Trumps tomme pistol

Hvad gør man, når man står midt i en historisk rigsretssag i hjemlandet, og ens gode ven – som tilfældigvis er Israels premierminister – samtidig er impliceret i en korruptionssag? Jo, så siger man da, at man har fundet en løsning på Israel-Palæstina-konflikten. Det er i hvert fald, hvad USA’s præsident Donald Trump valgte at gøre tirsdag, i et træk der nok bedst kan beskrives som den pt. mest gakkede afledningsmanøvre i det nye årti.

Den gordiske knude, som ingen af Trumps forgængere har været i stand til at løse, er simpelthen blevet hugget over i ét uskønt hug, må vi forstå på præsidenten. Men vi må ærligt indrømme, at vi har vores forbehold over for Trumps sværdkundskaber.

I den nye plan for en mulig tostatsløsning – der angiveligt er blevet udarbejdet af Trumps svigersøn Jared Kushner – skitseres det, hvordan Israel vil få råderum over et uopdelt Jerusalem som hovedstad, ligesom blandt andet de israelske bosættelser på Vestbredden – som stort set hele det internationale samfund betragter som ulovlige – vil blive en del af Israels nye territorium. Til sammenligning vil den palæstinensiske stat være mere spredt ud i en række enklaver, som mestendels vil være omkranset af israelske bosættelser. Trump lover dog, at palæstinenserne rent faktisk vil få deres nuværende territorium fordoblet – omend det synes lidt uklart, hvordan det egentlig vil komme til at fungere i praksis.

Nu er det ikke, fordi vi vil ophøje os selv til eksperter i hele det israelsk-palæstinenske dilemma. Dertil er konflikten simpelthen for historisk betændt til, at noget brugbart svar vil kunne gives ved en hurtig overflyvning, ligesom mange andre har en god del flere følelser i klemme i det her spørgsmål, end vi har. Men vi synes dog – i modsætning til Donald Trump – at kunne genkende en dårlig aftale, når vi ser den.

Som regel røber den dårlige aftale sig ved, at den ene part er betydeligt mere tilfreds end den anden. Så når nu den israelske premierminister er ude og skamrose Trump for den nye plan, der giver udsigter til en ”funklende fremtid for Israel”, alt imens den palæstinenske præsident Mahmoud Abbas kalder projektet for en ”konspiration”, ja, så kræver det altså ikke meget at se, at der nok er ugler i mosen, og at planen slet ikke er så god, som Trump siger. Men nu havde det da også være ualmindeligt ukarakteristisk, hvis Trump rent faktisk havde fundet en løsning, der havde tilfredsstillet både Israel, Palæstina og verdenssamfundet som sådan. For det har aldrig været det, der var meningen.

I den forbindelse kan vi ikke helt lade være med at tænke på passagen i Fjodor Dostojevskijs murstensværk Idioten, hvor den unge nihilist Ippolít Teréntjev annoncerer for et større selskab, at han nu vil læse et essay op. Essayet indeholder Ippolíts langstrakte tanker om livets elendighed og forklarer, hvorfor han nu planlægger at begå selvmord. Egentlig burde essayet vække sympati blandt tilhørerne, men Ippolíts talestrøm viser sig så uendelig, febrilsk og tæt på uforståelig, at størstedelen af selskabet snarere er ved at falde i søvn. Og da Ippolít efter at have færdiggjort sin højtlæsning rent faktisk sætter pistolen for panden og trykker på aftrækkeren, viser det sig, at den slet ikke var ladt.

Bortset fra at Trump hverken er ung eller nihilist – han tror trods alt på penge – er han som taget ud af Dostojevskijs romanunivers. I flere år har en uforstående omverden måttet høre på, at der lige straks ville komme en fredsløsning, der ville løse alle Mellemøstens kvaler. Men Trumps talestrøm er som regel så forkvaklet, at de færreste kan tage hans ord alvorligt, og når han rent faktisk skal eksekvere, viser det sig da også, at det hele blot var spil for galleriet.

Hvis Trump skal have chancer for et genvalg til efteråret, har han desperat brug for stemmerne fra USA’s kristne fundamentalister, og de ville aldrig kunne godkende en løsning på Israel-Palæstina-konflikten, der ikke skamfavoriserede Israel; det havde været politisk selvmord. Pistolen har aldrig været ladt, men den har gjort det, den skulle: Kortvarigt fjernet fokus fra rigsretssagen, hvor det amerikanske demokrati rent faktisk er ved at blive slået ihjel. /David Dragsted