Vogteren af de vanrøgtede børn

Den gode analyse: Mette Frederiksen har med succes formået at iscenesætte sig selv som en mere majestætisk skikkelse end Lars Løkke Rasmussen. På den ene side har hun effektivt strammet grebet om magten, og på den anden side har hun taktisk undladt at fremføre alt for kontroversielle tiltag. Nytårstalen blev endnu et skridt i samme retning. Onsdagens statsministerielle nytårstale mindede om den type af næsten neutrale taler, som de selv samme embedsmænd i Statsministeriet kunne havde skrevet dagen forinden til Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid, aka Dronning Margrethe II. Hendes Majestæt lægges nemlig ordene i munden af Statsministeriet, og i år var aftapningen stort set den samme: Med nytårstalen forsøgte Frederiksen at indtage rollen som en bredtfavnende ’landsmoder’, der først og fremmest værner om Danmarks mest sårbare børn. I forlængelse af sin egen og tiltrængte undskyldning til de forsømte Godhavsdrenge, som indledte hendes tid som statsminister, har Mette Frederiksen gjort vilkårene for anbragte børn til en folkesag; et moralsk spørgsmål: ”Jeg vil altid stå på børnenes side. Jeg håber, at I – der ser med – vil træffe det valg sammen med mig. Det kommer med en pris. Det gør enhver svær beslutning,” sagde Frederiksen og forsøgte dermed at træde ind i 2020 som den ‘børnenes statsminister’, hun i valgkampen lovede at ville være. I bedste fald kan nogle af de alt for mange forsømte børn, som i dag lever som kastebolde mellem uansvarlige voksne, se frem til en lidt mere tryg hverdag.

Den onde analyse: Alt i dansk politik handler før eller siden om udlændinge. Hidtil har udlændingepolitikken dog kredset mest om borgerlige mærkesager såsom bekæmpelsen af kriminalitet og arbejdsløshed, mens Socialdemokratiet og dele af venstrefløjen kun nølende har ladet sig trække baglæns i samme retning. Med årets nytårstale formår statsminister Mette Frederiksen imidlertid at præsentere en ny og mere farveægte socialdemokratisk form for strammere udlændingepolitik. I nytårstalen opfordrede hun til at at lægge berøringsangsten væk: ”Også over for andre kulturer. Nogle forældre kommer fra lande, hvor vold mod børn er tilladt. Det er det ikke i Danmark. I Danmark er det forbudt at slå sine børn. Og piger skal have samme frihed som drenge,” lød Frederiksens formaning. Ordene er ikke til at tage fejl af. Den hårdere kurs over for forældre til anbragte børn vil reelt få karakter af en udvidelse af den såkaldte ghettopakke, eftersom størstedelen af de flere børn, som fremover skal tvangsfjernes og bortadopteres, vil komme fra indvandrer- og flygtningefamilier. Hun har netop åbnet en ny socialpolitisk kulturkamp, hvor Socialdemokratiet for første gang er i offensiven. Bemærkelsesværdigt nok turde Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen heller ikke kritisere statsministeren, men roste hende i stedet for ”en flot tale”. Han ved udmærket godt, at Frederiksen har åbnet et nyt kapitel i udlændingedebatten. De små vanrøgtede børn er blot brikker i et større spil.

Den grusomme analyse: I disse år krakelerer glansbilledet af Danmark som et velorganiseret samfund. Først kom sammenbruddet i Skat, og senere har korrumperet svindel i bl.a. Socialstyrelsen og Forsvarets Ejendomsstyrelse skandaliseret den offentlige sektor. Desværre er forvaltningen af anbragte børn ingen undtagelse. Tværtimod var 2019 præget af nye afsløringer af lemfældighed, inkompetence og systematiske fejl i håndteringen af noget så ømfindtligt som tvangsfjernelser af børn. I Frederiksberg Kommune måtte samtlige børnesager tages op til ny vurdering, da det blev afsløret, at sagsbehandlingen i kommunens familieafdeling har sejlet. Samme mønster i Guldborgsund Kommune, hvor en ulykkelig sag om en 12-årig dreng satte fokus på, at tvangsfjernelser i næsten hvert andet tilfælde sker på et fejlagtigt grundlag. Det system, som statsminister Mette Frederiksen nu vil skrue voldsomt op for, er altså reelt brudt sammen, og tænketanken Justitia har for længst advaret om, at både børn og voksne risikerer at blive efterladt uden basale retsgarantier. I de senere år er antallet af anbringelser uden samtykke samtidig eksploderet. Aldrig er så mange børn blevet fjernet fra deres forældre imod forældrenes vilje, og forskere advarer om, at børnene langt fra altid ender med at få en bedre trivsel. Frederiksen kan – ufrivilligt – have eksponeret, at det socialpolitiske system også i sig selv er blevet vanrøgtet gennem mange år. /Lars Trier Mogensen