Begyndelsen på enden

Alting har en ende, en regnorm har ligefrem to (ifølge Shu-bi-dua). Men nogle ting virker, som om de er et kapitel i Den Uendelige Historie. I dag får vi dog en afslutning, som vi nærmest ikke troede mulig: Vi er nået til enden på, hvad der føles som en 40 år lang ørkenvandring, i hvert fald hvis man skal tro folks lidelseshistorier. Men nu sker det! Januar slutter! Det er der grund til at fejre, særligt for dem, der har afholdt alkoholfri ‘hvid’ januar og nu er klar til våd februar.

Nårh ja, så er der også en anden tilsyneladende uendelig historie, som i dag får sit punktum – brexit. Good heavens, hvor har det været en sej kamp. Vi kan næsten ikke huske, hvad britisk politik handlede om inden afstemningen i 2016. Det har været en hård fødsel på 43 måneder og tre overskredne deadlines, men det er stadig kun begyndelsen: Ingen ved, om det er et misfoster eller en guldklump, briterne har barslet med, for det er først nu, forhandlingerne rigtig går i gang. De britiske avisers forsider er som altid delte. The Daily Telegraph bringer et churchillsk citat af Boris Johnson: ”This is not an end, but a beginning.” Churchills berømte citat om enden på begyndelsen kom efter første sejr i kampen for befrielsen af europæere. Om han ville gentage det, nu hvor briterne vil befries fra Europa, vil stå hen i det uvisse … (Du kan læse flere overskrifter her).

Selvom januar kan blive den varmeste i 150 år, har den virket koldere og længere end en rumrejse til Neptun. Det føles som en evighed, siden den iranske general Qassem Soleimani blev dræbt i et amerikansk droneangreb, og nytårstømmermændene havde knapt lagt sig, før hashtagget om tredje verdenskrig trendede på Twitter.

Det var også i januar, Trumps rigsretssag begyndte, Meghan og Harry meldte sig ud af det britiske kongehus, flystyrt og helikopterstyrt fyldte i medierne, Australien stod i flammer, og vi så billeder af tørstige koalabjørne med brændte fødder, coronavirus brød ud, og Jyllands-Posten fik en ny fjende i kineserne, mens Deadline-værten Steen Nørskov fik en fjende i Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen. På falderebet så vi en alliance mellem regeringen, SF, Enhedslisten, Alternativet OG Dansk Folkepart i den nye boligpakke. Alt kan åbenbart ske. Hvorfor kom De Radikale ikke med? ”Ja, hvad skal jeg sige. Boller fra Kohberg,” svarede Jens Rohde rent faktisk torsdag aften. Det kan godt være, vi rykker videre til februar 2020, men Jens Rohde sidder tydeligvis stadig fast i 90’erne.

Dans og ordentlige mennesker

Torsdag modtog Sara Omar boghandlernes pris, De Gyldne Laurbær, for romanen Skyggedanseren, og dermed kommer hun i klub med Føljetons eget gyldne laurbær, Carsten Jensen. Tillykke med prisen.

Torsdag var vi også i teatret og se dans, ikke skyggedans, men en blanding af ballet, hiphop, breakdance etc. i forestillingen Bonnie & Clyde på Betty Nansen. De to forelskede kriminelle fik nærmest heltestatus under Depressionen, hvor de som repræsentanter for den marginaliserede, fattige underklasse trodsede ordensmagten og gjorde oprør. Populariteten stoppede dog, den dag de skød civile, og i forestillingen bliver man mindet om, at de ikke kun var et par, der så godt ud i en hollywoodfilmatisering, men også skruppelløse mordere. Hvad drev dem? Hvad fik en begavet kvinde som Bonnie til at blive hårdkogt gangster? Ifølge forestillingen er svaret kort og godt sult. Sult efter penge og berømmelse, men først og fremmest efter mad, som Bonnie ikke fik meget af under Depressionen. (Hun blev i øvrigt eminent danset af den kongelige balletdanser Astrid Elbo). Men sult alene kunne ikke gøre det, hun var også hovedkulds forelsket. Da Bonnie mødte Clyde, skrev hun et digt i en notesbog, hun havde stjålet i en bank. Et digt, som Serge Gainsbourg lavede til en sang med Brigitte Bardot, (smuk som altid, så er det en detalje, at hun ikke kan synge). Digtets sidste vers lyder:

Man siger de er koldblodige mordere

Man siger at hjertet er hårdt og dødt

Men jeg kan med stolthed sige

At Clyde var uden lige

Den mest ordentlige, ærlige mand jeg har mødt

Ak ja, kærlighed gør blind. Det gør kærlighed til penge også. Se bare på de tidligere statsministre Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt; de er berømte og går ikke sultne i seng, men derfor kan man jo godt ønske sig mere. F.eks. en ekstratjans som konsulent i en advokatvirksomhed, mens man stadig er medlem af Folketinget og har en enkeltmandsvirksomhed, så lønnen ikke bliver trukket fra ministereftervederlaget. Og Thorning-Schmidt kan få en toppost i FN, hvor hun skal bekæmpe skattely og skatteunddragere, mens hun selv har en andel i et selskab, der er i skattely, og samtidig er bestyrelsesmedlem i selskaber med forbindelse til skattelyet Jersey. (læs mere hos Ekstra Bladet.)

Hverken Lars eller Helle opfører sig juridisk forkert. Men hvad med moral, ordentlighed og ærlighed? Kan man både blæse og have urent mel i posen?

Hvis Bonnie og Clyde levede i dag, kunne de stille op som en gruppe i X Factor. Så ville de få deres 15 minutters fame og tjene hurtige penge ved at blive influencers. Helle og Lars kunne bruge noget af deres dejlige nye løn på at gå i teatret – der er altid en risiko for at lære lidt om sig selv. /Lise Benthin Præstgaard