/dkpol: Er der et alternativ?

Generøsitet. Uffe Elbæk efterlader sig et langt mindre tomrum, nu hvor han stopper som leder af Alternativet, end han i sin tid udfyldte, da han stiftede partiet. Hans projekt har gjort en varig forskel, og hvis Alternativet skulle ende med at dø på grund af hans afgang, vil andre være nødt til at genopfinde partiet. For det var bestemt på høje tid, at også Danmark fik et grønt parti, da den tidligere kaospilot i 2013 etablerede Alternativet. Mens Die Grünen i Tyskland og Miljöpartiet i Sverige havde fejret triumfer i årevis, stod Danmark stadig tilbage som en sort plet på landkortet, indtil Uffe Elbæk brød ud af Radikale Venstre og stiftede Alternativet. Jo, jo, dengang fandtes også SF og Enhedslisten med grønne paroler, men det var Alternativet, som satte strøm, grøn strøm, til klimadebatten i Danmark. Og tankevækkende nok ikke kun ved at snakke, men også ved at foreslå et originalt parlamentarisk nybrud, nemlig de såkaldte borgerforslag. Når Danmark netop har fået en klimalov med en målsætning om 70 pct. reduktion i 2030, skyldes det således ikke kun Uffe Elbæks tale, men snarere hans handling: Det populære borgerforslag om en klimalov, der i foråret lagde det altafgørende folkelige pres på de andre partier, ville aldrig være blevet til noget uden Alternativet, og som politisk forandringskraft har partiet spillet en lige så afgørende rolle som Dansk Folkeparti, blot i den stik modsatte retning og tre gange så hurtigt. Derfor vil der være alternativer til Uffe Elbæk.

Ydmyghed. Spærregrænsen truer for Alternativet. I en tid hvor klimadebatten trumfer udlændingedebatten, er det et eklatant nederlag for Uffe Elbæk & co., at andre partier og politikere er løbet med både magten og æren. Nederlaget er tilmed selvforskyldt. Da Uffe Elbæk i første omgang lavede en ‘Marianne Jelved’ og erklærede sig som statsminister-kandidat inden forsommerens folketingsvalg begik han sin første kapitalbrøler. I et anfald af hybris troede alternativsterne, at de var hævet over hverdagens realpolitik, og de gamblede på, at deres mandater ville blive afgørende. Men hovmodet stod for fald, for det skulle blive værre end selve valgresultatet med blot 104.148 stemmer. Da Uffe Elbæk valgte at stå fast på sin dumstolte position på selve valgnatten, blev Alternativet straks skubbet helt ud af kredsen af rød-grønne partier omkring forståelsespapiret: Ved at fastholde Uffe Elbæk som statsminister-alternativ, efter vælgerne havde forkastet fantasien, skrev Alternativet sig ud af realpolitisk indflydelse på den nye S-regering: Partiet blev afsløret som en flok parlamentariske amatører, der ikke evnede at veksle mandater til magt. Her et halvt år senere er Alternativet om muligt blevet endnu mere overflødigt. Når selv Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt kan skrive under på klimaloven, er det mere end vanskeligt at se Alternativets aftryk, skønt partiet var det eneste parti, som krævede 70 pct.-reduktion for blot et år siden. Men Alternativet er forsvundet fra både rampelyset og magtens korridorer, og uanset hvem, der nu vil blive valgt som ny partileder, står Alternativet til at ryge ud af Folketinget ved næste valg. Derfor vil der næppe komme nye markante alternativer til Uffe Elbæk.

Gennemsigtighed. Alternativet er ofte blevet anklaget for at være en personkult med Uffe Elbæk som en slags ny Amdi Petersen-figur. Men det er en sandhed med væsentlige modifikationer, for Alternativet har vitterligt udviklet en partikultur, som adskiller sig distinkt fra alt andet inde på Borgen. Alternativet har hele tiden været mindre kedeligt – og langt mere livligt end de andre partier, som i vid udstrækning domineres af forvoksede ungdomspolitikere. Som kulørt kontrast var Alternativet en fest fra begyndelsen. Problemet – viste det sig – var blot, at festkulturen hurtigt tog over og i mange perioder trængte det politiske arbejde helt i baggrunden. Tilbage i november 2017 blev Alternativet ramt af beskyldninger om seksuelle krænkelser, og samtidig kom det frem, at pressechefen havde udsendt en opfordring til at sende dick pics: ”Selvgjort er velgjort. Jeg vil derfor bede alle, der har lyst, om at tilsende et billede af jeres pik i slap tilstand, så vi kan få dem sat op til en lille, fiffig collage”. Dernæst kom det frem, at Alternativets valgfest i København i forbindelse med kommunalvalget skulle holdes i en sexklub med ’dark rooms’ og en såkaldt ’fuckswing’-gynge. Eskapaderne blev et vendepunkt for Alternativet, for i den efterfølgende periode valgte en stribe af de mest kompetente folketingsmedlemmer af forlade partiet, bl.a. Josephine Fock, Carolina Magdalene Maier og René Gade. De mulige arvtagere har for længst forladt partiet. Derfor er alternativerne til Uffe Elbæk allerede over alle bjerge. /Lars Trier Mogensen