I sidste weekends udgave af Føljeton kunne du læse et interview med dokumentaristen Jannik Splidsboel. Han har lavet dokumentarfilmen Drømme fra Ødemarken, der handler om australske aboriginere. Dokumentaren havde onsdag premiere på DR, men er blevet afvist af en række filmfestivaler, fordi Splidsboel, en hvid, vestlig, privilegeret mand, skildrer en kultur hos et oprindeligt folk, han ikke selv er en del af. Ifølge festivalernes regler er det et no-go. ”Jeg tror, det er vigtigere, at historien bliver fortalt, end hvem der fortæller den,” lyder det fra Jannik Splidsboel, der selv oplevede, at de medvirkende i hans film var glade for, ”at der kom en udefra og fortalte deres historie”.
Hvorfor udelukkes filmen så alligevel fra diverse filmfestivaler? Velsagtens fordi vestligt produceret materiale siden tidernes morgen har haft tradition for at portrættere ’den tredje verden’, ’udviklingslandene’ eller bare ’de andre’ ud fra et vestligt perspektiv.
Det var det, den palæstinensisk amerikanske litteraturprofessor Edward Said var inde på i sit hovedværk Orientalism fra 1978. Heri kritiserede han videnskab og litteratur om ’Orienten’ for at portrættere mennesker fra blandt andet mellemøstlig kultur, uden at lade de portrætterede komme til orde selv. I den indiske litteraturteoretiker Gayatri Chakravorty Spivaks (f. 1942) meget berømte essay Can The Subaltern Speak? påpeger hun tilsvarende, hvordan vestlig litteratur om mennesker, der lever i ’den tredje verden’, kvæler omtalte menneskers egne stemmer og fortællinger om sig selv. Helt konkret betyder det, at vestens fortællinger om, hvad der konstitueres som ’de andre’, ofte siger mere om ’os’, end det gør om ’dem’.
Er det så nødvendigvis tilfældet i Splidsboels Drømme fra Ødemarken? Under optagelserne af filmen var han i tæt dialog med de medvirkende, og selv siger han meget, meget lidt i filmen – både verbalt og via forklarende tekster. Optagelserne taler for sig selv, og de eneste, der får taletid, er aboriginerne selv. Giver Splidsboel så ikke netop et ikke-vestligt mindretal den stemme, de sjældent har haft i vestligt produceret litteratur?
Det er jo ikke de medvirkende, der i sidste ende har klippet filmen, ligesom de ikke har taget de endelige til- og fravalg i tilrettelæggelsen af den fortælling, der til sidst skulle være deres. Derfor kunne man mene, at en sådan film, i større eller mindre grad, altid vil være instruktørens fortælling om ’dem’, og ikke deres fortælling om sig selv. Betyder det så, at filmen ikke skal laves?
Poverty porn og hvid dokumentar-turisme
Flere store filmfestivaler, såsom IDFA, Sundance og Hot Docs har i hvert fald skærpet deres fokus på problematikken. IDFA’s kunstneriske leder, Owra Nyrabia, som selv har syrisk flygtningebaggrund, mener, at filmskabere fra udviklingslande ikke føler sig respekteret af vestlige filmfestivaler. Derfor vil IDFA i fremtiden ikke nødvendigvis udelukke bestemte film, men i højere grad prioritere film, som er skabt af ikke-vestlige instruktører, skriver Politiken.
Antropolog og filmproducent Jakob Kirstein Høgel beskriver, også til Politiken, hvordan man i 80’erne og slut-90’erne nærmest ikke kunne lave klassisk antropologisk arbejde som hvid, vestlig person. Samtidigt beskriver Høgel, hvordan der i mange år har været tendens til hvid turisme indenfor dokumentarfilmverdenen. Film, hvor vestlige mennesker tager ud i verden og filmer, hvad end de finder interessant. Den slags vestligt producerede film kan i nogle tilfælde have karakter af såkaldt poverty porn.
Måske vestligt privilegerede mennesker som udgangspunkt ikke burde lave film om ikke-vestlige, mindre privilegerede mennesker. Men, som Splidsboel selv påpeger, så ville Drømme fra Ødemarken aldrig være blevet lavet. Selvom filmen ikke udelukkende er aboginernes egen, betyder det ikke nødvendigvis, at den ikke viser brudstykker af en virkelighed, som kan og skal fortælles.
Det betyder heller ikke, at der så er frit slag på dokumentarhylderne for vestlige instruktører, og at dét opgør, Høgel beskriver, er borte med blæsten. Det kræver omtanke og refleksion over egen position at fortælle andres historie. Hvem ville de portrætterede være, hvis de selv fik kameraet i hånden? /Camilla Skovgaard Thomsen