For seks-syv år siden havde den sydafrikanske filminstruktør Neill Blomkamps anden store spillefilm Elysium premiere i Danmark. Forventningerne var ret store, for Blomkamps debutfilm var den ultraeffektive og overrumplende District 9, der var et helt vildt og nyt socialrealistisk tag på sci-fi-genren. Kort fortalt handlede den om nogle højt avancerede rumvæsener, der søgte tilflugt på jorden, men blev mødt af kulde, frygt og had fra jordboerne og interneret i lejre omkring de store byer, hvorfra de blev strippet for rettigheder og muligheder for at komme videre. Sammenlignerne lå lige for.
Efter filmens store succes lå Hollywood for Neill Blomkamps fødder, og i det, der skulle være hans store Hollywood-gennembrud, satte han sig for at arbejde videre med socialrealistisk sci-fi i Elysium. Du husker den sikkert ikke, for den var desværre lidt af en skuffelse. Den havde svært ved at skille sig ud fra alle mulige andre af tidens store blockbustere med Matt Damon i hovedrollen som en træfsikker actionhelt og Jodie Foster som en iskold småpsykopatisk amerikansk forsvarschef, der ønskede Damon dræbt. Grundhistorien var en lille smule for tyk med en handling sat i år 2154, hvor kloden er så ubeboelig og overbefolket, at den ligner et helvede på jord. Udpint og ødelagt af menneskeligt affald, oprør, sygdom og vold. Til gengæld har en større gruppe velhavende jordboer skabt sig et alternativt univers på en kolossal rumstation, der ligger i kredsløb omkring jorden. Elysium hedder den, og her skinner solen altid. Her er al sygdom udryddet, aldringen stoppet, ingen krige, ingen oprør, og alle er rige, unge og smukke.
For tykt
Vi fornemmer, hvor Blomkamp vil hen, og det bliver en kende for tydeligt, og realismen er for svag. Det bliver lidt for tydeligt, at Blomkamp ville have os til at se, at vi, der går i biografen og drømmer om Matt Damons hårde overkrop og bløde smil, bor på Elysium. De, der bor på Jorden, kunne så passende være indbyggerne i den græske flygtningelejr Moria på Lesbos, for her lyder det vitterligt, som om helvede har indfundet sig på (europæisk) jord.
Tilbage i efteråret 2017 havde både den danske og britiske presse et fokus på lejren, som allerede dengang blev kaldt ’et helvede på jord’, og herfra rapporterede man om daglige dødsfald på grund af sygdomme og fejlernæring, om drab, oprør, spædbørnsdød og om alt for mange mennesker på alt for lidt plads. Den gang var der 3.000 flygtninge i lejren, hvilket er hvad den er skabt til at kunne bære, men siden i sommer er den vokset til 20.000, hvoraf næsten halvdelen er børn. Alene siden november er der kommet 5.000 mennesker til. De forhold, der dengang i 2017 undergik Vestens forfærdelse, er kun blevet meget, meget værre, og i weekenden var der nye optøjer, der betød, at en 20-årig mand blev banket ihjel. Der er ingen elektricitet, ingen rindende vand, men kun floder af mudder og menneskeligt affald mellem teltene, fremgår det af The Guardians reportage fra i fredag. De humanitære organisationer forsøger at råbe omverden op, og den danske afdeling af Læger Uden Grænser kalder situationen ”katastrofal” og ”desperat”, og for hver dag bliver det bare værre og værre, mens andre nødhjælpsfolk erklærer, at folk i lejren behandles ”værre end dyr”.
Det er uindtagelig, hård læsning, der også beskriver lignende lejre på Balkan og i Italien, selv om det nu intet er at regne imod lejrene i Nordafrika, hvor flygtningene ender, når de stoppes på vej over Middelhavet og sendes tilbage. Tortur, gruppevoldtægter og slaveri er udbredt her, lyder det fra FN’s Flygtningehøjkommissariat.
Hvis du skulle have glemt det, så er det den virkelighed, vi lever i, og den bliver kun værre. Det er resultatet af den asylpolitik, de europæiske lande – med Danmark længst fremme i bussen – fører over verdens ulykkelige situation. Det er resultatet af, at man ikke har kunnet blive enige om at få FN kørt i stilling i nærområder eller få EU til at indgå reelle aftaler med medlemslandende og de berørte lande. Det er resultatet af, at vi nægter at give slip på ét eneste privilegium her i Elysium.
Ok, ok – den morale er lidt for tyk, og fortællingen er ligesom hørt før. Men bare rolig. Lige om lidt har du glemt den igen. For historien har lidt svært ved at skille sig ud fra alle mulige andre af tidens store blockbustere. /Lasse Lavrsen.