Nyhedsanalysen

Boris Johnsons hår afslører, at han er et politisk geni

Europa kan i dag meget vel få sin helt egen Donald Trump.

Alle meningsmålinger peger på, at Boris Johnson efter dagens valghandling i Storbritannien kan få lov til at fortsætte som premierminister. Nu skal man aldrig stole på meningsmålinger – og da slet ikke de britiske, der har haft et lidet flatterende ry, siden de skød helt forbi målet ved brexit-afstemningen i 2016. Alligevel må man bare sige, at det i hvert fald er stærkt usandsynligt, at venstrefløjseren Jeremy Corbyn efter i dag kommer i nærheden af magten. Spørgsmålet er snarere, om Johnson ender med absolut flertal i parlamentet, eller om han bliver tvunget til samle sig en koalition af allierede.

Som det indledningsvist blev antydet, bliver Boris Johnson ofte sammenlignet med sin amerikanske kollega Donald Trump. Man ser da også hurtigt lighederne. Det vanvittige hår, den bøvede facon, de rablende taler med de ganske håndgribelige løsninger. Johnson har, ligesom Trump, skabt sin succes på ryggen af nationalismens genfødsel. Han er kommet til magten på fortællingen om, at det gamle stolte imperium er blevet underkuet af onde EU. ”Make Britain great again,” kunne lige så godt have været Johnsons officielle slogan. Trump vil have ”America first”, Johnson vil have ”Britain first”. Han kan bare ikke sige det højt, eftersom Britain First også er navnet på et britisk fascistparti. Sådan kan man være så uheldig.

Så hvad i al verden er det, briterne har gang i, når de sandsynligvis senere i dag bekræfter Johnsons mandat som premierminister? To tredjedele af briterne har et negativt syn på Donald Trump, så det giver absolut ingen mening, at de skulle vælge deres egen Trump.

Sagen er, at det gør de heller ikke. Ikke helt.

Boris Johnsons forbandede smil

Ved NATO-mødet i London i sidste uge dukkede der en video op, hvor en gruppe verdensledere tilsyneladende gjorde grin med Donald Trump bag hans ryg. Det reagerede Trump ikke pænt på. Han kaldte vredt den canadiske premierminister Justin Trudeau (der optræder på videoen) for et ”janusansigt”, og han aflyste det afsluttende pressemøde og tog direkte hjem.

Med andre ord var der meget, der tydede på, at Trump blev ganske fornærmet over at blive gjort til grin. Det er ikke noget nyt. Det er ingen hemmelighed, at den amerikanske præsident er en sart blomst uden for megen selvironi. Han kan ikke lide at være til grin.

For Boris Johnson forholder det sig anderledes. Nogle vil endda mene, at morsomme tåbeligheder er Johnsons modus operandi. Lad os bare tage et kig på de seneste dage i valgkampen. Forleden dukkede der en video op på Twitter, hvor en gravko (malet i det britiske flags farver) kører gennem en mur, hvorpå der står skrevet ”hårdknude”. Da gravkoen bryder igennem, ser man i stedet Johnsons slogan ”get brexit done” på gravearmen. Ud af gravemaskinen hopper Johnson med sit lidt akavede smil.

Sikke et latterligt stunt. Næsten lige så latterligt, som da Johnson forleden genindspillede en scene fra den berømte britiske julefilm Love, Actually. Eller som da han på tåkrummende vis efterlignende de afslappede spørgsmåls-videoer fra modemagasinet Vogue. Tidligere i sin karriere har Johnson hængt fast i en svævebane med en tåbelig hat og to britiske flag i hænderne. Han har voldtacklet et lille barn i rugby, skrevet et digt om ”onanisten Erdoğan” og lavet flere dumheder, end nogen overhovedet kan tælle.

Men hver gang griner Johnson af sig selv, trækker på skuldrene og får sine dumheder til at handle om sine politiske sager. Det britiske lune og den stærke selvironi gør det svært at hade ham. Det betyder også, at når han kommer rigtig galt af sted eller skal forsvare noget upopulært, så kan han tage klovnenæsen på, smile med sit forbandet charmerende smil, og med det samme tænker alle ”årh, men det er jo bare gode gamle Boris. Han er skør, men han er god nok”.

De britiske borgere kan vælge Boris, som de fleste gerne ville drikke en øl på pubben med. Eller de kan vælge den britiske Mogens Lykketoft, Jeremy Corbyn, der fremstår så tør, bitter og indebrændt, at det næsten ikke er til at holde ud.

Boris Johnsons hår afslører, at han er et politisk geni. Kun en storstrateg forstår, at hvis man får klippet sit hår af en seksårig, så kan man slippe af sted med hvad som helst. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12