Nyhedsanalyse

/dkpol: Panik malet i ansigtet

Frihed. Politikere har en stærk tilbøjelighed til at mene noget – om politik. Derfor er det ikke i sig selv opsigtsvækkende, at folketingsmedlemmer fra højre til venstre udnyttede gårsdagens anholdelse af 20 terrormistænkte til at turnere deres velkendte holdninger i det elektriske felt mellem rets- og udlændingepolitik. Tværtimod. Det ville faktisk være besynderligt, hvis særligt højrefløjspolitikere ikke slog til og drog nytte af den skræmmende politiaktion, som her til morgen har ført til, at otte personer bliver fremstillet i grundlovsforhør, sigtet efter den såkaldte terrorparagraf. Reel opsigt vakte det dog, da også justitsminister Nick Hækkerup (S) i går – mens politiet stadig var i gang med ransagelser – udnyttede forvirringen til at komme med en klar politisk markering. Normalt holder de ansvarlige ministre sig tilbage, og overlader den mest ublu opportunisme til menige folketingsmedlemmer fra oppositionen. Men ifølge den socialdemokratiske sherif, som her i den seneste uge har gjort sig bemærket med parolen om, at ”med overvågning stiger friheden”, er den døgnaktuelle optrævling af det formodede terrornetværk et yderligere argument for den ‘tryghedspakke’, som S-regeringen allerede har fremlagt. Hækkerup pointerede i går, at ”vi hele tiden skal være opmærksomme på, om politiet og efterretningstjenesten har de værktøjer, der skal til for at kunne imødegå de trusler, vi ser i Danmark, og at vi netop har fremlagt en tryghedspakke, som bl.a. giver øget mulighed for overvågning for f.eks. at kunne bekæmpe kriminalitet, som det vi ser her”. Hækkerup synes ligefrem at mene, at begivenhederne har bevist hans næsten orwellske parole: Overvågning er frihed. Mere overvågning er mere frihed.

Lighed. Socialdemokratiet vil aldrig kunne overhale Venstre højre om i rets- og udlændingepolitikken. I hvert fald ikke så længe Venstres næstformand Inger Støjberg har det afgørende ord at skulle have sagt. Hun overtrumfede straks Nick Hækkerup og angreb sågar S-regeringen for at være slappere, når det kommer til bekæmpelse af ekstremistiske parallelsamfund i Danmark. I skyggen fra de blå blink foreslog den tidligere udlændingeminister, at der skal skrues yderligere op for politiets beføjelser i udsatte boligområder: ”En af de ting, man kunne bringe i anvendelse, er ansigtsgenkendelse i ghettoområder,” sagde Inger Støjberg i et interview allerede i går aftes: ”Ansigtsgenkendelse ville være en nem måde at håndhæve opholdsforbuddet på”. Men den højteknologiske overvågning, som bl.a. de kinesiske myndigheder har brugt til at identificere demonstranter i Hong Kong, skal ifølge ordføreren fra Danmarks liberale parti ikke rulles ud over hele landet: Udbredte overvågningskameraer, der er koblet op med ny software til ansigtsgenkendelse, skal kun opsættes i de socialt udsatte boligområder, ghettoerne, hvor andelen af udlændinge er høj. Ifølge Støjberg er vi ”simpelthen nødt til at stramme skruen”, og hun mener, at S-regeringen må gå flere skridt videre end selv justitsminister Nick Hækkerup hidtil har været villig til. Og mon ikke sosserne er til at flytte? Den realpolitiske effekt af terror-optrævlingen kan derfor blive, at Danmark snart indfører kameraer med ansigtsgenkendelse. Men altså kun i zoner med mange udlændinge.

Broderskab. Netværket har ifølge PET ”et militant, islamistisk motiv”, og efterretningstjenesten har i længere tid gennemført ”en intensiv indsats baseret på en mistanke om, at flere personer forberedte terrorangreb”. Angiveligt rettet mod to forskellige lokaliteter. Optrævlingen ændrer dog ikke på PET’s generelle trusselsvurdering, og en nøgtern konstatering kunne derfor være, at politiet og ikke mindst Politiets Efterretningstjeneste rent faktisk har de fornødne ressourcer og beføjelser til at opklare og forhindre alvorlige terroranslag mod Danmark. Kongeriget er ikke i undtagelsestilstand. Snarere tværtimod. Politiaktionen i går førte til anholdelse af samtlige mistænkte, og her til formiddag har retssystemet taget over: De otte mistænkte fremstilles i grundlovsforhør i Københavns Byret – helt uden brug af ansigtsgenkendelse-software, moderat fysisk pres eller andre remedier, som normalt kun anvendes i autoritære stater. Myndighederne har faktisk vist sig at fungere på almindelige lige og frie vilkår, men det er selvfølgelig en lidt kedelig konklusion. Så politikere vil fortsat forsøge at udnytte den spektakulære begivenhed til at stramme skruen yderligere: Overvågning er frihed. Overvågning er lighed. Overvågning er broderskab. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12