A general view shows the mountain resort of Davos, Switzerland, January 25, 2019. REUTERS/Arnd Wiegmann
Når man hører fra civilister, man kender, som har været med på World Economic Forum (WEF) i den schweiziske bjergby Davos i denne uge, lyder meldingen, at mødet i temmelig høj grad minder om sig selv: Som ved tidligere år går man fra champagnefest til champagnefest, og nogle gange er man måske heldig at komme inden for rækkevidde af en prins, en sheikh eller en administrerende direktør for et internationalt fødevarekonglomerat, og alle de her ledere, finansstarutter og PR-typer griner med åben mund, drikker, æder og danser, til de segner.
Selv om World Economic Forums grundlægger, den nu 81-årige tyske økonom Klaus Schwab, er fremme i skoene og har gjort hele eventen noget nær klimaneutral og i hvert fald plasticposeløs, så fortæller folk, at bekymringerne over klodens tilstand ikke synes at fylde alverden.
Som vi ikke har kunnet lade være med at nævne en, to eller tre gange i løbet af ugen, var den 17-årige svenske miljøaktivist også mødt op i Davos i år, og da USA’s finansminister, den tidligere hedgefund-manager Steven Mnuchin, på et pressemøde i Davos torsdag blev bedt om at forholde sig til, hvad Greta siger (se hendes tale her), spurgte han: ”Hvem er hun? Cheføkonomen?” Og tilføjede nedladende, at ”når hun har læst økonomi på universitetet, kan hun komme tilbage og forklare os det”.
Greta Thunberg svarede Mnuchin på Twitter: ”Mit sabbatår slutter i august, men det kræver ikke en grad fra universitetet at forstå”, at investeringer i og statsstøtte til udvinding af fossile brændstoffer ikke er foreneligt med FN’s klimamål. Når Mnuchins rigsretsramte chef, Donald Trump, også kalder klimaaktivister for ”pessimister” og ”dommedagsprofeter”, får man en følelse af, at der ikke rigtig er sivet noget ind hos det lag , der har magt til at gøre en forskel.
En ny stemning
Men orienterer man sig i den hæderkronede, konservative britiske erhvervsavis Financial Times, der dækker World Economic Forum så talstærkt, som økonomien nu tillader det (alle er jo lidt pressede), tegner der sig alligevel et lidt andet billede. Gillian Tett, der til dagligt er editor-at-large i USA, skriver i avisens omstillingsorienterede og anbefalelsesværdige nyhedsbrev Moral Money, at man godt kunne mærke en forskel, når man talte med de her executives på tomandshånd:
”Tag olie- og gassektoren. Indtil for nylig befandt de fleste administrerende direktører her sig enten i en tilstand af rasende fornægtelse over omfanget af offentlig kritik af fossile brændstoffer, eller også var de overbevist om, at de kunne kvæle den (kritikken, red.) ved at pludre lidt om genanvendelig energi. Men i denne uge i Davos gik mange af dem i flyverskjul med finansfolk og hinanden for at føre dybt private, inderlige diskussioner vedrørende det helt eksistentielle spørgsmål om, hvilken rolle olie og gas vil få i fremtiden.”
Hun citerer en ”veteran” fra New Yorks finansdistrikt Wall Street for at sige, at ”det her er noget helt nyt.” Og en konsulent i energisektoren: ”Der er en følelse af chok. Pludselig går det op for de virksomheder, at de for eksempel har svært ved at rekruttere studerende. Så samtalen er under forandring.”
I en anden artikel i Financial Times kan man se Dan Glaser, der er administrerende direktør i Marsh & McLennan Agency, sige, at ”der er kun ét Davos, jeg husker, hvor folk følte sig optimistiske, og det er ikke det her.” ”Der er voksende forvirring. Markedet er oppe med 30 pct., men det føles ikke, som om det er oppe med 30 pct.”
Steven Mnuchins bemærkning om, at ens klimaskepsis ikke er værd at tage seriøs, hvis man ikke har en grad i økonomi, er selvfølgelig absurd. Men den er også passé.
En af verdens mest berømte økonomer er Milton Friedmand (1912-2006). Han blev bl.a. kendt for at være bannerfører for det totalt frie marked, hvor det udelukkende er aktionærerne, en virksomhed skal stå til regnskab for. Den danske tænketank Cepos genoptrykte hans bog Det frie valg fra 1980 i 2012 – med forord af Saxo Banks grundlægger, Lars Seier Christensen. Friedman var en gud, og var man først på det hold, kunne man ikke få armene ned over, hvor fed han var, og hvor ret han havde.
Men da 40 højtstående erhvervsledere ved en privat middag i Davos blev spurgt, hvor mange af dem der støttede Friedmans teori i dag, kom ikke en eneste hånd i vejret. Det er alligevel vildt. Og den er god nok. Vi har det fra Financial Times. /Oliver Stilling