A man sleeps during the UN Climate Change Conference COP25 at the 'IFEMA - Feria de Madrid' exhibition centre, in Madrid, on December 15, 2019. - A UN climate summit in Madrid was on life support after marathon negotiations between countries left them more divided than ever over on how to fight global warming and pay for its ravages. Diplomats from rich nations, emerging giants and the world's poorest countries - - each for their own reasons - - found fault with a draft agreement put forward by host Chile in a botched attempt to strike common ground. (Photo by OSCAR DEL POZO / AFP)
44 timers tidsspilde. Nogle gange er det et godt tegn, når politiske forhandlinger fortsætter efter deadline. Det kan være et tegn på vilje til at finde et sted at mødes på halvvejen. Forhandlingerne på dette års udgave af FN’s klimamøde, COP25, der løb af stablen i Madrid i de forgangne to uger, skulle være afsluttet fredag kl. 18, men endte med at gå 44 timer over tiden. Men hvis der var en vilje, var den ikke god. Specielt store lande som Australien, Brasilien, USA, Kina, Indien og Japan kæmpede imod en forpligtende aftale, der skulle sætte handling på, hvad knap 200 lande var blevet enige om med Parisaftalen ved COP21 i 2015 – nemlig at standse den globale opvarmning, før gennemsnitstemperaturerne stiger med mere end 1,5-2 grader. Således endte COP25 som en større fiasko end FN’s klimamøde i København i 2009 under dansk ledelse, som hidtil har stået som et lavpunkt blandt det mange klimamøder.
Indhyllet i røg. Som bekendt har præsident Donald Trump allerede trukket USA ud af Parisaftalen, og Brasiliens præsident Jair Bolsonaro er en højreorienteret klimabenægter; men hvorfor de oplyste demokratier Japan og Australien kæmper imod, er mærkværdigt. Mens klimaforhandlingerne har stået på i Madrid, er mere end 1,6 millioner hektar land blevet ødelagt af naturbrande i den australske delstat New South Wales, og hovedstaden Sydney har været indhyllet i røg. I en bedre verden havde det været et wakeup-call. Siden Parisaftalen blev indgået, er udledningen af CO2 fortsat med at stige, og som The Economist anfører (betalingsmur), viser den seneste vurdering af den globale CO2-udledning, at hvis det fortsætter på samme niveau, vil temperaturerne stige med 1,5 grader inden for de næste 10 år. Det er noget, langt de fleste lande efterhånden kan forstå. Derfor mødte flere forskellige koalitioner velforberedt op i Madrid bevæbnet til tænderne med forslag til initiativer. EU-landene kom fx med deres såkaldte Grønne Pagt, der skal gøre Europa til ”verdens første klimaneutrale kontinent” senest i 2050. En anden gruppe bestående af 31 lande – Den Ukonventionelle Gruppe med Costa Rica i spidsen og bl.a. Danmark og de fleste EU-lande iblandt sig – har siden det såkaldte Pre-COP25-møde i Costa Rica i oktober arbejdet på et sæt ambitiøse principper (San Jose Principles for High Ambition and Integrity in International Carbon Markets) for et ”robust CO-2-marked”.
Åh, de gamle kreditter. Og netop CO2-markedet blev vel den største hurdle på klimamødet i Madrid. Ideen med et CO2-marked, som er løseligt omtalt som ”CO2-kreditter” i Kyoto-protokollen fra COP3 i 1997 og udgør Artikel 6 i Parisaftalen fra 2015, er, at rige lande får mulighed for at betale fattigere lande for projekter, der kan reducere deres egen udledning. Forhandlingerne i Madrid skulle stå om reguleringen af et sådant CO2-marked, men det er et ekstremt komplekst regnestykke. Den Ukonventionelle Gruppe ønskede blandt andet med sit udspil at forbyde brug af gamle CO2-kvoter fra før Parisaftalen. Og da særligt Kina, Indien og Brasilien stadig ligger inde med mange af de gamle CO2-kreditter, sloges de for at få dem med ind i det nye system. Det hele faldt på gulvet. Nu håber man, at det går bedre ved COP26 i Glasgow om et år. Suk. /Oliver Stilling