Medmindre man først og fremmest er interesseret i de tekniske specifikationer omkring amerikanernes spektakulære dronemord på den brutale iranske general Qassem Soleimani, var det temmelig forstemmende at orientere sig i internationale medier fredag. Det var virkelig alarmisternes stund. Forhandlere af ‘Enden er nær’-skilte må have haft kronede dage.
Der er masser af besindige og forstandige militær- og mellemøstanalytikere derude, som stille og roligt minder om, at siger man først A i det her geopolitiske game, som USA’s præsident Donald Trump og de neokonservative tosser, han omgiver sig med, næppe forstår, så fører det som regel til, at man også må sige B. En form for eskalering ligger altså i kortene.
Men når regulær krig mellem Iran og USA eller ligefrem verdenskrig overhovedet er oppe at vende som et seriøst emne, er det, fordi det ligger i nyhedsmediernes DNA at tage en konflikt og forsimple den og køre den, ja, nærmest helt ud i hampen, mens pulsen er oppe i det røde felt.
Som Rasha Al Aqeedi, der er ansvarshavende chefredaktør på det irakiske medie Irfaa Sawtak og politisk analytiker hos Foreign Policy Research Institute, skriver på Twitter: ”Lad os være ærlige. Intet ‘hot take’ giver mening på nuværende tidspunkt. Ingen af os, der arbejder tæt med Irak har nogensinde forudset et scenario uden ham (Soleimani, red.).”
Mårhundedebatten
Men vi kan jo prøve at sidestille diskussionen med noget, vi kender til herhjemme: Den verserende mårhundedebat. Okay, du er undskyldt, hvis mårhunden er gået under din radar, men for en del folk rundt om i Danmark fylder den alt. Det kan man forvisse sig om ved at besøge Facebook-gruppen ‘Mårhunde regulering Ringkøbing Skjern kommune‘, hvor jægere deler billeder af mårhunde, som de har skudt. ”Han 9 kg og Tæve 8,7 kg skudt i Vest Stadil Fjord midt dyb,” står der så. Eller: ”Tæve 8,5 kg skudt i nat ved Borris.”
Enkelte medlemmer vælger at spæde op med dramatiske beskrivelser: ”Dagens jagt endte med et mårhundepar. De sad i en kunstgrav, og efter kort tid smutter tæven. Jeg skyder forbi, og hun drøner i skoven. Makkeren prøver at følge trop, men skoven er for tæt. Efter noget tid går jeg efter skovlen, da erfaringer siger, at nummer to er svær at få ud. Der går et skud, inden jeg når tilbage, og makkeren har skudt hannen. Fedt, så fik vi da en af dem. Vi følger op på tæven og tjekker en nærliggende grav. Med det samme kan vi høre, det er en mårhund, og efter nogle minutter kommer den ud med hunden i røven. Vi løber efter og får fat i damen. Hun bliver aflivet, og graven tjekkes efter. Intet. Vi er ret sikre på, at vi fik den tæve, der smuttede for mig, men man ved aldrig.”
Mandag slog Dansk Ornitologisk Forening så alarm: ”Mårhunden truer i den grad fuglelivet i vores fuglebeskyttelsesområder, udtalte formand Egon Østergaard til TV SYD. Han havde noteret sig, at særligt vådområder som Vadehavet og De Vestjyske Fjorde lider under mårhundenes hærgen, og han slog til lyd for, at Naturstyrelsen opretter et korps af professionelle mårhundejægere, så man for alvor kan få bugt med dyret.
Og nytårsaftensdag kunne folk i miljøet så konstatere, at et danmarksmesterskab i nedlæggelse af mårhunde var en realitet. Der er præmier for 40.000 kroner, blandt andet 1 stk. Sonic lyddæmper. ”Målet med dysten er at få gjort så stor en indsats mod mårhunden og vaskebjørnen som overhovedet muligt og vise, at vi jægere har viljen til at løse opgaven, uden at det behøver at drukne i den politiske syltekrukke,” forklarede en af initiativtagerne, en Andy Nielsen, på Facebook.
Den politiske syltekrukke? En trussel mod fuglelivet? Slå nu koldt vand i blodet. Torsdag aften kort før normale menneskers sengetid følte biologiprofessor på Aarhus Universitet Jens Christian Svenning, at det var på tide, at sagkundskaben blandede sig. ”Nu kører mårhundedebatten igen”, skrev han i et Facebook-opslag, ”det kunne være dejligt, hvis den blev mere faktabaseret og rationel”.
Herefter mindede Svenning om, at mårhunden har været ”vidt udbredt” i Østeuropa i adskillige årtier – blandt andet i Białowieska Nationalpark siden 1950’erne – ”og det uden at forårsage nogen tydelig negativ effekt”. Han henviste til forskningen i forhold til mårhundens ”økologiske effekter” i Europa, som viser, at de (effekterne) er små og lokale. Og hvad angår mårhundens fødevalg i Danmark, så understøtter et dansk studie af det ”heller ingen katastrofescenarier”.
Jens-Christian Svenning konkluderer, at ”arten sandsynligvis langt overvejende blot er endnu et mellemstort rovdyr i den danske natur, uden drastiske effekter”. Nogen burde dele opslaget inde på ‘Mårhunde regulering Ringkøbing Skjern kommune’, men man taler jo nok for døve øren. Den fra tv landskendte naturvejleder Morten DD Hansen udtrykker sig måske lidt mere folkeligt, når han siger: ”Nu gider vi ikke høre mere bekæmpelseshysteri om denne i øvrigt særdeles nydelige art.”
Hvad angår forholdet mellem Iran og USA, så må vi lige holde vejret og se, hvad der sker, inden vi maler fanden på væggen. /Oliver Stilling