EU's klimalov får svært ved at nå i mål

En magtfaktor. Der var engang, hvor klimaløsninger var for politikere, hvad et medlemskab til fitnesscentret er for den dovne selvbedrager første januar. Den gode intention er der, målsætningerne er store, og der er en teoretisk erkendelse af, at status quo ender med at gå ud over en selv og ens nærmeste. Men når hverdagen melder sig, er det for besværligt. Det er også ret dyrt og ganske ubehageligt, og om en måned kan ingen alligevel huske, hvor stor man var i slaget, da beslutningen blev taget. Det var dengang, der ikke for alvor var vælgere i klimapolitik, som derfor endte som skåltalepolitik, der kunne udføres med venstre hånd. Den tid er forbi. Klimapolitik er blevet så stor en magtfaktor, at det kan afgøre valg, og derfor har politikerne fået travlt med at tage problemet alvorligt (eller i hvert fald foregive, at de gør det). I sidste uge fandt et næsten enigt Folketing sammen om landets første klimalov. ”So ein Ding müssen wir auch haben,” har den nye formand for Europa-Kommissionen Ursula von der Leyen måske tænkt. I hvert fald fremlagde kommissionen onsdag et udkast til en grøn aftale, der med en klimalov skal gøre Europa til et grønt kontinent.

Ingen tid at spilde. ‘Ny Grøn Aftale’ er den deskriptive, omend uopfindsomme titel på den handlingsplan, som ifølge målsætningen skal sørge for, at Europas udledning af drivhusgasser er gået i nul om 30 år. Planen indeholder 49 forskellige lovforslag, der skal skubbe EU i den rigtige retning. Flagskibet er en egentlig klimalov, som kommissionen forventes at fremlægge til marts. Den skal binde EU-landene til målsætningen om at være CO2-neutrale i 2050, ligesom CO2-udledningen i 2030 skal være reduceret med mellem 50 og 55 pct. Det nuværende mål er 40 pct. Der bliver desuden fremlagt en hel perlerække af forslag til, hvordan unionen skal nå de mål. Fx lægger kommissionen op til, at der skal indføres en CO2-told, der gør importerede varer dyrere, hvis de ikke er bæredygtige. Desuden vil landbrugsstøtten blive lagt om på en måde, så 40 pct. af støttekronerne går til klimainitiativer, og der skal skabes en plan for, hvordan kul kan udfases. ”Den nye Europa-Kommission spilder ikke tiden,” skrev Ursula von der Leyen onsdag i et indlæg om klimaplanen i The Guardian.

Modstand. EU-Kommissionen er dog langt fra i mål med deres politik. De kan nemlig se frem til at møde massiv modstand fra en række af medlemsstaterne. Hvis von der Leyens grønne plan skal blive til virkelighed, kræver det, at den europæiske økonomi transformeres, og det vil resultere i både vindere og tabere, hvilket i øvrigt også understreges i aftaleteksten: ”Den miljømæssige transformation vil omforme geopolitik, deriblandt global økonomi, handel og sikkerhedsinteresser. Det vil skabe udfordringer for en gruppe stater og samfund.” Østeuropæiske Polen, Tjekkiet og Ungarn ser ud til at gøre livet surt for Ursula von der Leyen. De tre lande udleder mere CO2 end de resterende nationer, og dermed har de også længere til målet om at blive CO2-neutrale. Ligeledes er der steder i Østeuropa, hvor CO2-tunge industrier som fx kulindustrien er afgørende for økonomien. Men også i Europa-Parlamentet kan det blive svært at få hentet stemmerne hjem. I hvert fald når det kommer til de dyre og sure delmål. På den ene side vil nogle parlamentsmedlemmer mene, at Ursula von der Leyen går for langt. På den anden side er det vigtigt at huske, at for store dele af den europæiske venstrefløj er von der Leyen slet ikke gået langt nok. /Andreas T. Kønig