Nytåret nærmer sig og med det et helt nyt årti. På Føljeton er vi allerede nostalgiske omkring 2010’erne, og vi har derfor bedt vores skribenter komme med nogle anbefalinger inden for de kulturelle 10’er-strømninger, de har været mest optaget af. Anbefalingerne udkommer i dagene mellem jul og nytår – når vi altså ikke lige kommer helligdagen i hu. I dag: Gyserfilm.
Årtusindeskiftet slog gyserfilmen ihjel. Der var ikke, fordi der manglede udgivelser inden for genren i 00’erne, men ulykkeligvis havde de fleste af årtiets gyserfilm det til fælles, at det mest uhyggelige ved dem var deres eklatante niveau. Det var en tid, hvor gyserfilmen blev reduceret til at have samme kunstneriske kvalitet som pornofilm. Deres eneste ambition var at tvinge en billig skrækudløsning ud af seeren, der dernæst kunne skamme sig over at have set sådan noget klamt stads blot for at få sine dyriske instinkter tilfredsstillet.
Men hvis 00’erne indikerede horrorfilmens død, så har 10’erne været dens renæssance. Nerven fra klassikere som Rosemary’s Baby (1968) og Eksorcisten (1973) er kommet tilbage, og ud af ingenting fik vi en relancering af genren art house horror, hvor instruktørerne faktisk tager deres medie alvorligt og forsøger at skabe kunst ud af gyset. Her er vores favorit artsy-fartsy-gysere fra 10’erne.
1) Midsommar (2019) & Hereditary (2018)
Den kritiske læser vil måske påpege, at det er snyd at indlede listen med hele to film. Når vi gør det alligevel, skyldes det, at både Midsommar og Hereditary er skrevet og instrueret af instruktøren Ari Aster, der med disse to film om nogen er blevet kulminationen på 10’ernes fusionering af art house og gys.
Midsommar handler om den sorgramte Dani Ardor. Efter hendes psykisk syge søster har slået sig selv og forældrene ihjel, rejser hun med sin kæreste og hans venner til Sverige, hvor udvekslingsvennen Pelle vil vise gruppen, hvordan hans slægt fejrer traditionel Midsommar i Sverige. Men der er intet traditionelt over den fejring, lad os sige det sådan.
Hereditarys udgangspunkt er ligeledes sorgen. Her følger vi Annie Graham, der lever af at lave miniaturefigurer. Hun bor i Utah med sin mand, sin teenagesøn og sin 13-årige excentriske datter Charlie. Filmens anslag er Annies mors begravelse, og snart rammes familien af flere tragedier. Men lever de døde videre i familiens hus?
Den måske største bedrift, Ari Aster har begået med sine to film, er at lave gysere, hvor følelserne synes virkelige. Familietragedierne bliver ikke bare en billig præmis for en række billige ‘jump scares’. Det er nærmere, som om horrorfilmen bliver et instrument til at undersøge, hvad sorg er. På billedsiden er de to film uovertruffent smukke. Især Midsommar leverer fantastiske stilbilleder, hvor de strålende farver står i kontrast til de mørke temaer. De giver én ondt i maven i dagevis efter.
2) The Witch (2015)
The Witch leverer en forfriskende nytænkning af den klassiske gyser-setting. Her befinder vi os ikke i nutiden, som det så ofte er tilfældet, men følger i stedet en nybyggerfamilie i New England omkring 1930. Den lille familie er blevet udstødt fra nybyggerfællesskabet og må klare sig på egen hånd. Men uden for bosættelserne, ved foden til skoven, lurer det onde og overnaturlige. Filmen bærer undertitlen ”A New-England Folktale”, og den formår at føles som et folkeeventyr (med dertilhørende klicheer), der har skræmt generationer frem til i dag.
The Witch excellerer i det, der kendetegner generationens art house-gysere. Den får dig ikke til at flyve ud af stolen, og det går langsomt. Rigtig langsomt. Til gengæld gør den dig utilpas. Først lidt, så meget og pludselig har du den under huden i flere dage. Filmens fantastiske lydbillede og jordslåede farver har en stor del af den ære. Hovedpersonerne frygter, at det er selve det onde, der er efter dem. Djævlen selv. Og utroligt nok finder du pludselig, at du også selv hopper med på 1600-tallets overtroiske hysteri.
3) Get Out (2017)
Get Out er instrueret af Jordan Peele, der egentlig er mest kendt for at være en sjov mand. Kan en komiker lave gyserfilm? Både og. For nok er Get Out en gyserfilm fuld af horrorelementer, men under hele herligheden ligger en tydelig satirisk tone.
Filmen handler om den afroamerikanske fotograf Chris, der tager til et af USA’s rige hvide kvarterer for at møde sin hvide kærestes familie. Det gør ham en smule ængstelig. ”Ved de godt, jeg er sort,” spørger han kæresten, der beroliger ham med, at faderen stemte på Obama. Men måske er der alligevel grund til at være nervøs.
Det er på alle måder tydeligt, at Get Out tager sig selv mindre seriøst end de andre film på denne liste. Dens billedside er mindre prætentiøs, dens karakterer er skørere, og dens temaer bliver behandlet sjovere. Til gengæld er filmens underliggende problematik seriøs nok. Jordan Peele leverer med en gyser en klar politisk kommentar til racedebatten i USA, og det er befriende at se, at en gyserfilm også kan fungere som en politisk kommentar.
4) The Ritual (2017)
The Ritual er måske den mest klassiske gyser på denne liste. Den har i hvert fald den mest klassiske præmis. En gruppe amerikanske venner fra universitetet tager på vandreferie i de norske fjelde. Men i skovene møder de noget, de ikke selv kan forklare.
Umiddelbart skriger alt ved The Ritual, at den tilhører 00’ernes dovne gysertilgang. Præmissen er slap, og det ligner endnu en film, der prøver at kopiere ”væk i skoven”-grebet, som fantastiske Blair With Project (1999) havde så meget held med. Ydermere er The Ritual lavet af Netflix og har aldrig haft biografpremiere. ”Direkte til video”-gysere har altid været de værste.
Men The Ritual tager fusen på en og kravler lige så stille ind under huden. Vi endte med febrilsk at spole tilbage i filmen for at se, om du faktisk så noget i træernes skygge, og når en film rammer den slags paranoia blot med stemningen, så har den fat i noget rigtigt. /Andreas T. Kønig