Har den almindelige iraner fået nok af præstestyret?

Ingen gummikugler her. Sent søndag aften cirkulerede der videoer på sociale medier, som angiveligt viste Teherans politi skyde med gummikugler direkte på demonstranter i Irans hovedstad. Det ville der under normale omstændigheder ikke være noget odiøst i; det iranske præstestyre er ikke kendt for at afholde sig fra at slå hårdt ned på folkelige opstandelser. Så sent som i begyndelsen af december indrømmede landets myndigheder ligefrem, at de i november havde brugt dødbringende metoder (vel at mærke mod ”bøller og ballademagere”) i forbindelse med fredelige demonstrationer over voldsomt stigende brændstofpriser. Aktivister og menneskeretsorganisationer opgjorde antallet af dræbte i løbet af de første fire dage, demonstrationerne stod på, til 450 mennesker. Men denne gang er synes det at forholde sig anderledes. Teherans politi har været ude at sige, at de ikke har åbnet ild mod demonstranterne. ”Politiet har absolut ikke skudt, idet hovedstadens politibetjente er blevet beordret til at udvise tilbageholdenhed,” sagde Hossein Rahimi, chef for Teherans politi. Både lørdag og søndag var demonstranter i hundredvis på gaden i Teheran for at demonstrere mod regimet. En iransk aktivist ved navn Masih Alinejad har ifølge avisen The Guardian fået en besked fra et anonymt vidne til urolighederne om, at politiet vitterligt skød. ”Det var en meget ubehagelig situation,” siger hun. ”De skød gentagne gange tåregas, vi kunne ikke se noget, og vi skreg. Vi blev blindet. Styrker skød med tåregas over hele linjen. En ung pige ved siden af mig var blevet skudt i benet. Det var frygteligt frygteligt.”

En umulig drejebog. Ingen diplomatisk-politisk drejebog, ingen geopolitisk manual, ville have kunnet forudse de seneste dages overraskende udvikling i Iran, som er kommet i kølvandet på den amerikanske regerings likvidering af general Qassem Soleimani, lederen af Quds-styrken, Irans militære eliteenhed, d. 3. januar. Først lovede det iranske præstestyre bål og brand og hævn, og en tid lurede frygten for en uoverskuelig krig. Da Iran så gjorde foreløbig gengæld i sidste uge, var det med et ‘behersket’ missilangreb på amerikanske baser i Irak, og Irans udenrigsminister Javad Zarif skrev forsigtigt på Twitter, at der var tale om ”forholdsmæssige foranstaltninger” i selvforsvar, og at Iran ”ønsker ikke eskalering eller krig”. Alt efter temperament kan man lægge forskelligt i, at Irans Revolutionsgarde ved det, som landets præsident Hassan Rouhani i et tweet lørdag kaldte en ”utilgivelig fejltagelse”, skød et ukrainsk passagerfly ned med et jord-til-luft-missil, kort efter at det var lettet fra Teherans lufthavn. Den umiddelbare forklaring var, at Irans hær var i højeste alarmberedskab af frygt for gengældelse fra USA, og at nerverne derfor har siddet uden på tøjet rundt omkring i geledderne. Men det indrømmede det iranske styre først efter et pres fra både Canada, der havde mange statsborgere om bord på flyet, og Ukraine samt fra journalister og eksperter, som på baggrund af de forhåndenværende oplysninger mere eller mindre havde dokumenteret, at flystyrtet skyldtes et varmesøgende missil.

Det er mere løgnen i sig selv. Drabet på Soleimani fik i et vist omfang den iranske nation til at stå sammen – sådan så det ud udefra – men det, der har lignet amatøragtige løgne og røgslør fra præstestyrets side, har fået befolkningen til at vende sig. Financial Times’ kvinde i Teheran, Najmeh Bozorgmehr, har talt med en iransk politisk analytiker, Saeed Laylaz, som sammenligner det med dengang, Sovjetunionens ledere forsøgte at hemmeligholde omfanget af atomuheldet i Tjernobyl i 1986. Oveni kommer, at både det iranske styre og befolkningen er hårdt ramt af USA’s sanktioner mod landet. Som Washington Post anfører bredte Donald Trumps regering fredag sanktionerne ud til også at omfatte Irans metal-, mine-, bygge- og tekstilsektorer. /Oliver Stilling