Solidaritet med alle – undtagen Gordon Kennedy

Det sker, at man i dette forunderlige liv pludselig finder sig selv et sted, hvor man aldrig troede, man ville være. Tillad os at bruge et eksempel af anekdotisk karakter:

Det var først, da Keld Heick torsdag sparkede Føljetons udsendte over skinnebenet, at det gik op for ham (den udsendte), at han var uden for sin comfort zone. Heick havde Hilda med, og de var lidt sent på den til forestillingen, så de måtte møve sig gennem de snævre og overbefolkede stolerækker for at finde deres sæder i Tivolis koncertsal. Midtfor, foran. Fine folk, fine pladser. Men så igen; det var jo også deres datter, der skulle optræde. Nok sad H.K.H. Prinsesse Benedikte et par sæder væk, men der var ingen tvivl om, at i Tivoli hedder den royale familie Heick til efternavn.

Det er svært at sige, hvornår den egentlige erkendelse åbenbarede sig hos den stakkels skribent. Var det allerede, da det forfærdelige midi-keyboard-lydende orkester sparkede forestillingen i gang med et pauvert ABBA-medley? Var det de mange tåkrummende seksuelle jokes, som selv Ørkenens Sønner ville have affejet med et ”OK, boomer”? Eller var det, da Gordon Kennedy brød ud i solosang? I hvert fald stod det i løbet af den forfærdelige musical klart, at Føljetons journalist havde begået en alvorlig forbrydelse. Intet mindre end klasseforræderi. For hvad laver en fra den kreative klasse til Mamma Mia-musical i Tivoli?

Vi må som udgangspunkt være dig svar skyldig. Men lad os alligevel sige dette: Det er sundt med lidt klasseforræderi engang imellem. For jo, det kunne ses på hundrede kilometers afstand, at Mamma fucking Mia ikke ville være noget for nogen fra Føljetons lederkollektiv. Men tænk nu, om det havde været. Tænk nu, om de gode kulturelle oplevelser ligger derude og venter, mens man snørkler sig uden om dem i ren højrøvethed. Nuvel, denne gang var det faktisk noget lort. Men måske næste gang …

Selfmade man

Pointen er, at det af og til kan give mening at modarbejde, hvad der umiddelbart ligner ens præferencer og klasseinteresser. Det gælder ikke kun på det kulturelle område, men også det økonomiske.

I dagens udgave af Børsen kan man læse, at 121 rigmænd fra blandt andet USA, England, Sverige og Danmark i et åbent brev har opfordret verdens regeringer til at beskatte de allerrigeste hårdere. Den danske ejendomshandler Djaffar Shalchi er en af dem, og han siger til erhvervsavisen: ”Vores brev handler om, at vi vil sige til vores regeringer, at de skal komme ud af busken og beskatte os noget mere. Vi vil gerne beskattes.”

Så kom dagen, hvor du i Børsen skulle læse om opfordringer til formueskat, og du i Føljeton skulle læse en anmeldelse af Mamma Mia. Den havde du nok ikke set komme, men nu står vi ligesom her. For det virker da også fuldstændig kontraintuitivt, at en mand som Djaffar Shalchi skulle gå ud og opfordre statsminister Mette Frederiksen (S) til at nuppe nogle flere af hans penge. Faktisk virker det lige så tumpet som Gordon Kennedy i en muscial.

Og så alligevel. For som Shalchi også siger til Børsen: ”Jeg havde ikke kunnet tjene de her penge, hvis der ikke var et velfærdssamfund omkring os. Der er ikke noget, der hedder selfmade man. Det er bullshit. Vi er skabt af hinanden og det samfund, vi lever og ånder for. Så vi har en forbandet pligt til at give nogle af pengene tilbage.”

Og her har vi det. Nogle gange skal man tænke lidt ud over den gængse fortælling, som samfundet har om en. Hvis du er rig, er du det måske på grund – og ikke på trods – af velfærdssamfundet. Så kan man sagtens betale mere i skat uden at være skør. Og hvis du er krea-klasse, vil du måske opdage, at det kan være meget sjovere engang imellem at se en musical og ikke bare Bach.

Men altså … ikke lige Mamma Mia. For det var virkelig noget lort.

Få Føljeton gratis

Vi har tænkt meget over det, Djaffar Shalchi siger. For det gælder sgu også os medier. Føljeton er en forretning, det er da ikke nogen hemmelighed, men vi ser det først og fremmest som vores forbandede pligt at gøre folk klogere – også dem, der har mindre på kistebunden.

Avisabonnementet er noget af det første, der ryger, når pengene er knappe. Men verden bliver ikke mindre vigtig af manglen på mammon, og hos Føljeton byder det os imod, at man skal være velstillet for at være oplyst. Derfor introducerer vi i dag solidaritetsabonnementet. Hvis det er lidt småt med pengene, kan du søge om at betale mindre for Føljeton – ja, eller få Føljeton helt gratis. Har du derimod mange penge – altså det, man kalder rigeligt – kan du vælge at give et abonnement til en værdigt trængende. Du kan donere til solidaritetskassen lige her.

Vi skal hjælpe hinanden. For det er rigtigt, hvad Djaffar Shalchi siger: Der findes ikke noget sådant som en selfmade mand eller kvinde. /Andreas T. Kønig