Schrödingers Notre Dame

Så blev det jul igen, og lad os så ellers få slukket for Mariah Carey indtil næste påske og komme i gang; vi har nok, vi skal nå. Årtiet går på hæld, og vi har kun ganske få dage tilbage til at forberede os til et nyt.

Religionsfænomenologisk betragtet kunne vi jo sige, at vi pt. befinder os i det, som den franske etnolog Arnold van Gennep i 1909 valgte at kalde liminalfasen: Det helt kritiske øjeblik i ethvert overgangsritual, hvor det udskilte objekt (det kunne eksempelvis være en konfirmand) befinder sig mellem sin både fortidige og kommende status; i en art tomrum, hvor alt er muligt, udsat og flydende. Man kan jo med fordel tænke på fysikeren Erwin Schrödingers gamle tankeeksperiment om katten i kassen: Før vi åbner for den, ved vi ikke, om katten er død eller levende. Vi må gennemføre overgangen, træde over tærsklen, for at vide, hvad udfaldet vil blive.

Det er den bedste og værste tid. For tænk sig, i disse mærkelige dage mellem jul og nytår, der på én og samme tid føles som en brat opvågnen og en feberdrøm, kan vi rent faktisk tillade os at have håb for fremtiden. Vi kan håbe på, at hele Brexit-virakken på en eller anden måde ender lykkeligt, at Donald Trump snart bliver kylet ud af Det Hvide Hus, og at forskerne på mirakuløs vis finder en kur mod klimaforandringerne. Vi kan håbe på, at det hele nok skal blive bedre de næste ti år, for vi har endnu ikke gennemlevet dem.

Imens viser hverdagen dog sit grimme ansigt, for vi har knap nok fortæret juleanden (eller var det flæskesteg?), førend mange af os bliver kastet tilbage på arbejde, og verden genoptager sin rasende gang. Som om intet var hændt, som om vi ikke står midt i en overgang.

Svindel og smålighed har julefreden eksempelvis ikke fortrængt. Se bare på PostNord, hvor en chef er blevet taget i at indløse pant til en værdi af 30.000 kr. til sig selv, selvom pengene skulle være gået til et velgørende formål. Klimaet bliver heller ikke skånet i julen, snarere tværtimod, for det er nærmest den mest forurenende og overforbrugende tid på året. Når op mod 100 danskere hver jul bliver indlagt for at have spist for meget and og sovs ved man ligesom, at den er gal.

Det var heller ikke miraklernes tid i Frankrig, for her fortsatte strejkerne over en varslet pensionsreform ufortrødent – omend ballerinaer fra operaen i Paris lykkedes med at sprede lidt julemagi, da de kvit og frit opførte 20 minutter af Svanesøen på gaden i solidaritet med de strejkende. Og nok er julen lummer, men prøv lige at fortælle det i Japan, hvor fødselsraten er på sit laveste siden 1874.

Måske har japanerne mistet deres sexlyst ved tanken om Donald Trump, og det forstår vi sådan set godt. I anledning af julen begav præsidenten sig ud i en lang, uforståelig strøm af varm luft om farerne ved vindenergi, alt imens han blærede sig med at have medvirket i Alene Hjemme 2. Ganske vist er Alene Hjemme 2 også en hyggelig julefilm, men hvis man er leder af verdens mest magtfulde nation bør en kort cameo i en familiefilm fra 1992 altså stå langt, langt nede på listen over væsentlige bedrifter. Og ja, hvis du er typen, der får fnat bare af at læse Trumps navn, er der altså også dårlige nyheder, i hvert fald hvis du bor i hovedstadsområdet, for her kan apotekerne melde om udsolgt af fnatcreme indtil 30. december.

Ingen nyhed rammer dog den liminale følelse helt så godt som den seneste melding om Notre Dame i Paris, der for første gang i mere end 200 år ikke kunne afvikle sin traditionsrige julemidnatsmesse. Ifølge kirkens ærkepræst Patrick Chauvet er der simpelthen 50 pct. risiko for, at Notre Dame ikke står til at redde efter den katastrofale brand tilbage i april.

Sikke et perfekt billede til at indramme tiden, vi står i. Ja, vi kunne jo kalde det Schrödingers Notre Dame: Lige nu er det sådan lidt 50/50, om det hele vil ramle sammen om ørene på os i det nye årti. Men vi må jo springe ud i det, gennemføre overgangsritualet og se, hvor det hele så rent faktisk lander. /David Dragsted