Det netop afsluttede årti bød på revolution, men det var en revolution med mange fædre. For nok kunne de store oprørske masser blive enige om, at det politiske etablissement havde fejlet og spillet fallit, men der var mindre konsensus om, hvad der skulle stå i stedet.
På højrefløjen groede de indvandrerkritiske nationalister frem. De greb magten i Østeuropa, førte Trump til magten og fik Storbritannien ud af EU. Men også på venstrefløjen gjorde man krav på at repræsentere folkets kamp mod den gamle elite. Gamle marxister som Jeremy Corbyn og Bernie Sanders sprang ud i ny-socialistiske klæder og samlede en enorm skare af unge, progressive venstrefløjsere bag sig.
På den politiske midte groede der også noget frem, og hvor højre- og venstrefløjens bevægelser synes at være bygget efter devisen ‘gammel vin på nye flasker’, så var der her tale om noget faktisk anderledes. Noget, ja, revolutionært.
At tale om en midterbevægelse er i sig selv misvisende, for det nye fænomen transcenderede i høj grad den gamle højre/venstre-akse. Snarere var denne nye politiske position drevet af den kreative klasse, der på den ene side er for rige til at tale om klassekamp og på den anden side for humanistiske til at hade indvandrere. Den bærende filosofi bag var en vild blanding af techno-utopisme og innovationsteori. Det første henviser til den idé, at teknologien baner vejen til det politiske paradis, mens det sidste fortolkes som et ideal om, at alt skal gentænkes og altid inden for så ukonventionelle rammer som muligt.
Disse ideer har manifesteret sig som en politisk gas i det forgangne årti, men de har også haft mere fast form. Det bedste eksempel er utvivlsomt den italienske Femstjernebevægelse. Det italienske parti blev skabt af komikeren Beppe Grillo, der ønskede at skære det italienske parlament op, som var det en ”dåse tun”. Ved hjælp af den moderne teknologi ville de udskifte det repræsentative demokrati med et mere direkte demokrati. De ville have borgerløn, rent vand, gratis internet og grønnere natur. Men først og fremmest ville de knuse det politiske system i Rom. Det gjorde de så. Lige indtil det politiske system knuste dem.
Opslugt
Ved det italienske valg i 2018 fik partiet en tredjedel af stemmerne og indgik i regering med det højrenationale parti Lega. Pludselig skulle to af revolutionens fædre arbejde sammen om at gøre det til et fælles projekt. Det gik ikke. Lega forlod regeringen sidste år, og i stedet fandt Femstjernebevægelsen sammen med centrum-venstrepartiet PD.
Ikke nok med at PD stod for noget nær det diametralt modsatte af Lega, så er PD også selve Femstjernebevægelsens arvefjende. Forventeligt har det efterladt de idealistiske femstjerner med en tom fornemmelse, og onsdag meddelte formanden for partiet Luigi Di Maio, at han træder tilbage. Søndag er der regionalt valg i Italien, og her foventer Femstjernebevægelsen at få tæsk. Årsagen er, at de står tilbage med en række centrale, ubesvarede spørgsmål: Har den nye bevægelse faktisk en kerne, en substans, en ideologi, eller er de ren gas? Har de bare taget magten for magtens egen skyld? Er de i virkeligheden lige så ufuldkomne, som de gamle magtpartier var det?
Vi ser også problemet herhjemme. Danmarks helt egen Femstjernebevægelse, Alternativet, bragede ind i Folketinget i 2015. De gentænkte dansk politik ved fx at udvikle deres idéer med medlemmerne i politiske laboratorier. Men nu har metaltrætheden ramt, og partiet har mistet fodfæstet. Stifter Uffe Elbæk meddelte for nylig, at han træder tilbage som partiformand, og partiet skal nu finde en ny leder, der kan forklare vælgerne, hvad Alternativets eksistensberettigelse er.
Alternativets vej mod spærregrænsen er blevet forværret af en række interne sager, og senest er det blevet lækket, hvordan en række lokale ‘alternativister’ mener, at formandskandidaten Theresa Scavenius mangler empati og ydmyghed – noget, der er et totalt no go i Alternativets feel good-gasboble.
Tiden vil vise, om innovations-partierne som Femstjernebevægelsen og Alternativet var en dille. Som det ser ud lige nu, er deres store problem, at de på den ene side rammes af klassiske partiproblemer som magtkampe, internt fnidder og politisk desillusion. På den anden side kan de først løse de problemer, når de indrømmer, at de er et helt almindeligt parti ligesom alle andre. Revolutioner er nådesløse på den måde. /Andreas T. Kønig