forslag. Merkel har flere gange gjort klart, at det er et scenarie, hun ikke bryder sig om, men reelt har hun i denne situation ikke mange muligheder. Alternativet er et parlamentsvalg, og det er ingen af de store partier interesserede i. For både socialdemokraterne og Merkels konservative ser ud til at ville få tæsk endnu engang. /Andreas T. Kønig