Højt til loftet. Da den nu pensionerede litteraturprofessor Hans Hertel for nogle år siden holdt sit 25 års jubilæum som skrivende medarbejder på Politiken, fortalte han i sin tale i avisens bibliotek, hvordan han i sin tid var blevet ansat. Han havde skrevet for dagbladet Information siden 70’rne, og en dag, da han var ude at gå, mødte han tilfældigt Herbert Pundik, der på det tidspunkt stadig var ansvarshavende chefredaktør på Politiken. ”Er det ikke på tide, at du kommer over til os?” sagde Pundik, inden de skiltes. Det var det eneste, han sagde. Hvad der måtte foreligge af papirarbejde og forhandlinger i forbindelse med sådan et jobskifte blev ordnet af nogle andre, og kort efter kunne Hertels signatur læses i Politiken. Sådan, ikke en masse fikumdik. Det er muligt, at anekdoten er forkert husket eller dårligt refereret her, men det er underordnet. Anekdoten fortæller dels, at Pundik var chefredaktør i en anden tid, hvor der var lidt flere penge, og dels at han var en chefredaktør med en finesse og et overskud, som man virkelig godt kan savne i dag. Nu er Hans Hertel muligvis ikke nogen helt normal medarbejder, men for yngre folk i mediebranchen, der ikke ikke har prøvet andet end djøf-agtige ansættelsesprocedurer, hvor man forhandler grundløn, funktionsløn, tillægsløn og overgangstillæg med chefredaktører, der lige så godt kunne have været prokuratorer som publicister, er det lige til at savle over. Her var der en mand med højt til loftet.
Flugten som pejlemærke. Herbert Pundik, der var chefredaktør på Politiken fra 1970-93, sov stille ind i sit hjem søndag aften, 92 år gammel. Han har ikke været på avisen i den seneste uge, og man kunne godt fornemme på vandrørene, at han ikke var helt på toppen. I foråret 2019 lavede journalist Nils Thorsen en virkelig fin podcast i fire afsnit om Pundiks liv. Her sagde den gamle chefredaktør, at han sådan set var klar til at dø, hvornår det skulle være, og at han ikke følte, at han havde noget til gode. Han har haft et enestående liv, som han også har fortalt om i sine to erindringsbøgerne Det er ikke nok at overleve (2005) og Du kan hvis du tør (2006). Hans liv var præget af flugten – og han har også selv fremhævet tilfældet som et bærende element. Hans familie var flygtet fra pogromer i Ukraine i 1907, og selv måtte han som stor dreng flygte med sine forældre over Øresund, da nazisterne i 1943 ville arrestere alle jøder i Danmark og sende dem i koncentrationslejre i Tyskland. Han beskriver begge dele gribende i sin første erindringsbog. Og også om en flugt gennem en mørk skov en mørk nat: ”Min far løb med en mappe under armen, formentlig med de penge, der skulle redde vores liv, da han snublede og faldt. Mere er der ikke at fortælle,” skriver han. Men hver gang han gør det, er der mere. ”Jeg hjalp ham op. Det ændrede mit forhold til ham. Jeg respekterede ham ikke mindre, men han blev lettere at holde af. Guder snubler ikke, kun mennesker.”
Ingen gode råd. Man kunne slå ned tusind steder i Herbert Pundiks liv. Han kæmpede som soldat i den israelske hær i den arabisk-israelske krig i 1948, hvor han oplevede ting, der ikke er for børn. Nils Thorsen spurgte lidt ind til det i podcasten, men Pundik glider af. Han mistede sønnen Uri i Yom Kippurkrigen i 1973, og det har han også beskrevet smukt. Som far følte han, at han havde et medansvar for sønnens død, og som han også nævnte i podcasten, så holdt han derefter op med at give andre folk gode råd derefter. Det er en stor mand i nyere dansk mediehistorie, der er død. Efter at han stoppede som chefredaktør på Politiken, blev han ved med at skrive analyser på sit kontor. Det foregik på en rød skrivemaskine. Når han var færdig, overtog en medarbejder papirerne og skrev dem ind på computer. Sådan var det til det sidste. /Oliver Stilling