Den ekstra ting, som ingen havde bedt om

Nu gik det ellers lige så godt. Situationen i Iran og Irak så ud til at være ‘de-eskaleret’, og den alarmistiske snak om en mulig Tredje Verdenskrig var så småt gået i sig selv. Men så begyndte breaking-bjælkerne pludselig at bimle og bamle på ny, da det torsdag aften kom frem, at det ukrainske Boeing-fly, der styrtede ned over Teheran onsdag, tilsyneladende blev skudt ned af iranske missiler. Krisen var overstået, og så kommer Canada som en anden Steve Jobs og siger ”one more thing” – men hvor den ekstra overraskelse altså ikke var en ny iPhone, men en uoverkommelig bunke af bekymringer over verdens ustabile tilstand.

I det mindste synes den første række udmeldinger fra såvel USA som fra Canadas premierminister Justin Trudeau at mane til besindighed. ”Vi anerkender, at dette kan have været et uheld,” udtalte Trudeau ved en pressekonference. En forklaring, som Trump også har gentaget, omend en smule mere kulørt: ”Nogen kan have begået en fejl på den anden side. Det (Boeing-flyet, red.) fløj i et pænt hårdt nabolag.” Ja, teknisk set tager Trump vel ikke fejl, men omvendt er det, som om ”et pænt hårdt nabolag” ikke rigtig dækker over den fulde historie; særligt ikke når man medtænker, at det vel netop er USA, som har været med til at gøre ‘nabolaget’ hårdt i første omgang.

Samtidig har Trump også haft travlt med at fremlægge en ny vision for atlanterhavssammenslutningen NATO, hvor lande fra Mellemøsten nu også skal inkluderes. Trump har allerede drøftet ideen med NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg og har åbenbart også et navn klar: NATO-ME, hvor ME altså står for ”Middle East”. Vi ved snart ikke, hvad vi skal tro. Mest af alt lyder det lidt som et virkelig usexet remake af filminstruktøren Morgan Spurlocks Super Size Me (ikke at den dokumentarfilm var særligt sexet i første omgang), og hvordan en sådan NATO-konstellation skal fungere med den nuværende Artikel 5 (artiklen, der beskriver, at et angreb på ét NATO-land er et angreb på alle NATO-lande) melder historien pt. intet om.

Et fly designet af klovne

Nå ja. Vi kan i hvert fald glæde os over, at konflikten mellem USA og Iran, trods de tragiske omstændigheder for flystyrtet, hvor 176 mennesker omkom, endnu engang ser ud til at blive verbalt nedtrappet. Hvis ellers vi lige ser bort fra, at en talsmand fra den iranske regering har kaldt beskyldningerne om, at Iran skulle have skudt flyet ned, for ”psykologisk krigsførelse”.

Uanset om der nu er tale om vestlig psykologisk krigsførelse eller ej, (umiddelbart synes video-materiale fra styrtet, som bl.a. New York Times har gennemgået, at pege på det sidste), er nyheden om de iranske missilers indblanden faktisk lidt af en håndsrækning til Boeing. Flyproducenten bakser fortsat med de skandaleramte 737 Max-fly, der har været bandlyst fra luftrummet i månedsvis. 737’erne er simpelthen ikke sikre nok, lyder forklaringen, og senest har en række interne beskedudvekslinger mellem et par Boeing-ansatte været med til at puste yderligere til ilden. ”Det her fly er designet af klovne, som til gengæld har været under opsyn af aber”, skrev en af de ansatte eksempelvis i 2017, et år inden et 737 Max-fly styrtede ned i Javahavet og dræbte alle 189 mennesker ombord. Hvis flyet over Teheran var styrtet som følge af en teknisk fejl, havde det jo næsten ikke været til at bære for Boeing.

Men okay, nok missilsnak for i dag. Lad os i stedet suse til Samsø, hvor de altså også har styr på det med håndsrækninger. Her står borgmester Marcel Meijer (S) nemlig til at skulle give hånd til sig selv, eftersom borgmesteren efter 29 år i Danmark (han kommer oprindeligt fra Holland) er blevet tildelt dansk statsborgerskab. Siden 1. januar 2019 har det været et krav, at alle nye statsborgere skal give en repræsentant fra myndighederne hånden ved en såkaldt grundlovsceremoni, men i dette tilfælde er repræsentanten fra myndighederne og den nye statsborger altså én og samme person. Hvordan det rent logistisk skal løses ved den kommende ceremoni er vist stadigt lidt uvist – Marcel Meijer udtaler til TV2 Østjylland, at han nok bliver nødt til at søge vejledning hos ministeriet – men selve tanken er da egentlig ganske besnærende. For tænk bare, hvor mange misforståelser der egentlig ville kunne undgås rundt om i verden, hvis den ene hånd vidste præcis, hvad den anden hånd foretog sig. /David Dragsted