Kære læser

Lad os slå et slag for odderen

Ferskvandscenteret i Silkeborg, Aqua, spænder vidt. Her ses en odder, som er blevet Aquas vartegn.

Ugen er næsten gået, og hvad sidder vi tilbage med, andet end en følelse af manglende forløsning? FN’s klimamøde i Madrid, COP25, som skulle være sluttet fredag aften klokken 18, kan i et vist omfang betegnes som en fiasko. Masser af lande, specielt de små østater, hvor klimaforandringerne er så tilstedeværende, at man næsten kan bide i dem, sad klar til håndfæstninger og bindende aftaler, men store, imbecile lande drevet af folkevalgte egocentrikere kæmpede imod med armene over kors.

På en måde er det ærlig snak, for der er jo også den anden gruppe af klimafornægtere, som Greta Thunberg, årets person i Time Magazine, italesatte i sin tale på COP25: ”Den største fare er ikke manglende handling; den virkelig fare er, når politikere og erhvervsledere får det til at se ud, som om de handler, mens der faktisk ikke sker noget, bortset fra smart bogføring og kreativ PR.”

Hvis vi rykker videre til Storbritannien, så har briterne åbenbart deres helt egen måde at løse problemer på, når de bliver uoverstigelige: Man går ned og sætter sit kryds ved en mand, som gerne vil måles op mod Winston Churhill, men som allerhøjst med lidt god vilje er en bizar klovneudgave af ham.

Tænk, at det kan lade sig gøre at vinde et valg på, at man vil ”Get Brexit done”. Hvad vil De Konservative så bagefter? Labour er i opløsning og var det for så vidt også under valgkampen. Partiledelsen med formand Jeremy Corbyn i spidsen manglede fokus. Som en anonym ”insider” siger til en af de britiske aviser: ”Den ene dag taler vi om arbejderes rettigheder; den næste dag taler vi om pensioner; den næste dag taler vi om gratis bredbånd. Det er vælg og bland.” Den 70-årige Corbyn har lovet, at han vil tage lidt tid ud af kalenderen til ”en periode med refleksion”, men som The Guardians klummeskribent Marina Hyde skriver, så lader det ikke umiddelbart til at være politiker-lingo for at se sig selv i spejlet. ”For en mand, der ikke har skiftet mening siden 1970, lyder en periode med refleksion snarere som uundgåelig omgang politisk dadaisme”.

Og så til Lolland

Og ja, herhjemme har vi også vores at slås med – for eksempel en socialdemokratisk justitsminister (Nick Hækkerup) for hvem mere overvågning er lig med mere frihed. Men nu er det weekend, og vi orker ikke at gå ind i den rodebunke. I stedet vil vi slå ned på en god nyhed: Odderen er tilbage på Lolland! ”Det er stort, fordi det er mange årtier siden, der sidst er set oddere på Lolland,” siger seniorrådgiver Morten Elmeros fra Institut for Bioscience – Faunaøkologi på Aarhus Universitet. ”Det er en lille solstrålehistorie. Det er ikke det hele, der går tilbage.”

Odderen blev fredet i 1967, og siden har en bestand i Nordvestjylland åbenbart spredt sig stille og roligt. Odderen er udbredt i Jylland, og den findes på Fyn og i Nordvestsjælland. Når vi er lidt påpasselige med – helt inger christensensk – at skrive, at odderen ”findes”, og ikke at ”den kan ses”, er det, fordi odderen er ret god til at gå under radaren. Odderen er der, men den er et ekstremt sjældent syn.

Hver gang vi hører ordet odder, sender vi den danske mesterinstruktør Lars von Trier en tanke, for odderen er hans favoritdyr. I et interview med Rune Lykkeberg i Information i 2009 fortalte Lars von Trier, at han har været på nogle fantasirejser, hvor odderen var hans naturlige følgesvend. Fantasirejserne kunne minde om LSD-trip, sagde han, men bare uden brug af narkotiske stoffer – ”det er enormt sjovt.” Da von Trier bliver spurgt, hvordan en fantasirejse helt konkret foregår, svarer han: ”Man skal finde en hjælpeånd, som er et bestemt dyr, man skal vælge. Jeg har altid haft en stor forkærlighed for oddere, så det var let for mig. Jeg har uden at finde nogen altid ledt efter oddere ved utallige danske vandløb. Men nu kunne jeg pludselig flyve på en kæmpestor odder på de her rejser.”

Lad os slå et slag for odderen i Danmark! Vi beder til, at den finder fodfæste på Lolland. Måske vil det løse nogle af Lars von Triers problemer, hvis han en skønne dag ser en. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12