(ARKIV) Isbjerge smelter i fjorden nær Nuuk i Grønland, søndag den 18. august 2019.Verden skal mindst femdoble klimaindsatsen frem mod 2030, hvis Jordens hedetur skal holdes under 1, 5 grader. "CO2-kløften" mellem løfter og handling vokser. Det skriver Ritzau, tirsdag den 26. november 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
I 1953 tog den cubanske revolution sin spæde begyndelse, da den unge revolutionær Fidel Castro og en gruppe oprørere under et karneval angreb landets næststørste kaserne, Moncada. Angrebet var mindre succesfuldt. En del af oprørerne nåede aldrig frem til kasernen, fordi de for vild i karnevalets mylder, og de revolutionære der gjorde blev i vid udstrækning enten dræbt eller taget til fange.
Castro slap som bekendt med livet i behold, og som jurist valgte han at føre sin egen retssag, hvor han afsluttede med sin i dag ganske berømte forsvarstale ”historien vil frikende mig.”
Nok var Castros revolution succesfuld, og han overtog magten i Cuba i 1959. Men frikendte historien Castro, som han sagde den ville? Næppe. En lille håndfuld kommunister vil måske stadig mene, at Castro er en folkehelt, men langt flere betragter Castro som en gemen diktator med alt for meget blod på hænderne. Historien har ikke frikendt Castro, den har nærmere kendt ham skyldig.
Skal nutidens politikere lære noget af Castro, så er det, at historien er en nådesløs dommer. Det er ikke nok at frikende sig selv med taler og symbolpolitik i samtiden. Heller ikke selvom det giver umiddelbar popularitet i befolkningen.
En hård dom
Der synes at være en del politikere i disse år, der mener, at historien vil frikende dem. Vi håber, de får ret, men vi har vores bange anelser.
Tag nu bare klimapolitikken. Det er, heldigvis, som om flere og flere politikere i den vestlige sfære har forstået, at indsatsen for planetens ve og vel bliver et afgørende anklagepunkt i historiens retssag. Derfor er politikerne begyndt på forsvarstalerne. I Danmark har et bredt flertal i Folketinget fx vedtaget en klimalov, der skal reducere udslippet af drivhusgasser med 70 pct. i 2030.
Det kan man kun bifalde. Det store spørgsmål er nu, om de mange nye klimatiltag vil frikende politikerne ikke bare i deres samtid men også i historiens store perspektiv.
Der er grund til at være skeptisk. I 2019 samlede der sig et flertal bag et forslag, der skulle gøre Christiansborg CO2-neutralt i år. Folketingets præsidium fik til opgave at finde ud af, hvordan man kan neutralisere udledningen af drivhusgasser, og den opgave er de stadig i gang med. Derfor bliver det ikke i år, at Christiansborg bliver CO2-neutralt. I stedet hedder det nye mål, at man skal have reduceret 70 pct. af udledningen.
Det er oplagt at frygte, at Danmark i 2030 ikke har nået sit reduktionsmål på 70 pct., og at en lignende udsættelse derfor kommer på tale. Undskyldninger vil der være nok af. ”Vi havde ikke teknologien,” ”det blev for dyrt,” ”vi må tænke på væksten.” Alle er de legitime undskyldninger. Men det skulle man have tænkt på, dengang man lovede det.
På den anden side kan netop frygten for at ende i historiens nådesløse højesteret være den bedste drivkraft for, at disse ting faktisk bliver til noget. For politikerne er allerede nu begyndt at kunne se, hvordan folkestemningen dømmer dem, der ikke tog udfordringerne alvorligt.
I Australien, der har været ramt af voldsomme naturbrande siden oktober, er premierminister Scott Morrison kommet i alvorlig krydsild – blandt andet for at negligere klimaforandringernes betydning i forbindelse med brandene. Det kan ende med at koste ham posten som premierminister, og det kan ende med at sværte hans navn til i historiebøgerne i århundreder fremover. /Andreas T. Kønig