ARKIVFOTO 20170919 af transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen - - Se RB POLITIK 15.35. Regeringen afblæser ændring af postloven. Efter at ejerne af PostNord i sidste uge indgik en aftale, ser Ole Birk ikke behov for at ændre postloven.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017)
I dag er Albert Camus’ dødsdag. Eller måske var det i går, vi ved det ikke.
Så vi har slået det op. Den franske forfatter og filosof døde d. 4. januar 1960. Den dag var han på vej på ferie med sin forlægger Michel Gallimard, men de nåede aldrig frem. I den lille franske by Villeblevin mistede Gallimard kontrollen over bilen, der stødte ind i et træ. Camus døde med det samme, 46 år gammel. Gallimard gav efter for sine kvæstelser få dage senere.
Albert Camus blev sammen med vennen-nogle-gange-fjenden Jean-Paul Sartre betragtet som de primære skikkelser i den filosofiske retning eksistentialismen. I romaner, manifester, filosofiske afhandlinger m.m. plæderede de for, at verden er absurd, og at den eneste mening, der findes, er den, vi selv skaber.
Det siges, at Camus selv skal have sagt, at den mest absurde måde, man kan dø på, netop er i et biluheld. Vi kunne nok gode finde nogle andre måder, der er endnu mere absurde (her er fx Wikipedias liste over folk, der tog den sidste vejrtrækning mens de sad på potten), men vi kommer ikke udenom, at det synes at være ganske meningsløst, at Camus og Gallimard måtte lade livet den dag ved træet.
En god eksistentialist ville jo sige, at biluheldet kun er meningsløst, indtil vi selv har skabt en mening med det. Den italienske forfatter Giovanni Catelli vil næppe sige, at han har skabt meningen, men han påstår, at der var en mening med biluheldet. I en ny bog skriver han nemlig, at den sovjetiske efterretningstjeneste havde fiflet med Camus’ bil, og at KGB dermed myrdede den franske tænker, fordi han havde udtalt sig kritisk om den kommunistiske stat i øst.
Tidspunkter at tale, tidspunkter at tie
Vi har ikke læst Catellis bog, men hvad vi fra andenhåndskilder kan læse os frem til er, at bogen i højere grad fremsætter en teori end et egentligt, håndfast bevis for KGB’s indblanden. Det efterlader den i en svær gråzone. Vi kan kalde det Catellis dillemma.
På den ene side er det vigtigt at lufte den slags anklager, for hvis der vitterligt er noget om det, så skal det selvfølgelig frem i lyset. På den anden side kan vilde spionfantasier også ende som noget, vi absolut ikke har brug for mere af: Konspirationsteorier.
Eksistentialisterne var meget optaget af menneskets mulighed for at vælge. Vi er dømt til frihed, sagde de, fordi vi er dømt til at vælge. Det er nemlig gennem valget, at vi skaber mening og overvinder den ellers absurde virkelighed, vi befinder os i.
Spørger man os, er et af tilværelsens mest grundlæggende og besværlige valg netop det, som Giovanni Catelli har fundet sig selv i med udgivelsen af bogen: Valget mellem hvornår man skal tale, og hvornår man skal tie. Grænsen mellem at sige sandheden eller sværte den til kan være ganske subtil og svær at finde.
Tag nu bare tidligere transportminister Ole Birk Olesen, der torsdag var i DR’s Debatten for at tale om sagen fra denne uge, hvor en flok vrede arbejdere væltede et stort stillads på en byggeplads. Ole Birk Olesen debatterede med Thomas Strømsholt, der er formand for Stilladsarbejdernes Landsklub, og pludselig sagde den tidligere minister, at Strømsholt burde sidde i fængsel, fordi han er med til at planlægge den slags optøjer.
Ole Birk har måske selv følt, at han talte sandheden i retfærdighedens navn. Men han havde intet belæg for sine påstande, og endte med på direkte TV muligvis at begå injurier. Han endte på konspirationssiden af Catellis dilemma. Ole Birk Olesen skulle have truffet et andet valg. Han skulle have holdt sin mund.
Men så har denne uge også budt på historien om den revisoruddannede Karsten Ravnsgaard. Som økonomiansvarlig i et firma, der leverede opgaver til Forsvaret, råbte han vagt i gevær, da han pludselig blev opmærksom på, at der var rod i Forsvarets regnskab. Det satte en større sag i gang om mulig fusk og bestikkelse i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, og fredag blev fem mænd sigtet i en sag, hvor anklageskriftet omfatter bestikkelse for op mod 1,8 mio. kr.
Karsten Ravnsgaard kunne have holdt sin kæft. Det ville have været den sikre vej til ikke at få klinket noget og anklage nogen unødigt. Men det gjorde han ikke, og nu ruller sagen. Karsten Ravnsgaard traf det rigtige valg.
Hvordan sikrer man, at man i Catellis dilemma vælger som Karsten Ravnsgaard og ikke som Ole Birk Olesen? Tja, du må jo bare træffe et valg, der giver mening. /Andreas T. Kønig