Auschwitz dræbte de levende døde

Befrielsen. Mandag var det præcis 75 år siden, at de overlevende fanger i Auschwitz blev befriet af sovjetiske soldater. Befrielsen markerede både den reelle og symbolske afslutning på en af menneskehedens største forbrydelser nogensinde: Holocaust, hvor omkring seks mio. jøder systematisk blev dræbt i det nazistiske dødsmaskineri, herunder i de tyske koncentrations- og udryddelseslejre. Typisk går der ikke længe, når snakken falder på Auschwitz, førend man hører sig selv udbryde, at ord ikke rækker til at beskrive forbrydelsen. Men faktisk er det også en mere rammende udtalelse, end man lige skulle tro.

Levi. Læser man såvel øjenvidneskildringer som tænkeres forsøg på at forstå katastrofen, er det således slående, hvor fremtrædende en rolle selve begrænsningen af sproget synes at spille. Kz-lejren var den totale dominans af individet, også på et lingvistisk plan. Det ses hos forfatteren og Auschwitz-overleveren Primo Levi, når han i Hvis dette er et menneske og De druknede og de frelste fortæller, at fangen, der ikke talte tysk, straks blev udskilt som en barbar, som noget ikke-menneskeligt; som en, der måtte ”tæves til tavshed”. Det ses også hos Levi, når han fortæller, at de ord, som fangerne havde til rådighed, ikke længere rakte til at beskrive de trængsler, som de stod overfor: ”Vi siger ‘sult’, vi siger ‘træthed’, ‘frygt’, ‘smerte’; vi siger ‘vinter’, men vi mener noget andet […] Hvis lejren havde bestået noget længere ville et nyt og mere barskt sprog være opstået”. Et sted skriver Levi endda helt eksplicit, at det ”er en indlysende iagttagelse, at hvor mennesket påføres vold, påføres denne også sproget”. På dette punkt er Levi helt på linje med den amerikanske filosof Richard Rorty, der i Kontingens, ironi og solidaritet skriver, at det er det sproglige, der konstituerer individet. For vi bekræfter netop vores egen identitet ”ved at artikulere den i andres nærvær”.

Agamben. Det, som gjorde Holocaust til så unik en forbrydelse, var ikke kun, at drabshandlingen foregik i en uhyggelig, samlebåndsagtig formular. Det var også, at selve individet blev dræbt, længe inden kroppen rent faktisk blev slået ihjel. Intet sted ses dette bedre end hos koncentrationslejrens såkaldte ”muselmænd”, der var det ord, som blev anvendt i Auschwitz til at omtale de udhungrede fanger, der havde mistet al menneskelig gnist: Kz-lejrens levende døde. ”Muselmanden” har en særligt fremtrædende rolle i den italienske filosof Giorgio Agambens Quel che resta di Auschwitz. L’archivio e il testimone, da denne skrækindjagende skikkelse illustrerer nazismens forvandling af mennesket til et sprogløst ikke-menneske. Muselmanden ”er ikke kun […] en grænse mellem liv og død; han markerer snarere tærsklen mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige”, som Agamben selv udtrykker det. Muselmanden sender et tydeligt, men tavst budskab til resten af lejrens fanger. Det er nazisterne, der taler igennem muselmanden, og de siger: ”dette er, hvad vi vil gøre ved jer alle.” Set i det lys er der ikke meget at sige til, at nazisterne selv – som Agamben fremhæver – omtalte deres arbejde i kz-lejrene som ”en fabrikation af lig”. Døden var, for langt de fleste fangers vedkommende, allerede indtruffet; herfra skulle nazisterne blot udføre de afsluttende, mekaniske manøvrer. Måske er det netop det, der fortsat gør koncentrationslejren så uforståelig og tæt på unævnelig den dag i dag: At Auschwitz var den radikale fornægtelse af alt det, vi betragter som menneskeligt. /David Dragsted