20'rne bliver protesternes årti

For tre et halvt år siden fik jeg uden egen fortjeneste status af profet. Det skyldes min kone, som er britisk. Da englænderne i 2016 stemte sig ud af EU, forudsagde hun, at Donald Trump ville vinde valget i USA. Jeg indså med det samme, at hun ville få ret, og overtog straks hendes udlægning. Når jeg fremførte synspunktet i samtaler med venner og bekendte, blev jeg betragtet som en sær, pessimistisk afviger uden grundlæggende forståelse for den fornuft, der styrer verdenshistorien.

Om morgenen d. 9. november 2016 blev jeg fra at være outsider ophøjet til profet. Den status vil jeg gerne have igen, så nu forudsiger jeg, at Donald Trump om mindre end et år bliver genvalgt som præsident for USA.

Lad os et øjeblik opholde os ved Storbritanniens nyvalgte premierminister Boris Johnson. Efter folkeafstemningen om brexit i juni 2016 tonede han frem på skærmen og frasagde sig med panik i øjnene posten som premierminister. Det havde aldrig været meningen, at han skulle vinde slaget om Storbritannien. Han var bare gået ind for brexit for at drille daværende premierminister David Cameron, som gik ind for remain. Det hele var en drengestreg mellem to gamle Eton-drenge, der fra overklassekostskolens sovesale var vant til at røvrende hinanden.

I dag sidder Boris Johnson på den post, han engang frygtede. Om nogen er han inkompetent til at lede et land, og det viste sig at være hans bedste kort, da hans panik afløstes af snedighed. Befolkningen blev efter tre års endeløse tovtrækkeri under den konstant ubeslutsomme Theresa May grebet af lede ved politik, og det var denne lede, Johnson forstod at udnytte. Det handlede om at få tingene gjort, lige meget hvilke ting, og den britiske befolkning har i Johnsons uforudsigelige skikkelse i realiteten frasagt sig enhver indflydelse på sin egen fremtid og i stedet givet en skruppelløs overklasse carte blanche til at forvandle det tidligere imperium til skattely og hvidvaskningscentral med samme lavstatus som Caymanøerne.

Se på mit sjove hår, mens jeg tømmer jeres lommer, lyder Johnsons opskrift på afviklingen af det britiske demokrati. Johnson kom til magten i et splittet land, og han vil regere ved at tage splittelsen til nye ekstremer. Den hastigt voksende britiske underklasse vil få samme levestandard som jordløse bønder syd for Sahara, mens en overklasse, hvis eneste fædreland er deres egne hemmelige bankkonti, vil le hele vejen til helvede.

Trump tager alle stik hjem

Og så er der Donald Trump. Nu er beslutningen truffet. Han skal stilles for en rigsret. Han gik for langt i sit forsøg på at bestikke Ukraines præsident Volodomyr Zelenskij. Lovbryderen skal straffes og fratages præsidentposten. Der er bare et problem. Det er Senatets republikanske flertal, der skal dømme ham, og til forskel fra en domstol er senatorerne hverken forpligtet på sandheden eller loven. Et gennemkorrupt parti vil udnytte sit flertal og frikende Trump. I USA er det blevet en vindersag at bryde loven. Det er derimod en tabersag at kræve den overholdt. I et anstændigt samfund ville Trump være en færdig mand. I USA tager han alle stik hjem.

Men vil det amerikanske folk så ikke straffe præsidenten ved næste valg? Straffe ham med hvad? For at vælte en præsident skal der jo være en modkandidat. Hvem kender du af de godt 20 kandidater, der i det demokratiske parti konkurrerer om opstillingen? Enten har de navne, du ikke kan udtale. Eller også er de profilløse. Eller også er de for gamle. Eller også minder de, uanset køn, for meget om Hillary Clinton, der allerede én gang har bevist, at i tider som disse har en søvndyssende mainstreamfigur ingen chancer.

Joe Biden tror, at tiden kan skrues tilbage til de glade dage før Trump, og at republikanerne igen kan tales til fornuft. Det kan de ikke. USA er uigenkaldeligt trådt ind i en ny tidsalder, hvor det ikke gælder om at samarbejde, men om at miskreditere modstanderen. Donald Trump dikterer dagsordenen hver dag og hele tiden. Det gør han også i de medier, der er kritiske over for ham. Hver anden artikel har ordet Trump i overskriften. Det er afmagtens besættelse af overmagten; opposition reduceret til fodnotestørrelse.

AOC to the rescue

Kritiske indvendinger udgør ikke et alternativ, når det kommer til valg af præsident. Der skal et helt andet pågående, løfterigt, mobiliserende verdensbillede til. Det har Alexandria Ocasio-Cortez, den 30 år gamle tidligere taco-servitrice, der kun har siddet i Kongressen i et lidt over et år. Hendes New Green Deal, hendes forståelse for konsekvenserne af den globale opvarmning, hendes kamp mod den voksende sociale ulighed, hendes kompromisløshed parret med varme og nærvær – her er kandidaten, der ville have kunnet få amerikanske vælgere til at ignorere Donald Trumps demagogiske distraktioner og atter tro på, at verden står til at redde. Men AOC, som hendes unge fans kalder hende, har aldrig haft en chance i et parti, der handlingslammet frygter fornyelsen, så hun end ikke deltager i kampen om en nominering.

I 2010 havde Time Magazine en anonym demonstrant på forsiden som årets personlighed. I år har magasinet Greta Thunberg. Protesterne vil ikke gå væk. Det vil misbruget af magten heller ikke. I Nordafrika, Mellemøsten og Hongkong demonstrerer unge mod autoritære regimer. I Vesten demonstrerer unge imod en uansvarlig produktionsform, der om kort tid vil have undermineret vores livsgrundlag på kloden. Få dage før det nye årti oprinder, ved vi allerede, hvad dets altdominerende udfordring vil blive: Hvem vil forsvare den truede dyreart, der kalder sig mennesket?

Årtiet begynder med katastrofen. Donald Trump bliver genvalgt som præsident for USA. Men 20’rne bliver ikke hans. Det bliver protesternes. Kald mig bare en profet. /Carsten Jensen