Genfærdet. Socialdemokratiets onde ånd er dukket frem igen. Kort før nytår lancerede fire store fagforbund, 3F, Metal, FOA og HK, en kampagne, der slog til lyd for, at politikerne på Christiansborg straks skulle genoprette dagpengesatserne. Nu skulle det udnyttes, at ’Røde Mette’ er kommet til magten. Problemet er kontant og presserende for hundredtusindvis af lønmodtagere: Den såkaldte kompensationsgrad – altså hvor stor del af den normale løn, man får udbetalt som dagpenge – er faldet kraftigt i de senere år, fordi satserne ikke reguleres i samme takt som lønningerne, og samtidig er dagpengeperioden blevet halveret i flere omgange, senest i 2012 under daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). I løbet af en generation er satserne faldet fra at udgøre 63 pct. af gennemsnitslønnen til snart blot 44 pct. Men reaktionen fra S-regeringen har gjort ondt værre: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har i de seneste dage pure afvist at reagere på alarmopkaldet fra fagbevægelsen. Han vil hverken indkalde til drøftelser eller forhandlinger. S-regeringen vil hellere bruge den bugnende statskasse på at finansiere egne valgløfter.
Modoffensiven. Under tirsdagens partilederdebat i Folketinget forsøgte statsminister Mette Frederiksen (S) definitivt at lægge debatten død: ”Når det gælder arbejdsmarkedspolitik, så har vi gjort vores stilling op, og det er at få sikret en ret til tidligere tilbagetrækning for dem, der er nedslidte.” Sådan er det jo, må man forstå på Mette Frederiksen. Punktum. Og dog. For helt så enkelt fungerer dansk politik trods alt heller ikke. Grundproblemet for regeringstoppen er, at Socialdemokratiet ikke har 90 mandater selv i Folketinget og derfor er afhængige af parlamentarisk støtte. Og før eller siden skal der afregnes, og regeringens tre støttepartier har tydeligvis ikke tænkt sig at skrue ned for retorikken. Enhedslisten fremsætter nu et beslutningsforslag, som kræver, at regeringen skal ”indkalde til forhandlinger i indeværende folketingssamling med henblik på at stoppe udhulingen af dagpengene”. Også SF er på krigsstien, og som et særsyn støttes kravet om dagpenge-forhandlinger ligefrem af såvel Radikale Venstre som Dansk Folkeparti. Denne nye uhellige alliance vil kunne gøre livet surt for Socialdemokratiet.
Sprængfarligt. Som en tragisk gentagelse af Helle Thorning-Schmidts problemer med netop dagpengespørgsmålet kan statsminister Mette Frederiksen være på vej mod at filtre sig selv ind i en sprængfarlig hårdknude, der vil svække opbakningen til S-regeringen og i hvert fald udvaske den røde profil. Genoplivningen af dagpengespøgelset vil næppe kunne undgå at sætte gang i dramatiske dynamikker, som i første omgang vil øge den spirende skuffelse over S-regeringens økonomiske prioriteter, og som i anden omgang vil kunne skabe tvivl om, hvor stort et kursskifte der egentlig er sket med regeringsskiftet. Her i de kommende uger kan vreden over S-regeringens afvisning af en dagpengeløsning også flamme følelserne yderligere op i de tilspidsede forhandlinger om private overenskomster. Mange aktivister vil hellere have mere i dagpenge end at kunne trække sig lidt tidligere tilbage på folkepensionssats. Nej-bevægelsen har kort sagt fået ekstra skyts, og spændingerne vil kun forstærke billedet af Mette Frederiksen, der skridt for skridt trækkes baglæns frem mod en position, der minder mere og mere om, hvor Helle Thorning-Schmidt stod og vaklede, da dagpengespørgsmålet sidst var ved at flå Socialdemokratiet i stykker. /Lars Trier Mogensen